Et du og et jeg

Et du og et jeg
– digt af Marlene Evensen

Svar på Jørn Henrik Olsens indlæg:
I sin grænse møder vi det nye

Der står du
Her står jeg.
To løbebaner
Hver sin vej.

Med matematiske love
gives sandsynlighed
for det vi oplever
… som virkelighed.

Der er langt større træk
i den indre vej
som hives elastisk ud
mellem et dig og mig.

Ingen tal og procenter
ingen forudsigelighed
er de ord og billeder
som påkalder vor skrøbelighed.

Det bliver små fragmenter
hver med egen kant
der skær sig ind i hjertet
med hver sin diskant.

Der er intet muligt
nu hvor ord hører op.
Kun en brændende busk
der hvor hjertet sprang op.

Inde i mig
er en ukendt ørken
Inde i dig
går jeg vild i tørken.

Det regner med dug
bedst jeg segned i solen
Da jeg skreg dig ud
gav du liv på molen.

Du skylled ind over mig
du gik med på min vej.
Jeg så dig ikke
men du gik foran mig.

Du blev min lampe for min fod.
Du gav mig nye dage.
Du lod blæsten ramme mig
og lod mig stående tilbage.