Peter Menneskefisker. Kaldet til hvad og af hvem?

Bøn

Kære Gud.
Midt i kaos og larm,
er du stilheden, som holder os varm.
Du bliver ved med at hviske i mørket,
at der er håb, at der er håb, at der er håb.
Der er intet, som er for småt for dig
eller for stor en opgave for dig,
med at hjælpe os mennesker.
Du bliver ved med hviske, at du er der.

Tekstlæsning

Jeg læser fra apostlen Peter, som skriver i sit første brev: ”Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse”. (1 Pet 3,8-9).

Og evangelisten Lukas skriver: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

Refleksion

Nu er det snart to år siden, at en gal ung mand skød og dræbte 69 mennesker i Oslo centrum og på øen Utøya.

Jeg har tænkt på det de sidste to år, og kommer vel til at tænke på det hver sommer, som kommer. Jeg husker det, fordi det var et tilfælde som gjorde, at mine egne to børn ikke opholdt sig 500 meter fra bombemålet i Oslo den dag, men at de valgte at tage på landet i stedet for at tage ind til lejligheden i byen.

Jeg tror, mange af os, på en eller anden måde blev involveret i det uforklarlige, som skete den dag, for snart to år siden. Verden er lille og alle kender mere eller mindre en, som blev berørt personligt.

Det, som bliver ved med at gå mig på, er, at han følte, at han måtte gøre det for at redde andre.

Det, jeg tænker på er: Hvordan kan vi vide, at det, der kommer til os, som en følelse eller vished – er et kald?

Jesus kalder Peter til at blive menneskefisker den dag ved søen.

Peter får lov til at opleve et under, og hele hans verden bliver rystet, og han er villig til at kaste alt fra sig, for at følge Jesus.
Han skal være menneskefisker og ikke bare en almindelig mand eller kvinde, som du og jeg.

Der er noget fællesliv over det, at være menneske:

Vi drømmer vel alle sammen om en lys og lovende fremtid, hvor der ville være nok af alt til alle, og hvor der ville være arbejde, bolig og økonomi, så man kan stifte familie og kunne nyde sit liv sammen med gode venner og kollegaer?

At der er fred i verden, og at man kan være tryg og gå i seng uden at skulle låse hoveddøren.

Jeg tænker på en anden historie.
Og fordi, jeg bliver nødt til at finde noget at grine af, når mismodet rammer mig – så er det en morsom historie med en så alvorlig morale, at jeg også uvægerligt, må komme til at grine af den.
– Den er snusfornuftig på overfladen, og moralen er enkel – men kradser man i den og kommer under overfladen, får den det alvor, som ethvert kald må prøves på:

Men først historien.
Det er i orden, hvis der bliver smilet på bænkene:

Det er historien om den sibiriske nattergal:

Den sibiriske nattergal, var sådan en glad lille fugl. Den var blevet forelsket, og det var selveste solen, som var kilden til dens kærlighed.

Mens den sang, fløj den højt op mod himlen. Koldere og koldere blev det, mens den fløj nærmere og nærmere til solen. Den vidste ikke, at jo højere, den fløj op i luften, jo koldere blev det. Til sidst frøs den til is og faldt ned og klask, sagde det, da den ramte jorden.

En sibirisk ko kom forbi. Den så ikke den lille fugl, men vendte sig om og løftede halen, og den tabte en klat på den lille fugl. Det varmede godt på den lille fugl, og snart var den tøet op, og stak hovedet op gennem kokagen og gav sig til at synge af fulde hals.

Sangen blev hørt af en sibirisk kat. Den trak den lille nattergal ud fra kokagen og åd den lille fugl, og selv om den fik lidt kokage med, så smagte det jo altid af fugl.

Dette er historien med fire moraler:
1) Højt at flyve, dybt at falde.
2) Ikke alt, hvad der kommer fra oven, er godt.
3) Man skal ikke synge, når man sidder i skidt til halsen.
4) Den der trækker dig op af skidtet, behøver ikke at ville dig noget godt.
– I kan selv lægge flere moraler til!

Det er faktisk blasfemi at sætte så forfærdelig en udåd op mod historien om den lille sibiriske fugl. Men begge var drevet af et kald.

Hvornår ved vi, at vi er kaldet?
Og ved hvem, som har kaldet os?

”Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.”

De ord giver os et godt barometer for, hvordan vi kan veje et kald – om det er fra Gud eller fra lag i os selv, som intet har med Gud at gøre.

Bag historien om den lille nattergal, befinder sig en opsamling af menneskets dårlige erfaringer med verden:

Verden er et farligt sted, hvor vi ikke kan forvente os noget godt. Vi mister troen undervejs i livet – og holder op med at synge.

Der skal et under til, før vi er i stand til at opdage, at det er Gud, som har kaldet os til det liv, som han har skabt os til.

Et under er, når der sker noget uforudsigeligt i vores liv, som får os til at stoppe op og se bag alle de ting, som får os til at gøre alt det onde, vi ikke vil, og giver os kræfter til at gøre alt det gode, vi gerne vil.

For mig er biblen det sted, hvor jeg henter ord, som får mig til at stoppe op og se mig selv i en større sammenhæng. En sammenhæng, hvor jeg gerne vil være sammen med alle andre, og glæde mig oprigtigt over, at vi skal tilbringe en hel evighed sammen.

Om lidt er der nadver.

Først skal vi synge nr. 10: Vi rækker vore hænder frem som tomme skåle.

Dernæst: nr. 11: Bliv hos os når dagen hælder

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s