Prædiken før tale ved konfirmation, Kristi Himmelfartsdag 2012

Evangelium

Menigheden rejser sig og svarer: ’Gud være lovet for sit hellige budskab!’

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

 

 

 

Prædiken:

Hvad kan disciplene være så glade for, den dag, hvor Jesus tager af sted fra dem? Hvad har han givet dem i stedet for sig selv, som de kan leve videre på, så langt ud i fremtiden, at også vi lovsynger Gud med vore salmer gudstjeneste efter gudstjeneste og bliver ved med at søge hen til kirken for at være der, hvor Jesus er os nærmest?

De blev ”iført kraften fra det høje”, det vil sige, at Helligånden kom susende ned som en ild eller en due eller som en blæst, der antændte dem og gav dem kræfter og mandat til at gå ud og fortælle historien om Gud, der blev menneske, først fortalt til Jomfru Maria, som fødte Jesus ind i verden, og om Jesu liv og gerninger, som var så underfulde, at folk, der mødte ham eller hørte om ham, kom til at tro, at han virkeligt var Guds Søn. Han blev båret op til himlen, står der i dagens evangelietekst. Mange billedkunstnere har søgt at vise dette ved at tegne et billede af Jesus, som står med udbredte arme og sender velsignelse ud over først disciplene og siden, mens han bliver båret op ligesom af usynlige hænder højere og højere op i himlen, men hans velsignelse spredes længere og længere ud over jordklodens mennesker.

 

Derved tegnes der et kors i dagens to tekster: I den gammeltestamentlige tekst, som vi hørte først (salme 113) hørte vi om Gud, som befinder sig så højt oppe i himlen, at han nærmest presser nakken mod den yderste grænse af, hvad vi kan fatte af Gud, og som samtidig er i stand til at se så langt ned på jorden og ned i alle dens revner og sprækker, at han er i stand til at se selv det ringeste menneske og løfte det op fra skarnet.

 

Jesus gør det samme: Han forsvinder ikke bort op i himlen, men laver en spejling af, at jo højere, han drager op, jo dybere havde han også været i stand til at nå ned på jorden. Hvordan skal det forstås?

Jo, Jesus kommer fra himlen og vender tilbage til himlen. Med menneskene forholder det sig modsat: Menneskene kommer fra jorden og vender tilbage til jorden. MEN: Kristus efterlader Åndens nærvær på jorden – det er det, der skete til pinse, da Helligånden kom ned til jorden og fyldte menneskene med kræft og mandat til at gå ud i verden og fortælle historien om Jesus og hans liv, og hvad det kom til at betyde for alle menneskene. – det var det, som disciplene glædede sig over og havde glædet sig til. Kristus efterlader Åndens nærvær på jorden og vi kan forvente et nærvær i himlen, også selvom vi bliver begravede.

 

Himlen er fjern, men den spejler sig i vandpytterne på vor jord.

Hvad vil det sige, at denne historie, som rummer korsets form, hvor Jesus foretog en vertikal bevægelse oppefra og ned og blev båret op igen, og vi mennesker farer frem og tilbage horisontalt på jordoverfladen og forbliver på jordens niveau.

 

Hvis vi tager et lille spejl og går rundt derhjemme og kikker ned på os selv, så vil vi opdage, at vi kan se et stykke af loftet rundt i periferien af vort eget spejlbillede.

Hvis vi vipper lidt med spejlet, kan vi se mere af loftet, og opdager, at vores verden er blevet vendt på hovedet.

Det er en sjov leg til at begynde med, hvor vi buser ind i alle mulige ting, fordi vi opfatter det hele modsat af den virkelighed, som vi plejer at orientere os i.

Efter et stykke tid bliver det nemmere for os at navigere rundt, og vi kan more os over, at for eksempel dørtrinene er en halv meter høje, så vi er ved at vælte, når vi forsøger at træde over dem.

 

Hvis vi nu gjorde det samme her inde i kirken, bliver dørtrinnet pludseligt enormt højt! For der er højt til loftet i kirken! Er det for at bygge Guds hus så højt, at Gud kan være inde i det – eller er han større?

 

I gamle dage byggede man katedraler, hvor tanken var, at kirkerne skulle nå helt op til himlen. Men Gud er større end de huse, vi bygger til ham.

Vi må gå uden for kirken og spejler himlen i vore spejle.

Derude får vi en større del af himlen med i vores spejlbillede, fordi der er højere ”til loftet” under den åbne himmel, og vi opdager, at det, at vi kan se skyerne nede i vores spejl, giver os perspektivet på, hvor højt, der er op til himlen fra hvor vi står.

 

Mellem os nede på jorden og helt op til himlen er der et kæmpe stort rum, der er så højt, at vi bare er bitte små myrer set ovenfra.

Men Jesus efterlod os ikke med tomme hænder. Vi har alle et lille spejl – ikke i vore hænder og ikke et synligt spejl, men vi har et indbygget spejl i vore hjerter.

Når vi kikker ind i vort hjerte, så får vi ikke bare øje på blod og muskler. Vi er ikke bare en krop, der bliver ældre og engang skal dø. Nej, vi har et spejl, som spejler himlen, og hvor vi kan se Guds billede.

 

Da vi blev døbt, blev vi selv holdt hen over et himmelspejl – nemlig vandet i døbefonten.

Her mødes himmel og jord, når vandet løftes op i tre håndfulde i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Dette bliver da det synlige tegn for, at vi kan vise, at jord og himmel mødes ved Helligåndens tilstedeværelse.

Det samme gør sig gældende, når vi beder:

Vi bliver nødt til at være stille indeni, for at skabe kontakten til Gud.

Mange mennesker søger måder at finde roen på indeni sig selv. Vi gør det for at få kontakt med det, som føles allermest vigtigt for os. I kirken kalder vi det en religiøs længsel, som retter sig mod at opnå kontakt med Gud vor Far og Skaber – ligesom et lille barn, der rækker sine hænder op mod sine forældre. Det er det ældste kropslige udtryk for at bede, som vi kender: At række ud efter Gud. Andre har andre bud som det at praktisere Mindfulness og glæden ved at opnå ligevægt og balance i deres indre liv.

Men en længsel har vi alle!

Og tanken om døden får os til at tænke stort!

 

Hvis vi skal komme i kontakt med denne storhed, må vi være stille indeni, så alle vore tanker og følelsers storme kan lægge sig på vor indre havoverflade, og det oprørte hav bliver blik stille i os.

 

Så er der ro for bønnen og kontakten med det, som vi længes efter.

Og så kan vi spejle himlen i vort indre spejl i hjertet.

 

Det, som er så fantastisk med spejle er, at selvom de kan have forskellige størrelser – så sker det forunderlige, at det billede, vi spejler, er det samme – uanset størrelsen på spejlet. – Det er kun størrelsen af billedet, som varierer med størrelsen – lige proportionalt – af spejlet. Men billedet er det samme.

 

Et sted i biblen står der, at vi lige nu kun kan se brudstykker af alt det, som vi så gerne vil se og forstå. Engang skal vi se det hele, står der – fuldt ud – og vi skal ikke bare nøjes med det lidt, som vi små myrer og himmelfugle længes efter at række ud mod i vores nutid.

 

Indtil da – til når Jesus kommer igen, må vi være mennesker, der lever på en jord, hvor der er mange forskellige slags mennesker, som alle må leve og dø. Vi må glæde os over, at vi er her lige nu, og at meningen med vores liv må være, at få sået vore frø – på denne her, overladte stjerneø.

Hvis vi er heldige, mærker vi, at vi står med lykken i hænderne i et lige nu. Men er den lykke vores – eller tilhører den dem, som står og lever og bærer og er, lige foran os! Altså dem, som vi spejler!

Husk at solskinnet klæder os bedst – og at skygger kun lever, der hvor der er lys – så løft øjnene i aften, når dagen er slut og kik mod vest.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s