Afhængighed.

Lysandagt i natkirken på Strøget/ Helligaandskirken
ved pastor Marlene Evensen

TEMA: Afhængighed.

BØN

Herre!

Hjælp os ud af vores afhængighed rettet mod andre eller noget, som ikke kan give os sand kærlighed, og åbenbar dig for os, så vi kan se, at kun du kan give os den kærlighed og accept, som kan fylde os, så vi er mætte og har fået slukket vores tørst efter det, som sandelig er dig!

Lad os høre skriftens ord, som apostlen Peter skriver i sit andet brev: Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. 2 Pet 1,3ff (-11).

Og Apostlen Johannes skriver: Jesus sagde til disciplene:»Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«] Joh 6, 24; 37.

Vi har to muligheder:

Vi kan tro, at vi selv har magt over vores liv eller vi kan komme til at tro på, at en anden magt, som er større end os selv, har magten over vores liv.

Tre afhængige:

Lad os se på tre mennesker, som er afhængige af denne verdens magt:

1. Ludomanen:

Den første er ludomanen, som siger: Jeg kan spille for 8.000 kr. om måneden. Så er der stadig nok penge på kontoen til, at jeg kan få mad. Hvis jeg ikke kan holde min trang til at spille nede, tænker jeg på, hvor dumt det er, at stå og hive i en enarmet tyveknægt aften efter aften og tro, at jeg kan vinde noget. Nogen gange vinder jeg stort, og så er det en glad aften, hvor jeg giver drinks til alle på værtshuset og har penge til at spille næste dag igen. Men når måneden er omme, har jeg stadig brugt 8.000 kr. og har ikke vundet mere eller mindre end, at jeg har sat 8.000 kr. til på spil.

2. Den sex- og kærlighedsafhængige:

(If You go away, Jacques Brell, engelsk: Rod McKuen, frit oversat af mig):

Et andet sted kværner en tanke rundt inde i hovedet på en sex- og kærlighedsafhængig kvinde, som er rædselsslagen for, at hendes kæreste vil forlade hende. Hun tænker:

”Hvis du går din vej, så kan du ligeså godt tage solen og alle fuglene med, som flyver oppe i skyerne. Mine tanker kan ikke holde op med at kredse rundt om dig og om hvordan det var, dengang vi blev forelskede i hinanden og vores kærlighed flammede op mellem os. Vore hjerter fløj lige så højt som fuglene.

Men hvis du vil vælge at blive, så vil jeg gøre din dag så vidunderlig, som du aldrig har oplevet en dag før, og jeg vil forberede den skønneste nat, som du aldrig har oplevet før eller vil komme til at opleve igen.

Vi vil sejle på solens stråler og ride på regnen. Vi vil tale med træerne og tilbede vinden. Jeg vil tale til dine øjne, som jeg elsker så meget.

Hvis du går, som jeg ved, du vil, så vil der ikke være noget tilbage i verden at tro på. Kun et tomt rum fyldt med en masse plads, ligesom det tomme blik, jeg ser på dit ansigt.

For hvis du går – så forstår jeg det godt – men lad mig bare lige få nok kærlighed til at kunne fylde min udstrakte hånd…..

3. Alkoholikeren:

Et tredje sted gemmer alkoholikeren sine flasker i snavsetøjskurven, i bunden af skabet, i garagen. Han går langs murene til arbejdet og håber, at der ikke er nogen, som kan lugte, at han blev nødt til at gå indenom købmanden på vejen, for lige at dulme nerverne. Han er bange for, om han kan klare sit arbejde i dag og om, at han kommer til at gøre noget forkert, så han bliver fyret og konen og børnene går fra ham og han bliver smidt ud på gaden.

Alle griber vi efter en redningsplanke på forskellige tidspunkter i vores liv.

For nogen lykkes det at komme op og stå på redningsplanken. For andre lykkes det ikke og redningsplanken bukker under for deres vægt.

 Vi er midt i et stort og frådende hav. Det gælder om at redde livet. Vi forsøger ind til det sidste, at redde os op på en planke og kan triumfere, hvis det lykkes for os. Så kan vi for en tid holde os oppe fra havet og druknedøden. Men der skal kun en storm til, og så er vi tilbage i havet.

Hvordan kommer vi ind på land?

Vi skal over havet og ind på land.

Vi længes efter livet og den farverige jord. Mod solen om foråret. Mod varmen, når vinteren har varet mere end længe nok. Mod glæde og kærlighed og at blive set og favnet af en, som elsker os.

På intet tidspunkt gik det op for os af os selv, at kærlighed er gratis og let tilgængelig, at den findes i rigelige mængder og at der er nok af alt til alle.

– Vi ville gøre hvad som helst for at få bare lidt mere. Vi havde fået for lidt. Vi vil sælge ud af vores sjæl og købe mad der, hvor der ikke findes spise eller drikke.

Jesus måtte komme til os for at fortælle os, at: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”.

Han havde selv lidt og levet med sorger, smerter og savn, som ethvert menneske kan komme til at opleve i sit liv.

Måske har du manglet kærlighed i dit liv, så du aldrig lærte, hvad ægte og sand kærlighed er. Du blev frarøvet muligheden for at hvile i trygheden om, at der er en, som elsker dig og som vil tage sig af dig og nære dig. Måske fik du ikke lov til at vokse frit, men Gud ønsker, at du skal vokse, som et frø, der skyder op af jorden og op mod solen og himlen og stjernerne.

Gud kommer til dig. Han er den magt, som er større en din. Han magter dit liv og bringer kærligheden og meningsfuldheden ind i dit liv, der hvor du ikke selv kunne klare livet.

Lad os takke Gud for, at han elsker os så meget, at vi tør elske ham og hinanden.

Amen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑