PINK

PINK Digt af Marlene Evensen Hun kom sejlende ud – som af intet Hvem havde hængt hende der og hvorfor var hun rød? I en verden fyldt med kasser – var hun dejlig. Hun var en engelsfryd, en tulipan, en kornblomst men ikke det sidste nye skud. Der var noget ved hendes skørt – det rørte ganske let på jorden da hun fejde hen over jorden, som var fuld af aske. Foran sejlede havet ud – husene gled ned i havet. Sten for sten blev alt brudt ned småbørn gav sig til at kaste de sten – som skulle have været byggesten var pludseligt blevet til store klatter intet var nyt og intet afprøvet. Udenom var solen – det var en verden i virvar. Der havde været ønske om sommerfugle men det blev til noget andet. Hun sejlede ud med et omvendt bord på ryggen – med perler på afgrænset, afstukket og afmålt med afmagt og afslag af folket. Hun havde sin egen rytme – sine egne vingers slag Når man så nærmere efter var hun to. En ny hver dag. Det røde folk tilbad hende – hun var af samme kulør Der var genkendelsens pletter som gav dem godt humør. Andre verdener så det som en begrænsning – at hun var så stor hun fyldte jo hele horisonten og var hele det røde folks mor. For en stund var der krig i verden – noget skal tid jo gå med. Det er her, vi hænger mens det røde folk beder til os. Hvordan kom det så ind med at bliver båret – spørger du? Hvordan bliver DU båret af den store Lady i Pink? Hvilken verden er du I? – Har du et pas? Hvilken tilstand er du i når du går mellem blå og pink? 4.8.2012

Reklamer