En Sanktehansprædiken lige i øjet!

Fjerde søndag efter Trinitatis ved pastor Marlene Evensen
Sankt Hans aften og Lukas: “Bjælken i øjet”.

Prædiken:
Jeg spekulerede på, om når der nu findes en ”Sankte Hans” om der så også findes en ”Sankte Hendes”?

I så fald skulle det være historien om to søskende – tvillinger selvfølgelig, som skulle hedde Johannes og Johanne.

Johannes var ham, som havde tilnavnet ”Døberen” og hvad hun lavede, ved vi ikke – for hun findes ikke beskrevet i den hellige bog, da man ikke havde for vane at skrive så meget om kvinder dengang.

– Det var der måske nogen, som kunne synes, at vi kunne lære af i dag, så verden kunne blive et mere roligt og ikke så omdiskuteret sted?

Men Johanne var blevet født få minutter efter Johannes – eller var det omvendt – det får vi aldrig at vide.

Vi møder dem første gang, da de er på vej til bryllup. Hvor mørket og natten har overlistet dem på deres lange rejse fra Slots Bjergby /Gerlev på vej til Stevns, hvor brylluppet skal stå.

De befinder sig på toppen af en bakke ved Tryggevælde Ådal, hvor der ellers er en skøn udsigt ud over dalen – men, som de desværre ikke kan se der i mørket, og skal netop til at passere en gravhøj, da der opstår noget uventet:

Det er mørkt: De kan, ved hjælp af deres mobiler, lyse sig frem til et skilt, hvorpå der står: ”Elverhøj” og at den er 3 meter høj og 16 meter i diameter, og at der vokser en Hvidtjørn på siden af gravhøjen. Byggeår: 1300 f. Kr. og at den er offentlig tilgængelig.

Det sidste havde de nu selv fundet frem til….

Det er som om, at natten pludselig er fortryllet og at der hviler ligesom et lysende skær hen over gravhøjen, da de nærmer sig.

Det er i forvejen midsommeraftenen og de ved, at i morgen kl. 16.00 skal brylluppet stå på selveste Sankt Hans dag – hvilket Johanne er en smule misundelig over, da der ikke er en helgendag opkaldt efter hende, når nu hendes dumme og langsomme bror har sin egen helgendag. Han, som er skyld i, at de som sædvanlig er ved at komme for sent, fordi han altid har det med at gå på afveje og råbe af folk, så de kommer ind i en masse ballade, som hun må udrede, før de kan komme videre.

Mildt sagt synes hun, at han har det med at miste hovedet og besindelsen, gå i noget mærkeligt tøj og vække forargelse.

Hun synes, han er irriterende – i sær nu, hvor hun virkeligt glæder sig til at komme til bryllup i sin fine kjole og de høje hæle, som hun ellers ikke kan gå i til hver dag, hvor hun er komimedhjælper nede i Brugsen i Boeslunde.

Nu er natten faldet på.
De står ved højen, som åbenbart hedder ”Elverhøj” og der er langt til den nærmeste by.

Og det er Sankt Hans aften.

Johannes er tørstig og det glæder ham såre, da der pludseligt åbner sig en dør i Elverhøjen, og et par smarte unge damer kommer hen og spørger, om de har lyst til at være med til en fest, hvor der er masser at drikke og mulighed for dans og for at møde masser af sjove mennesker.

Johanne tænker, at nu går det galt igen. Det er, som det plejer, at hendes bror får dem trukket med ind et sted, hvor det bliver et farligt mas at komme ud fra.

Men hun er også tørstig, og det ser nu temmelig tillokkende ud at kunne gå ind i gravhøjen og opleve, hvordan der ser ud derinde.
Og en bangebuks er hun ikke. Hun kan nok se folk an og om det er noget for dem at være der.

De kan jo bare nøjes med at være der en time og så gå videre…

Det er vel muligt at få fat på en taxa herude i ødemarken, så hun er helt rolig.

De drikker et glas af den vin, som bliver tilbudt dem, og før de ved af det, er de blevet så berusede, at de falder i en dyb søvn.

I drømme hører de, at der bliver spillet musik. Men det er ikke den musik, de er vant til at høre. Det lyder mere som noget, deres bedsteforældre kan finde på at lytte til fra P2 på DAB-radioen.

Men her i sommernatten, i drømme, bliver tonerne til lokkende lyde, der kalder dem med ud på eventyr, og de springer op fra deres sovende kroppe og danser ud i sommernatten.

De befinder sig pludselig i et drama om forbyttede børn, og at sagens rette sammenhæng nu gik op for dem, dér i fuldmånenatten:

Johanne og Johannes er forbyttede børn, og det er Johanne, som skal giftes i morgen og at det er Johannes, som skal vise sig at være den mønster-præst, som skal vie brudeparret.
Hvem der var brudgommen, var ikke lige til at se – men det ville sikkert være en fin og prægtig prins!

Mens de sådan drømte og fik ting og sager at vide, og en masse sandheder gik op for dem, dansede elverfolk til musik af nattens fugle, gøge, nattergale og ugler. Elverpigerne dansede på elverhøj, og de dansede med langsjal vævet af tåge og måneskin. Midt inde i elverhøj var den store sal pudset op til fest; gulvet var vasket med måneskin og væggene var gnedet med heksefedt, så at de skinnede som tulipanblade foran lyset. I køknet var der fuldt op med frøer på spid, salater af paddehattefrø, våde musesnuder og skarntyde, øl fra mosekonens bryg, skinnende salpetervin fra gravkælderen, alt meget solidt; rustne søm og kirkerudeglas hørte til knaset, og det var først, da hanen galede i den nærmeste by, at Johannes og Johanne vågnede op og så sig omkring.

Måske havde de taget skade af den flygtige vin og de mange sandheder og den lange sommernats dansen på højen.

Johanne mente, at hun var en hel del mere værd end sin dumme bror, som blot var en præst, der skulle vie hende til hendes kongesøn og det halve kongerige.

Johannes, der for en gangs skyld var blevet træt af at feste og hellere ville skrive et skuespil om troldtøj, elverfolk og en Klintekonge, ville ikke være præst i Johannes historie, men skrive en spændende ny udgave af filmen ”Olsenbanden ser rødt”, hvor han ville lade Egon Olsen begå kuppet over alle kup til ny musik og undgå at blive fanget og sat i spjældet denne sidste gang.

De forlod Elverhøjen i hver sin retning, og hvad der blev af dem, ved vi ikke.

Men vi ved, at der hvert år bliver fejret Sankt Hans lige netop på den dag, hvor man mener, at Johannes Døberen blev født og hvor Johannes og Johanne forsvandt.

Der er langt til Stevns og Elverhøj her fra Slots Bjergby/Gerlev – hvis man er til fods.

Men hvis man har barndommens fantasi og muligheden for at tage til bål netop i aften, så kan det være, at drømmene og det, som er større end alle vore drømmes vildeste fantasier, kan vise sig for os i bålet med alle dets flammer:

Vi ser heksen futte af og brænde falde knasende sammen, mens luften fyldes med et fyrværkeri af glødende træstumper. Vi mærker heden fra bålet og varmen i vore ansigter, mens ryggene bliver kolde i aften- og nattevinden.

Det er ligesom vores liv har to sider: En varm og en kold.
Vi har store drømme til at begynde med og er forhåbentligt små eller store hverdagshelte til at slutte med.

Vi har det med at måle os selv i forholdet til ”de andre”.

Evner vi at se, at vi har en bjælke i vores eget øje, mens vi prøver at holde ud og elske de andre medmenneskers splinter, så må vi sande, at vi kan ikke selv vride bjælken ud sådan en Sankt Hans aften og smide den på bålet i smug.

Det er kun Jesus, der kan fjerne den bjælke.

Johannes Døberen blev helgen, fordi han banede vejen for, at menneskene kunne komme til at lære Jesus at kende, så vi kan få mulighed for at se på os selv og hinanden med Guds øjne i stedet for vore egne.

Johannes blev den, som profeterne forudså, ville være bindeleddet mellem ”Det Gamle Testamentes” historie om Gud og ”Det Nye Testamentes” historie om Guds søn, Jesus, som blev opfyldelsen af alle profetierne.

Han bliver ligesom en overgangsfigur, ikke bare for de to bøger i bibelen, men som en overgang fra nordens hedenskab og folketro til kristendommens indførelse i Danmark. Hans fødselsdag ligger lige netop på den dag, hvor fuldmånen og selvforførelsen virker kraftigst i os og kræver en afgørelse af os:

Vil du sove sværmerisk med hovedet på elverhøj og ende dit liv dér – eller vil du hvile ud på Golgatas klippe sammen med Jesus?

Det er et spørgsmål, som smadrer al poesi og som sætter bjælken i vores eget øje i perspektiv.

Hvis vi skal af med bjælken, skal den brændes af i det bål, som Jesus tænder i vores hjerte, og som er Guds flammende kærlighed til os. Den kærlighed, som holdes i live af Helligånden, der puster til gløderne i os og hjælper til at se livet i rette sammenhæng, ved at sætte små spejle op i vore medmenneskers øjne.

Når vi har lært Jesus at kende, kan vi gøre sommeren til en tid, hvor vi kan sige til Gud: Hvor har jeg noget i øjet?
Rens ud i mig, tag min vrede, min rethaveriskhed, min foragt for mig selv eller andre.
Lad mig finde ud af din måde at være mig på.
Vis mig den barmhjertighed at pudse snavset væk fra min sjæls vinduer, så jeg kan blive fri til at vise barmhjertighed og fri til at leve det liv, som Gud har skabt mig til at leve.

Lad os bruge dagen i dag til at nyde sommeren og solen og alt det skønne, som Gud har skabt.
Lad os være taknemmelige i lovsangen og de herlige viser, som er skrevet til lige netop i dag og fejringen af livet, solen, lyset og kærligheden.

Salmer:
Præludium: ”Jeg gik mig i lunden” (fra ”Elverskud” af F. Kuhlau).
Kom maj, du søde milde
DDS 598: O Gud, du ved og kender
Midsommervisen (mel: P.E. Lange-Müller)
Motet: Herlig en sommernat
DDS 313 Kom regn af det høje
DDS: 321, v. 6
370 Menneske, din egen magt
Postludium: Sommersang af Mozart.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s