Lad os vove det umulige.

2012-07-08 5 e trin Emmauskirken

Ved Pastor Marlene Evensen

Salmer: 756, 299, 323, 672, 54, 477, 162.

Bøn (fra: Harald Nielsen; I sang for lysets Gud)

Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som kaldte lyset ud af intetheden.

Du, som skabte mig i dit billede.

Du, som kendte mig fra moderskød.

Du, som omslutter mig,

som er før mig og efter mig,

som er overalt.

Tak, at jeg må kalde dig Min Gud.

Prædiken

Lad os vove det umulige:

Lad os gå med op på forklarelsens bjerg og se Jesus tale med Moses og Elias.

Først må vi gøre os klar!

Det er lige meget, hvad vi går og står i, for vi skal gå nu.

Vi må prøve efter, om øjnene kan se.

Om de er støvede til af alderen.

Om der er grus i øjenkrogene eller om der er pletter, som føles glatte og udmærkede til at se ud ad med.

Bare tanken om, at skulle se får os til at blinke.

Vi efterprøver øjnenes brugbarhed og tankerne vælter rundt og indstiller sig på det at se.

Vi fyldes af en lethed og en forventning.

Vi går af sted og mærker jorden under vore fødder.

Vi har bare fødder og mærker, hvordan tæerne griber fat i jorden, mens fødderne former sig efter jordoverfladen, og vi begynder at gå op af bjerget.

Det er med bankende hjerter, vi går af sted.

Det er en rejse, vi aldrig havde troet, vil ville gå ud på.

Det er en rejse, med et indhold, som vi ikke kan tåle at se og som forandrer os for altid – derfor kan den kun foretages som i en drøm.

Vi går op af bjerget.

Mens vi går forandres vores perspektiv.

Før gik vi i dalen, og vi var vant til kun at kunne kikke op.

Vi kikkede efter solen og konturerne på bjerget.

Vi kendte hver en krumning og rejsning på bjerget. Vi kendte årstidernes skiften – når solen stod varm og når sneen dækkede bjerget og gjorde det blødt og vintersprødt.

Vi kendte foråret og de små blomster, som vi kunne plukke ved foden af bjerget og klukkede med af glæde, når vandene drev ned over sprækkerne i bjerget, når sneen smeltede og gav os rent drikkevand i floderne, som havde deres udspring højere oppe.

Nu var vi på vej opad. Vi var på vej til den top, som vi kun havde set nede fra dalen – og vores hverdagsperspektiv blev forandret i takt med hvert skridt.

På toppen stod tre mænd og talte.

Vi kunne høre på lang afstand, at de talte ophidsede sammen. Længere fremme – lige der, hvor bjerget havde sin top, flimrede solen i vore øjne så kraftigt, at vi ikke kunne se ind i det. Der var ligesom en hvid sky, der dækkede toppunktet, og det så ud som om, at der befandt sig nogle utydelige skikkelser inde i den.

Mændene foran os pegede ivrigt og slog ud med armene, mens de talte sammen, og vi blev klar over, at de talte om det, de så, og som de bedre kunne se, fordi de stod nærmere på skikkelserne i lyset, end os.

Vi kunne ikke høre, hvad de sagde.

Pludseligt trådte en skikkelse ud fra skyen og skyen forsvandt og de tre mænd omfavnede skikkelsen og blev ved med at tale med høje stemmer og slå ud med armene.

Så forsvandt skikkelsen og mændene blev grebet af forvirring og begyndte at løbe ned af bjerget.

Vi måtte springe til side for ikke at blive overrandt med den fart de havde på.

Der var pludseligt blevet så tomt, deroppe på bjerget.

Vi stod tilbage med følelsen af, at vi havde oplevet noget stort, men vi vidste ikke hvad.

 Så vi blev bare stående.

Ubeslutsomme.

Ville det ske igen – og ville det så være noget, som vi oplevede?

Eller skulle vi bare se at vende om, og begynde at spekulere over, hvad der havde drevet os op til toppen, på denne farefulde færd, hvor vi med bare fødder havde gået op af det bjerg, som vi ellers kun havde kendt udseendet af nede fra dalen?

Nogle af os blev stående. Vidste ikke, hvad de skulle gøre. Andre brød op fra gruppen og gik rundt på det sted, hvor vi havde set mændene. Nogle satte sig ned på jorden og kikkede ned i jorden. Atter andre begyndte at gå ned af bjerget igen.

Alle var eftertænksomme.

Dem, der gik ned trak i os. Vi havde ikke lyst til at splitte op, så vi ikke længere var et fællesskab. Så langsomst sivede vi med nedad bjergskråningen alle sammen.

Små blomster, kviste med grønne blade og summende bier og svævende sommerfugle med flagrende vinger, fik os til at begynde at kikke udad og rundt omkring os.

Det var som om at livet trængte sig på.

Vi fik liv i ansigterne og kikkede ud på hinanden og ud over dalen. Vi opdagede, at der var flere dale, som vi ikke kendte til, dengang bjerget havde dækket hele vores horisont.

Der var andre floder og græsgange – der lignede vores – bare andre steder.

Det var som om, at vi havde holdt vejret meget længe, og nu vandt lungerne over os, og trak vejret ind i os og fyldte os med klarhed og munterhed.

Vi gik pludseligt alle sammen i hurtigere trav, fulde af følelsen af håb – vi vidste ikke til hvad.

Eller hvorfor vi skulle føle håb til noget, vi ikke vidste, vi skulle føle håb til.

Det var bare følelsen af håb. Af overskud.

Vi begyndte at løbe.

Det var, som at være barn igen.

Vi løbe ned af bjergskråningen i stadig højere fart – uden at være bange for at falde – tænkte ikke engang tanken!

Vi løb fulde af boblende liv og med latter i struben.

Vi kom ned – alle sammen og samledes for foden af bjerget.

Alt var som forandret. Der var sket noget!

Der sad et barn og tegnede i sandet med en lille pind.

Der sad også en lille dreng og byggede med byggeklodser. Han tog forsigtigt en klods op af gangen og placerede den forsigtigt oven på den forrige. Da tårnet var højt, tog han forsigtigt en klods ned af gangen igen – som om han var bange for, at tårnet ville falde af sig selv.

En anden dreng kom hen og satte sig og begyndte at lege med. Han havde et andet temperament og byggede et højt tårn i hast, som var skævt, hvor klodserne mirakuløst holdt sig oven på hinanden – og så gav han det et ordentligt slag, så klodserne væltede ud til alle sider.

De to forskellige drenge fik meget tid til at gå med at bygge på hver deres måde.

Mændene, vi havde set på bjerget var ikke at finde nogen steder.

Vi spurgte efter dem – men ingen havde set dem.

Folk mente ikke, der havde løbet nogen ned af dét bjerg på dén måde i flere tusind år. Men der var en legende om tre mænd, som havde oplevet noget usædvanligt netop på dette bjerg.

Vi spurgte folkene nysgerrigt ud, om hvad de vidste, for det havde berørt os så meget, at vi måtte have ren besked om det, som var foregået.

Der var ikke så mange, der kendte til det.

Nogen ville hellere fortælle os om det, som optog dem allermest lige nu og her. De havde hørt om en Gudspartikel, som havde været med fra verdens begyndelse. De mente, at videnskaben nu kunne bekræfte, at der nu var fundet det, som bandt os alle sammen sammen og holdt os nede på jorden.

De var meget glade og lettede – og sagde, at det, som de andre landsbytosser kunne fortælle os om usynlige kræfter, der kunne fortælle os om, hvordan vi skal leve vores liv – var det rene sludder og ikke noget, man kunne stole på. Næ – nu havde de hørt, at alt det, som naturvidenskaben havde gået og ledt efter, var blevet fundet og at der nu var styr på verden!

Dem, som de kaldte for landsbytosserne trak sig lidt tilbage og prøvede at få hold på, hvad de skulle mene om videnskabsmændenes nyeste påfund.

De ville gerne fortælle om deres viden om det, som var sket på bjerget.

Vi fik hele historien om verdens skabelse, om Kristus, som de mente er Guds søn og både Gud og mand.

De fortalte om de gamle profetier, om profeterne, som fik kræfter til at fortælle om Gud og hvad han sagde til dem. De fortale, at Gud havde rørt ved dem, og fik dem til at gøre ting, som de selv troede var umulige.

De fortalte om Jesus, som havde gået rundt på jorden for at få menneskene i tale og vise dem, at Gud ønskede, at de skulle opdage ham igen, som ”den han er”, og ikke den, som de havde gjort ham til.

De fortalte om, hvordan hvert eneste menneske er skabt af Gud og ud fra at gøre sin skabelse god.

At vi alle sammen er forskellige. Sådan har han skabt os.

Nogle var morsomme, for at give os et godt indtryk af Guds sindelag:

De sagte i spøg, at Gud for eksempel havde skabt manden i begyndelsen af verdens skabelse og dernæst havde skabt

Kvinderne, så der skulle være en lydig og underdanig kvinde til enhver mand i alle hjørner og kanter af verden – men at Gud så havde skabt jorden rund, og det havde han moret sig meget over.

Andre var mere alvorlige, og forklarede at Gud er en retfærdig og magtfuld Gud, som ledte sit folk med kærlige hænder. At han havde skabt hver og en af os, og som krævede noget tilbage af os – mere end blot en latter.

De fortalte os om mændene fra bjerget.

De fortalte, at Jesus var gået derop engang, da han trængte til ro og til at vise sine nærmeste disciple, hvem han var.

Han havde et møde med Moses og Elias deroppe på bjerget.

Og selv det, fattede hans disciple ikke noget af.

Han fortalte dem, mens han levede, at han vidste, at han skulle dø og genopstå, og at det var hans måde at gøre Guds plan med sit liv.

Han skulle herliggøre sin far ved at blive korsfæstet på et bjerg uden for Jerusalem og tage tilbage til himlen, sende Helligånden, så menneskene ikke skulle blive alene tilbage indtil den dag, hvor han kommer igen for at føre os alle til sin Far i himlen – til den Gud, som har skabt os.

Vi lyttede og vi var alle fulde af følelsen af håb.

Da vi hørte deres historier om Jesus, blev følelsen til varme inden i os, som bredte sig rundt til hele vores krop.

Varmen fik os til at føle en samhørighed med hinanden, som overrumplede os og fik os til at træde lidt tilbage fra hinanden for at se på hinanden.

Vi så på hinanden med øjne, som ikke havde set hinanden før. Og varmen fik os til at tåle hinandens blikke og kikke tilbage med åbne øjne.

Vi så på drengene, der sad og byggede med byggeklodser.

Det var som om, de viste os noget, vi alle følte, at vi kendte til.

Ikke bare fordi, vi selv har bygget med byggeklodser som små – og at det bare var genkendelsen af noget hyggeligt og en god tid fra vores barndom. Nej, det var mere end det.

Der var denne følelse af håb og varm samhørighed, som ønskede at kunne bruges til noget.

Vi satte os ned og begyndte at bygge med, sammen med drengene.

Vi vidste ikke rigtigt, hvad det skulle ende med – men det føltes meningsfuldt – og ligefrem sjovt at sidde der i solen og bygge.

Pigerne kom også til.

Og byggede på hver deres måder.

Vi sad der, alle sammen i solen og byggede.

Så væltede tårnene om, og vi begyndte forfra under stor morskab.

Drengen, som havde siddet og tegnet i sandet rejste sig og begyndte at gå.

Han kikkede over skulderen, mens han gik frem i retningen mod næste dal, og han smilede, så solen slog gnister i hans øjne og ansigt og hvide klæder.

Det var ikke alle, som så ham.

Det var måske ikke så vigtigt.

Han gik af sted, som havde han oceaner af tid, og hans gang var let.

Dem, som så ham der på vejen, glemte ham aldrig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s