Skrøbelighed

Lysandagt i Helligaandskirkens natkirke 2013-01-25
ved pastor Marlene Evensen

BØN: Lad os bede:
Hellige Ånd: Åbn vore øjne op for dig. Forny i os det lys, som du skabte os med, og lad os se verden i dit lys.
Lad lyset vokse frem fra stilheden i vores væsens kerne og hjælp os igennem vore kampe, mens vi kæmper med at være mennesker.
Hjælp os til at være Guds strålende lys for hinanden. Altid fyldt af Guds nærhed.
Altid bløde og sande.

Bibeltekst: Paulus skriver i sit første brev til korintherne: Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. 1 Kor 9,24-27 

Refleksion: (Efter Sting: ”Fragile”)

Paulus kendte godt til, hvor skrøbelige vi er.
Han var selv blevet skrøbelig, efter han havde løbet som en vild gennem ørkenen, fra by til by, for at slå dem ihjel, der ikke tænkte, som han.

Igen og igen havde han set blodet flyde, når menneskekroppe blev mødt med stål, og han havde set dem dø i farverne fra aftensolen.
Morgendagens regn vaskede sporene væk, men mindet fra fortiden kunne han ikke viske væk.

Hvis der fandtes vrede stjerner – var han født under sådan en. På jorden faldt der regn igen og igen, som tårer fra andre stjerner, der ikke var vrede, men bare stjerner – lige som ham.

Til sidst blev han selv slået til jorden.
Han blev slået at noget, som er større end ham selv.
Han blev blændet af det lys, som han selv havde slået ihjel i, og mens han faldt til jorden – som i en film, der vises langsomt, så ham hele sit liv og sin vrede, ramme ham med billeder, et efter et – med samme grusomhed og kulde, som han selv havde slået ihjel med.

Intet godt kommer ud af vold og det vil der aldrig komme.

Han kom i tanke om, hvor skrøbelige, vi er.

Han havde løbet for at vinde. Det, som han troede var sejrskransen, viste sig at være en tornekrone på et andet hoved end hans, og som han kom til at elske højere end sig selv.

Vi jager også efter vind og glemmer, hvor skrøbelige, vi er.

Vi bliver også slået til jorden af noget, som er stærkere og mægtigere end os selv, og filmen, viser, om vores eget liv, rammer også os med den samme styrke med det, vi ikke kan glemme.

Igen og igen falder regnen som tårer fra stjerner, som ikke er vrede, men bare er stjerner, lige som alle andre stjerner.

I glimt får vi lov til at se himlen, som er fuld af knitrende stjerner – som sol i glimmersne.

DE minder os om, hvor skrøbelige vi er.
Hvor skrøbelige, vi er.

Vi løber også efter sejre. Men en mørk nat, hvor byens lys for et øjeblik dæmpes ned, ser vi himlen som en åben kuppel, hvor vi kan række ud efter stjernerne.

Vi rækker ud efter hinanden og varmer os i det lys, som kommer fra hinanden.
Bagved er noget, som er større end os selv.
Det ser vi i lyset fra hinanden og mens vi mærker, hvor skrøbelige, vi er.
Nede på jorden regner tårerne fra os, som prøver at lyse for dem, som vi har set dernede.

De er stjerner, lige som os.