Hvor skal vi gå hen – spørger Thomas.

2012-04-29 3 e påske. Emmauskirken

Ved Pastor Marlene Evensen

 

P: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

M: Gud være lovet…

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« (Joh 14,1-11)

 

Prædiken

Du, som har – dig selv – mig givet,

lad i dig – mig – elske – livet,

så – for dig – kun hjertetbanker,

kun du – i minetanker

er – den dybe sammenhæng” (DDS192)

 

”Hvor skal vi gå hen?” spørger Thomas.

Tak Thomas, at du turde spørge!

Så kan vi også spørge!

 

 (Meditation):

Vi skal gå ud af en vej, som vi ikke kender.

Den ser lang og støvet ud.

Vi begynder at gå. Der er lys forude, som lokker os.

Efter et stykke tid begynder en tung dug at falde omkring os.

Dråberne er kølige og alligevel varme.

Vi slikker med tungen på læberne, og bemærker, at dråberne smager salt.

Vi bliver overraskede, der på vejen. Mens vi går.

Landskabet forandrer sig ved hvert skridt, vi går fremad.

Blomster vælder op, som om vi ser deres vækst i en film i hurtigt tempo.

Himlen er blå. Vi passerer grønne marker med gule korn.

Sommerfugle kommer nysgerrigt hen for at kikke på os, og nogle af dem kommer endda så nær, at vi næsten kan røre ved dem.

 

Det er en magisk og fortryllet verden, vi går igennem.

Solen begynder at skinne og lysstrålerne rammer ned på jorden gennem de gråhvide skyer.

Det ligner himmelstiger, som dem, Jakob en gang så.

Alt er stille – men alligevel hører vi summen af sommervarme bier og insekter.

 

Vejen ender et sted, som vi ikke kan se, der hvor vi er nu.

Det er en vej, som må gås skridt for skridt. Hvor vi ikke ved, om det bærer eller brister. Om der er hænder, der tager imod os eller taber os. Vi kan kun tro det.

Vi bliver udsat for andres foragt og forargelse, fordi vi tror.

Alligevel går vi på en vej, som startede, ved vores skabelse. Som blev synliggjort i vores dåb. I vores modtagelse af Helligånden, som giver os kræfter og livsmod og rører sig i os, når vi mister modet og skælder ud på det uvisse – af og til.

Det er troens vej, vi går på, sammen med Thomas, Filip og alle de andre disciple, som var omkring Jesus, mens han var synlig i verden.

 

Vi vil også se Faderen – ligesom Filip.

Hvordan kan vi ellers vide, at vi er nået i mål? Hvis vi ikke får syn for sagn – så ved vi ikke, om det er den rette Gud, vi står overfor, når vi er kommet til vejs ende?

 

Vi bemærker, at det blafrer omkring os, og pludseligt står et lysende væsen foran os. Det lysende væsen er ganske gennemsigtigt og det bærer på en bog til hver af os.

Stille går vi – en efter en – forbi lysvæsnet, som overrækker os hver vores bog.

Inden i er skrevet vort navn.

Der er sider, vi kan bladre i og læse i.

Vi går videre gennem landskabet. En efter en på lang række.

Vi går, som slægter har gået, slægtled efter slægtled, menneske efter menneske.

Langsomt går det op for os, at vi ikke går alene på rækken.

Der går en ved siden af os.

Da vi opdager det, flammer en ild op i vore hjerter.

Vi har mødt ham, som lever i skrifterne.

Han synger for os.

Han taler til os.

Han danser ved siden af os.

Han bærer os og opmuntrer os til at gå.

Han lyser for os.

Han lyser for os i vore hjerter.

 

Hvor skal vi gå hen med alle vore spørgsmål og usikkerhed?

Jesus sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Dermed har han svaret med enkle ord på alt det, som vi har behov for at få svar på.

Men det gør ikke svaret enkelt!

 

Han var klar over, at han måtte nærme sig os i det tempo, som vi ville kunne være i stand til at lukke os op for ham med og lukke ham ind i os og blive til et sammen med ham. Det er intimt. Det handler om at turde sætte alt på spil for at vinde alt.

Johannesevangeliet er en lang udviklingsvej, der viser hvordan mennesker oplever forskellige stadier af virkelighedsdimensioner, hver på deres tidspunkt, og at de må give slip på alt kendt i sig selv for dernæst at overgive sig i troen på Jesus og følge ham som discipel, tjener, ven, broder og Guds barn.

Vi har alverdens spørgsmål og forbehold at stille, før vi kan overgive os til troen.

Og vi er ikke i stand til at erkende på samme måde og i samme rækkefølge på hver vor vandring på trosvejen. Vi rammes hver især af forskellige tekststykker i bibelen, som med deres historier og udsagn, føles som steder, der beskriver os bedst og hvem, vi er. Det er de bibelsteder, der rummer vores omvendelse til tro og vores begyndelse på vandring med Jesus.

 

Jesus var prototypen på den første kristne medvandrer. Han stødte til de to disciple på hjemvejen til Emmaus og begyndte at fortælle dem om, hvorfor ham måtte leve og dø.

Hvorfor begyndte han ikke bare sætningen med at sige: ”Jeg er sandheden”? I stedet for at sige: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!”

Så havde resten givet sig selv.

Jesus stod jo i et enestående forhold til Gud. Så havde vi allerede været fremme ved Gud, og skulle ikke gå lange veje, før vi kom frem til livet selv?

 

Men han sagde: ”Jeg er vejen”! Der er ingen genvej eller anden vej til Gud.

Vi slår følge med Jesus. Han er vejen, og vi går vejen sammen med ham.

De første kristne kaldte deres fællesskab for ”Vejen” – de turde ikke kalde sig Kristustroende, for så var de blevet slået ihjel. De kaldte deres trosfællesskab for ”Vejen”. De og vi kom til at finde ud af, at kristenlivet er en vandring i Jesu følgeskab.

Troen bliver til en øvelse, som finder sted igennem hele livet. Noget, som et menneske må holde fast i og værne om, på samme måde, som man holder fast i en elsket person. Et menneske, som man gør sig til ét med. Et menneske, man må overgive sig til, selvom det føles som om, at man for et øjeblik mister fodfæste.

 

I vor tid er der mange, der vandrer – mange, der søger. Går de på vildveje, dem, der ikke vandrer med Jesus?

Det ved vi ikke. De går måske med en endnu ukendt følgesvend?

 

Vi må være åbne for de andre søgende.

De to disciple forstod jo først senere, hvem de havde vandret med på vejen hjem til Emmaus, dengang da Jesus viste sig for dem. Han viste dem, at han stod i et autentisk Gudsforhold, fordi han er den, som kan føre os til Gud.

Det kunne disciplene forstå, efter hans opstandelse, da han sagde: ”Jeg er sandheden”.

 

Når vi følges ad med ham, kommer vi til Gud – og til sandheden. Vi ønsker at gå med ham.

Det ligger i vores hjerte, at det i sin renhed kun vil et, nemlig at ville Gud (Kierkegaard).

Jesus siger da til os: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”: Han er vejen frem til sandheden om, hvordan vi kan blive klogere på vores liv, og om, at vi må slå følgeskab med ham, for at forstå, hvad det er, han tilbyder os. Tja. I bund og grund skal vi bare opdage, at han allerede vandrer ved siden af os! Og det han giver os; er Livet!

 

Jesus er det definitive liv, som overvandt døden, så han kunne kom hjem til sin fader og være døren, som er vejen tilbage til Gud for os.

Alle religioner kikker ind i himlen og ser Gud, men kun Kristus kan vise os vejen (Augustin).

Det er sandheden. Og det er den sandhed, som fører til Livet.

Derfor kan vi fejre nadver med glæde og håb.

Med korset i midten af vores liv og i verdenshistorien.

 

Alligevel spørger vi:

Hvor skal vi gå hen, og hvordan kan vi kende Faderen?

Når vi spørger sådant, er det jo fordi, der er flere veje, og flere bud på, hvordan Gud ser ud.

Vejen, vi går på, kan føre fra dyd til død og fra død til dyd.

Nutidens definition på det gode livs dyder har forandret sig: Det handler om: overmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og sløvhed.  Hvad blev der af selvdisciplin, medfølelse, ansvar, venskab, arbejde, mod, udholdenhed, ærlighed, loyalitet og tro?

Og hvad blev der af Åndens frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse?

Hvert ord rammer os som et piskesmæld.

 

Dyd betyder at være dygtig til noget.

Død ved vi godt, hvad betyder.

 

Vi går på en vej, hvor der er mange muligheder for vildveje.

Kun en ting kan vi være sikre på:

Det er Jesus, som åbenbarer sig for os, så vi kan se, at det er ham, som har slået følge med os.

 

(Sendelsen):

Vores vej begynder udenfor kirken her i dag.

Den vej, som vi går ud på, er sammen med den opstande frelser, som vil være vort lys på vejen, og vise os, hvad vores liv er bestemt til. Han åbenbarer for os, hvem Gud er og hvordan Helligånden bevæger sig i os, så vore hjerter åbner sig for troen på ham.

Hans lys skinner i os, og lyser videre ud i verden, som trænger til lys.

Vi må dele med andre, som også har et hjerte, som i bund og grund kun vil et: det at ville Gud.

 

Vi må fortælle, at vandringen aldrig er alene – at heller ikke menneskene i denne tidsalder bliver de sidste pilgrimme.

Han satte sit liv til for os, for hver enkelt af os, for at vi kan vandre til Faderen sammen med ham.

Til Guds rige, hvor der er boliger nok til alle.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s