Alle Helgensøndags prædiken

Vi står i en afgangshal.

Vi skal finde det rigtige tog og vore hænder er fyldt med bagage.

Vi har mere med, end vi kan bære.

 

Nogle af os løber rundt for at finde et kontor, hvor vi kan spørge om vej. Andre spørger de forbipasserende, om de ved, hvor vi skal gå hen. En tjekker sin I-Phone, men den er nede og der er ikke nogen af Apps’ene, der fungerer. En anden ringer op fra sin mobil – men det er ikke muligt at få forbindelse.

Det er som om, at alle blot løber forvirrede rundt uden at kunne få informationer om hvor de skal hen og hvornår.

 

Alle løber rundt, mens der står en lille dreng med sin bamse i hånden.

Alle passerer forbi ham uden at ænse ham. Han står helt stille og kikker på os.

 

Mon han er blevet væk fra nogen?

Han er for lille til selv at kunne klare sig.

 

Det er mærkeligt, at der ikke er nogen, som tager sig af ham og hjælper ham.

Hvor er hans far og mor?

Han kikker på os.

 

Det er som om, han ser på os med øjne, som kommer udefra.

Han afspejler en ro midt i hele afgangshallens inferno. Det er som om, at han rammer os med lys, som kommer udefra.

 

Nogle af os vender fortvivlet øjnene opad mod loftet i afgangshallen, og kommer til at se, at der strømmer lys ind af små huller i taget.

Lysene ligner små stjerner, og de glimter, ligesom en julenat i Betlehem. Det er som om, at taget forsvinder og himlen står åben. Ligesom den gang i Betlehem, hvor stjernerne blev til engle for vore øjne og Guds søn blev født på jorden.

 

Vi er pludseligt kommet ombord på toget, og toget tager os med gennem nattemørket, hvor hver station viser os hver en lejlighed, hvor Gud åbnede for forhænget mellem Ham og os:

Jakobsstigen, hvor Guds engle svævede op og ned over Jakob og viste os, at Gud taler til os direkte lige her i Guds hus.

Ved fødslen, hvor Guds lys gennembrød mørket på jorden.

Ved Jesu dåb, hvor himlen stod åben og Guds ånd dalede ned som en due over Jesus og anerkendte ham som sin elskede søn.

Ved Jesu død på Golgata, hvor forhænget flænsede og verden skælvede.

Ved stenen påskemorgen, som var rullet fra. Hvor Jesus var stået op fra de døde og gået ud fra dødsriget.

 

Toget tager os med hen til et bjerg.

Vi må selv gå det sidste stykke.

 

Endnu står vi i dalen og kikker op.

Der er nogen, som er gået forud for os.

Vi kan se dem langt borte.

 

Pludseligt har vi ikke så meget mere at bære på.

 

Vi kikker ned af os selv og ser, at vi står tomhændede.

 

Det er nu let for os at gå op ad bjerget, men fødderne er tunge.

 

Der er noget i os, som trækker os ned mod jorden.

 

Hjertet vil op til de andre på bjerget men følelser af utilstrækkelighed, af mindreværd, af skam og skyld trækker os ned af bjerget, i det vi forsøger at gå fremad.

 

Afstanden til dem, som vi ser på bjerget synes umulig at træde hen over.

 

Vi mærker vore håb og vore drømme om at være et bedre sted. Et sted, hvor der ikke findes vold og krig, undertrykkelse og ulykke. Et sted, hvor der findes fred og kærlighed og anerkendelse.

 

Langt borte fra hører vi en klokke ringe ni slag.

Den lille dreng med de rolige øjne kommer gående bag os.

Vi vender os om og ser en stor skare komme gående, for at komme hen til os.

 

De ni slag bringer os uden for tid og rum og bringer os gamle ord med ind i vor nutid og fremtid.

 

For hver gang, der har lydt tre slag med klokken, synger tonen inde i os:

 

De første tre slag husker os på, at dem, der sørger, skal blive trøstet.

De næste tre slag om, at dem der tørster efter Guds retfærdighed skal opleve den.

De sidste tre deles i to og et slag: Salig er de, der stifter fred og forfølges.

Det sidste slag samler klangen fra dem alle:

Hvor vi før kun hørte om de andre, for hvem, det skal gå godt, hører vi pludseligt om os, som det skal gå godt for.

 

Mens klokken lød, var vi blevet båret op på bjergets top.

 

Ligesom vi blev båret frem ved vores dåb er vi nu også blevet båret frem til det sted, hvor Gud viser sig for os i sin menneskelige skikkelse.

 

Han er alfa og omega.

Han var der fra før verden blev til og til den skal forgå.

Han var med os fra før, vi blev født og kender os og kender vores liv og slutning.

 

Han står og venter med milde øjne og kikker roligt på os. Han har al den tid, der skal til, for at vi opdager ham.

Han har tilgivet alt og forstået alle de hemmeligheder, som vi hver især bærer på, og som skaber afstand mellem ham og os.

 

Afgangshallen er der ikke mere.

 

Vi forstår, at det ikke handler om at sige farvel og rejse bort fra hinanden, men at vi befinder os i en ankomsthal.

 

Væggene åbnes og loftet glider bort. Vi skuer nu direkte ind i Guds rige, hvor der er masser af boliger og masser af plads til os alle sammen.

Til dem, der gik forud.

Til os, som kommer, og til dem, der følger efter os.

Alle hviler vi i Guds kærlige tanke om os og verden og om, hvordan han har ment, fra den første begyndelse, at vi skal leve sammen i fred og retfærdighed og nåde.

 

Vi kikker ned på jorden og ser, at vi alle samles omkring nadverbordet søndag efter søndag. Både i himlen og på jorden.

Vi ser, at nadverskranken er halv, fordi cirklen sluttes i himlen.

Vores cirkel slutter dér, efter vor lange pilgrimsvandring på jorden, hvor vi havde korset og Jesus for øje.

 

P: Lad os rejse os og modtage den apostolske velsignelse:

“Må vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen”. 

 

Og lad os lige hilse på dem, der sidder nærmest os.