Lignelsen om det fortabte får

3. søndag efter Trinitatis 2013
Boeslunde kirke ved pastor Marlene Evensen

Prædiken:

Vi er på vej ud af en lang og støvet vej.

Nogle af os har en lille rød kuffert i hånden med hvide syninger. Vi holder hånden knuget om det hvide emaljerede blikhåndtag og har blikket fæstnet fast i horisonten.

Vi er gået hjemme fra med en beslutsomhed, som pludselig tog form, da vi ikke måtte gøre det, vi ville – selvom vi var fulde af følelsen af, at vi kunne.

Andre af os slæber tunge, bulede kufferter efter os, hvis vægt truer med at få vore kroppe til at bryde sammen, og vi kun kan fortsætte, fordi vi ikke har anden vej tilbage, end at blive ved med at gå vores vej.

Andre igen af os går raskt af sted uden byrder eller tanker. Drevet af lysten til eventyr. Til at se grønnere græsgange. Til at se fantastiske skatte, som vi end ikke havde fantasi til at forestille os. Drevet af en lille tråd, som trækker løst til i hjertet og får benene til at gå. Glemt er alt, som lå bag de skridt, som nu allerede er gået, og som fører videre og videre ud i verden. Alt er muligt. Alt er nyt. Alt er magisk og fortryllende og tiltrækkende.

Vi er alle på vej ud af en vej.

Vi går i hvert sit tempo, som en stor og broget flok.
Nogen går langsomt. Nogen går hurtigt.
Alle er vi lige begyndt at vandre på hver vores måde. Solen skinner på støvet, som hvirvles op af fødderne og lægger sig som en sky rundt om den lange række af mennesker, som vandrer en efter en – hver i deres verden, uden at se hinanden, nu, hvor de er på vej til fjerne og dragende egne indenfor og udenfor verden.

Vejen snor sig. Den forgrener sig.

I lange rækker går de mange mennesker hver sin vej ud af brede og smalle stier. Hver med sit mål. Hver med sin følelse af entusiasme, forladthed, bitterhed, skuffelse, vrede, sorg, glæde, forventning, håb.
De gik ud over hele verden i snoede rækker og forgreninger og fyldte overfladen på verden med rynkede gange som sitrende nervetråde.

Den lille pige med den røde kuffert er standset op uden for soveværelsesvinduet hjemme i haven. Hendes rejse slutter ved sandkassen. Kufferten bliver sat på kanten af sandkassen, og hun begynder at skovle sand op i en figur af en stor, rund sol med stråler på. Hun banker sandet fladt med sin skovl og vender formen ud på trækanten af sandkassen.
Hun må bage kager, som hun kan have med på sin rejse ud i verden.
Hun laver en til og en til.
Hun tager en anden form, som forestiller en fisk – den er også god at have med. Og en and, og en bamse og et jordbær.
Hun begynder at blive sulten og halsen er tør.

Hun mærker i maven, at det ville være rart, hvis mor kikkede ud af vinduet og opdager hende, og havde savnet hende og kalder på hende, fordi hun havde bagt en kage eller havde en is eller havde lavet noget at drikke til hende, som var ekstra godt – med sugerør i – nu, hvor hun havde været ude at rejse hjemmefra så længe, at mor ikke kunne holde ud, at hun ikke vidste, hvor hun var og om hun nogen sinde ville komme hjem igen!

Henne på vejen gik de andre stadigvæk.

Nogle af os var sikkert med dér på vejen.

Det var nogle af de unge. Dem, som kan gå dag og nat, hvis de vil, fordi kræfterne er til det. Dem, der ikke ved, at kræfterne ikke altid vil slå til.

De gik ud i solen og lod sig bage.

De fik farve og glød. De kom til at se forskellige ud, som de gik der, på hver deres vej.

Nogle holdt i hånden, selvom de ikke så hinanden.
Andre så hinanden og turde ikke holde hinanden i hånden.
De lod sig genne af sted af deres tråde i hjertet og kom gennem mørke skove, hvor de ikke kunne finde ud og kom til strande, hvor de ikke kunne komme over på den anden side.

En masse mennesker endte steder, hvor de ikke kunne komme videre, selvom de var unge og raske og havde kræfterne til det.

Verden blev fyldt op af disse unge mennesker, som ikke kunne flytte sig og som var skræmte i mørket og som ikke kunne bunde i havet foran dem.

De, som ikke endte de øde steder, for enden af blinde veje, gik videre, mens de slæbte på deres kufferter foran dem og bag dem.

De gik blandt høje træer og mure og ud over åbne strækninger, som føltes truende eller uendelige.
Det var som om, at de gik og gik – men kom ingen vegne.

Årstiderne skiftede. De orkede ikke at lukke kufferterne op, så de svedte om sommeren og frøs om vinteren.

De orkede ikke at se forårsblomsterne og de gøs ved at se de orangebrune efterårsblade, som faldt til jorden foran dem og huskede dem på kulden og frosten og døden og mørket.

Hele tiden denne vandring.

Alle sammen på vej.

Hvorfor de gik – havde de glemt.

Der var kun denne følelse af, at ville gå, fordi de var blevet fornærmet, skuffet, eller ville noget mere, havde haft håbet om at blive til noget stort, havde betalt gælden ud og havde sparet op, fordi de ville rejse, inden de blev for gamle, og derfor ikke kunne rejse.

Der havde været en masse håb om noget bedre og sjovere og større.

Men nu var der kun denne vandring, som synes endeløs. Som aldrig blev bedre uanset det grønne græs, de eksotiske fugle, alle kunstskattene, de havde set.

Den lille pige i sandkassen bankede hårdt på bunden af metalspanden i sandkassen med skovlen.
Nu måtte mor da være begyndt at lede efter hende!

De unge mennesker i skoven begyndte at råbe og kalde på hjælp, og dem ved stranden mærkede deres magtesløshed helt ind gennem huden til marven i knoglerne.

De gamle med kufferterne standsede op med tunge arme, som ikke kunne bære mere.

Det var som om, at verden havde været en stor oppustet ballon, som nu revnede og synkede sammen til en rynket, indfoldet ting.

Der var ikke flere veje at gå og ingen kræfter til at gå dem.

Oven over kom en stor luftballon til syne.

En prik i horisonten, der voksede til noget, som blev større og større.

Den var fuld af alle farver der i sollyset og stribet og med spraglet kurv.

Der var plads til alle.

En efter en blev de fiske op af ballonskipperen, som fiskede dem op med sin krog på den lange stage.

Som små slappe tøjdyr, blev de fisket op til en gigantisk flyvetur, som de aldrig havde forestillet sig:

De kommer over små sandkasser og fisker små glemte børn op, de ser skipperen fiske mødre og fædre op, som havde glemt, hvorfor de vandrede rundt nede på jorden med øjnene fæstnede på horisonten i stedet for på hjerterne.
De så ballonskipperen samle de gamle op med de blideste og varsomme hænder, og så ham lægge dem fra sig på de blødeste steder i ballonkurven. Ligesom en hønemor, der putter sine kyllinger under sine vinger.
Dem i skovenes mørke sendte han stjerner ud til, så stjernerne kunne lyse for dem og de kunne finde ud af skovene med glæde og håb i hjerterne. Glæden over at have overlevet fik dem til at sende bønner op med kinesiske lamper, så de blev båret op af vinden mod himmelen.
I bønnerne stod der:

”Gud ønsker, vi skal være lykkelige.
Uafhængig af vor tro brænder Guds kærlighed i vore hjerter.
Ligesom disciplene oplevede det, da de vandrede sørgmodigt hjem til Emmaus dengang, da Jesus var død på korset om fredagen, og de havde mistet alt håbet om en frelst fremtid og en ny konge i verden. En Mesias, som kunne gøre verden til et godt og retfærdigt sted. Så sandede de, som de skrev i deres bønner:

”Vi er tit ude af stand til at se, at det var dig, Jesus, der har slået følge med os.
Men når vore øjne åbnes, indser vi, at det var dig, der talte til os hele vejen, selvom vi måske havde glemt dig”.
Da er tegnet på vor tillid til dig:
At vi selv forsøger at elske og tilgive sammen med dig. Uafhængig af vor tvivl – ja, selv af vor tro”.
(Bøn af Broder Roger, Taizé 1915-2005).

Gud kom til os for at fortælle os, at vi ikke er alene.

At vi ikke vandrer alene, selvom det føles sådan, og at han vil gøre alt for at finde os, når vi har forladt vores hjem i trods og afmagt. Selv i den største glæde og frejdighed findes en splint, som stikker os i hjertet. En splint, som med tiden vokser til en stor stamme, som vi ikke kan bære alene. Som bliver, som et kors for os.

Vi længes efter noget, der er større og anderledes end os selv.

Vi finder det først, når vores rejse har ført os hen foran en dør, hvor der ikke er noget håndtag. – Som dem på stranden, der ikke ved, hvordan de kommer videre. Det er det uventede, som ændrer vores liv.

At der ikke er noget dørhåndtag får os til at begære, at det er det eneste vi vil: At vi vil ind gennem den dør for at se, hvad der er derinde. Vi vil over på den anden side.

Og kan vi ikke finde ud af det – kommer der vel en zeppeliner forbi en dag, hvor solen skinner på en særlig måde, og tager os med.