To Spurve for en skilling!

2012-07-22. 7. søndag efter Trinitatis.
Emmauskirken ved pastor Marlene Evensen

BØN:

Gud, du kom til vor jord og gjorde os til dine børn
ved at give os den gode besked:

At du holder af os.

Tak fordi, vi må være mere værd for dig – end to spurve for en skilling!

PRÆDIKEN:

To spurve for en skilling!

De sad i en flyvemaskine.

Hjulene havde netop sluppet landjorden og de mærkede, hvordan de blev tykket tilbage i sæderne, mens næsen på flyet borede sig op mellem skyerne.

De steg stadig højere. Der var en del rystelser – men pludseligt…. var flyet fri af skydækket og de befandt sig i det store stille rum, hvor den blå himmel hvilede over dem som en stor blå linse.

De gled lydløst gennem luften. Det var, som at have trukket vejret dybt ind og nu nød at strække hver en fiber af kroppen ud mod et stort lettelsens suk:

De var kommet af sted.

De havde nået det.

Armene var bredt ud og de gav slip. Lod kroppene falde sammen mens de åndede lettede ud.

Ferie!

Foran ventede 14 timers rejse gennem luften og gennem tiden.

Når de kom frem, ville de være 14 timer ældre, men klokken ville kun vise, at de havde rejst 5 timer.

De skulle hvile ud. De skulle have tid til hinanden.

De skulle tale om alle de ting, som de ellers ikke plejede. De skulle sidde under en stor parasol i middagsheden og drikke kølige drinks med isterninger så store som knytnæver.

De var besluttede på, at det skulle være nogle gode dage. De skulle tale om det, de så, som de aldrig nåede, når de var på kunstudstillinger sammen eller når de læste avisen sammen i dagligdagen.

De havde de bedste intentioner og de sad ved siden af hinanden i flyet. De sad på lange rækker med masser af sæder, hvor folk sad med hver deres tanker og forhåbninger om fremtiden og om det, de nu skulle ud at opleve. Dem, der skulle på ferie og dem, som var på vej hjem.

Der var varmt i kabinen.

Solen varmede åbenbart så stærk netop i dag.

UV-strålingen var ekstra høj, og mange tog sig til kraven og løsnede de øverste knapper i tøjet. Hænder bevægede sig op til udluftsventilerne. Der blev drejet og en behagelig stråle af kølig luft blev blæst ned over ansigt og skuldre og ned på de blade eller bøger, som de fleste sad og læste i.

Tiden begyndte at gå, og de fleste havde vænnet sig til, at de nu skulle sidde i mange timer i flyet før de var fremme.

Folk begyndte at sidde og drømme sig bort.

En efter en gled de ud af den fælles bevidsthed, hvor alle havde siddet og smilet til hinanden og glædet sig over, at de var kommet godt fra start og at alt fungerede, som de skulle.

Kaptajnen og stewardessen havde ønsket velkommen, og de befandt sig nu 1.100 meter over havet, som de kunne se nede under sig gennem hullerne i skyerne.

Pludseligt satte den ene motor ud.

Der lød en høj lyd, og dem, som sad ved den venstre vinge kunne se en stor røgsky, som vældede ud fra et sted på vingen.

Det gav nogle store ryk i flyet fra den ene side til den anden.

Det gav nogle skrat i flyets højtaler, og de kunne høre kaptajnens stemme utydeligt.

Det var noget med, at der var en maskinfejl og at der var gået hul på benzinslangen, så den ene motor nu var blevet antændt og at kaptajnen ville prøve at stoppe motoren og se, om de kunne flyve videre ind mod land og så lande forsigtigt på vandoverfladen.

En fuld svensker råbte, at det var da også jævla, at han havde købt denne her afbudsrejse i sidste øjeblik og at han ville vride halsen om på sin kone, når hun kom tilbage fra flyets toilet.

Andre igen tog det mere roligt – enkelte begyndte at sidde og bede.

Kontroltårnet havde opfanget signalet fra det nødstedte fly.

De havde kontakt med kaptajnen, som havde prøvet denne situation så mange gange i flysimulatorer, når de havde øvet flystyrt, inden han var blevet færdiguddannet kaptajn.

Han trak vejret stille ind og gjorde roligt og automatisk de ting, som han vidste, han skulle gøre.

Det var som om, at hænderne og fingrene selv fandt vej hen til de knapper, som han skulle trykke og dreje på, og han holdt øje med, at hans vejrtrækning hele tiden var så rolig, at han fik ilt nok til hjernen, så han kunne tænke klart.

Han kikkede ud af vinduet for lige som at skæve ned til, hvor langt der var ned til landjorden.

Han så til sin store forbløffelse en lille skikkelse, som stod og hoppede op og ned på en tømmerflåde ned på havet og viftede med armene, som om at personen råbte på hjælp og udviste glæde ved at se flyet – og måske ikke havde opdaget, at dette fly var på vej til at havarere lige ned i Atlanterhavet ved siden af tømmerflåden.

Der var en eller anden idiot nede på tredje række, som begyndte at synge ”Nærmere, Gud til dig” og fable om, at det var ligesom at være ombord på Titanic, og det hjalp ikke på at bevare roen for de mange fastspændte passagerer, der nu begyndte at gå i panik.

Pludseligt gik det hele stærk.

Flyets næse borede sig skråt ned gennem havoverfladen og forsvandt mellem tusindvis af millioner af luftbobler. Det gav en ordentlig trykbølge, hvis ringe bredte sig i alle retninger og skubbede til tømmerflåden, så den var lige ved at kæntre.

Ikke længe efter kom en masse skibe ilende hen til stedet og den lille mand, som atter stod og hoppede op og ned på tømmerflåde og viftede med armene blev nu reddet ombord på det første skib.

Det var en frygtelig ulykke.

Den kom i avisen. Ja, den kom i TV og på internettet.

Og manden, som havde befundet sig på tømmerflåden følte det var heldigt, at flyet var styrtet ned lige ved siden af ham – men det sagde han nu ikke så højt – når det nu skulle være (at flyet skulle styrte ned)….

Der var filmhold på stedet med det samme.

Alle kikkede efter flyvraget for at lede efter overlevende.

Dem, der var ude efter en teknisk forklaring glædede sig allerede til at finde den sorte boks, så de kunne få afklaret, hvorfor flyet gik i stykker og hvordan de sidste minutter havde forløbet, inden flyet ramte vandet.

Så skete der noget meget mærkeligt:

En efter en dukkede der en lille orange redningsvest op efter den anden mellem alle de skibe, som var ilet til ulykkesstedet.

Det sagde plop plop alle mulige steder, og dem med kikkerter kunne se, at det var alle passagererne, som nu dukkede op fra dybet.

Og skibene fik travlt med at sende redningsbådene ud og samle menneskene sammen, så de ikke lå for længe i vandet og døde af den grund.
Det blev til nogle helt fantastiske timer i de menneskers liv, som reddede dem i de orange redningsveste og dem, som blev reddet.

På forunderlig vis var flyet flækket midt over på langs, da de ramte vandet, så alle havde blot skullet løsne sikkerhedsbæltet og var dernæst blevet båret op gennem vandet som af usynlige hænder.

Det var et mirakel!

Alle var uskadte og alle var blevet reddet!

Også ham svenskeren – han var blevet helt ædru og lovede, at han aldrig ville drikke mere – eller købe afbudsrejser.

Alle fik deres penge igen og kunne bestille nye rejser – hvis de havde lyst til det, og mange mennesker samlede ind til en medalje til kaptajnen, fordi han havde været så rolig, og til at alle passagererne kunne købe noget særligt til sig selv eller dem, de holdt af – for det er en rar ting at kunne gøre.

Ham fra tømmerflåden gik rundt til hver enkelt af passagererne for at hilse på dem.

De fleste ville gerne høre, hvilken ulykke, der var sket for ham, siden han drev rundt på en tømmerflåde midt i Atlanterhavet.

Han sagde til deres store forbavselse, at der slet ikke var sket ham en ulykke, men at han var blevet klar over, at flyet ville styrte ned, og så havde han hurtigt lavet sig en tømmerflåde – for han var nemlig oprindeligt tømmer, og så var han sejlet ud for at vinke til dem for at berolige dem med, at hjælpen nok skulle komme frem, og at de ikke skulle være bange, for der ville ikke ske dem noget ud over materiel skade.

De fleste blev simpelthen bare så vrede på ham over, at han fortalte dem sådan en røverhistorie, så de mente, at han skulle burres inde på en sindsygeanstalt, når de var kommet i havn.

Andre kikkede en ekstra gang på ham, og studsede over, at han var så fin i tøjet og så så godt ud, når han nu havde været ude på havet i længere tid og nok havde både sultet og tørstet, mens solen havde bagt ned over ham.

Der var helt klart noget underligt ved ham.

Ja, noget forunderligt!

Kære menighed – brødre og søstre!
Vi har netop været vidne til et flystyrt.

Var I med i det andet fly, som også styrtede ned – eller var I blandt dem, som kom for at hjælpe i bådene?

To spurve for en skilling!

Ikke én af dem falder til jorden uden at jeres Fader er med den.

På jer er selv alle hovedhår talte. Frygt derfor ikke: I er mere værd end mange spurve.

Amen.

Salmer:
46 Sorrig og glæde

24 En vej eller anden
300 Kom, sandhedsånd og vidne giv
514 Guds søn har gjort mig fri
Under nadveruddeling: 40 Hvorfor vil du dog klage
efter nadver: 474: Jesus Krist, du gav mig livet

675 Gud, vi er i gode hænder