Peter-menneskefisker – at være kaldet

Prædiken 5. søndag efter Trinitatis
Lundforlund og Boeslunde kirker 30. juni 2013 ved Pastor Marlene Evensen,

jonadab_Paul_of_TarsusKære Gud.
Midt i kaos og larm,
er du stilheden, som holder os varm.
Du bliver ved med at hviske i mørket,
at der er håb, at der er håb, at der er håb.
Der er intet, som er for småt for dig
eller for stor en opgave for dig,
med at hjælpe os mennesker.
Du bliver ved med hviske, at du er der.

Prædiken

Nu er det snart to år siden, at en gal ung mand skød og dræbte 69 mennesker i Oslo centrum og på øen Utøya.

Jeg har tænkt på det de sidste to år, og kommer vel til at tænke på det hver sommer, som kommer. Jeg husker det, fordi det var et tilfælde som gjorde, at mine egne to børn ikke opholdt sig 500 meter fra bombemålet i Oslo den dag, men at de valgte at tage på landet i stedet for at tage ind til lejligheden i byen.

Jeg tror, mange af os, på en eller anden måde blev involveret i det uforklarlige, som skete den dag, for snart to år siden. Verden er lille og alle kender mere eller mindre en, som blev berørt personligt.

Det, som bliver ved med at gå mig på, er, at han følte, at han måtte gøre det for at redde andre.

Det, jeg tænker på er: Hvordan kan vi vide, at det, der kommer til os, som en følelse eller vished – er et kald?

Var han engang et elsket lille barn?

Var hans far og mor stolte af ham, da han voksede op?

Var de der, da han var færdig med skolen og satte de studenterhuen på ham?

Var han en god soldat og en kammerat, man kunne stole på?

Drømte han, lige som alle andre unge mennesker, om en lys og lovende fremtid, hvor der ville være nok af alt til alle, og hvor der ville være arbejde, bolig og økonomi, så han kunne stifte familie og kunne nyde sit liv sammen med gode venner og kollegaer?

Hvad med os?

Har vi selv elsket nok?

Har vi sagt det tydeligt nok til dem, vi elsker, at vi elsker dem, så de ved det og kan mærke det?

Har vi givet udtryk for vores anerkendelse af vore nærmeste og de mennesker, som vi møder, og som vi synes gør en forskel i verden?

Vi kender alle til følelsen af, at der er noget vi i moralsk henseende bør gøre – selvom vi egentlig ikke har lyst til det, selvom det kan bringe os besvær, måske endda offer og afsavn. Undlader vi at gøre det, rammes vi af dårlig samvittighed; vi ved godt, at vi burde have gjort det, og nu nager det os, at vi undlod det.

Vi siger til os selv:

Jeg burde have taget mig tid til at snakke med den stressede kollega – jeg burde have taget min søn ud at kælke, når jeg nu havde lovet ham det – jeg burde have været der som min datters eneste støtte, da kæresten gik fra hende?
Er vi hurtige til at dømme andre, så de ikke får plads til at vokse op imod lyset fra solen, og taler vi grimt om dem, som ikke er perfekte, så de bliver forkrøblede vildskud på en tør og stenet jord, uden betingelser for et godt liv, hvor de kunne have blevet næret til at elske og til at længes efter retfærdighed, barmhjertighed og nåde for hele jordens befolkning.

Noget gik galt – et sted mellem en perfekt skabelse og tilblivelsen af en kold og kynisk massemorder.

Jesus kalder Peter til at blive menneskefisker den dag ved søen.

Peter får lov til at opleve et under, og hele hans verden bliver rystet, og han er villig til at kaste alt fra sig, for at følge Jesus, da han får en mirakuløs stor fangst i sine net.
Han skal være menneskefisker og ikke bare en almindelig mand eller kvinde, som du og jeg.

Jeg tænker også på en anden historie, når jeg tænker over søndagens tekster om det at blive eller være kaldet:
Jeg bliver nødt til at finde noget at grine af, når mismodet rammer mig – så det er en morsom historie med en så alvorlig morale, at jeg også uvægerligt, må komme til at grine af den og grunde over den:
– Den er snusfornuftig på overfladen, og moralen er enkel – men kradser man i den og kommer under overfladen, får den det alvor, som ethvert kald må prøves på:

Men først historien.
Det er i orden, hvis der bliver smilet på bænkene:

Det er historien om den sibiriske nattergal:

Den sibiriske nattergal, var sådan en glad lille fugl. Den var blevet forelsket, og det var selveste solen, som var kilden til dens kærlighed.

Mens den sang, fløj den højt op mod himlen – den ville op til solen! Koldere og koldere blev det, mens den fløj opad og opad til solen. Den vidste ikke, at jo højere, den fløj op i luften, jo koldere blev det. Til sidst frøs den til is og faldt ned og klask, sagde det, da den ramte jorden. Der lå den så helt stivfrossen.

En sibirisk ko kom forbi. Den så ikke den lille fugl, men vendte sig om og løftede halen, og den tabte en klat på den lille fugl. Det varmede godt på den lille fugl, og snart var den tøet op, og stak hovedet op gennem kokagen og gav sig til at synge af fuld hals.

Sangen blev hørt af en sibirisk kat. Den trak den lille nattergal ud fra kokagen og åd den lille fugl, og selv om den fik lidt kokage med, så smagte det jo altid af fugl.

Dette er historien med fire moraler:
1) Højt at flyve, dybt at falde.
2) Ikke alt, hvad der kommer fra oven, er godt.
3) Man skal ikke synge, når man sidder i skidt til halsen.
4) Den der trækker dig op af skidtet, behøver ikke at ville dig noget godt.
– I kan selv lægge flere moraler til!

Det er faktisk blasfemi at sætte så forfærdelig en udåd op mod historien om den lille sibiriske fugl. Men begge var drevet af et kald.

Hvornår ved vi, at vi er kaldet?
Og hvordan ved vi, hvem, der er, som har kaldet os?

”Lev alle i enighed”, siger Simon Peter. Det er et resultat, han er kommet frem til, efter at have fulgt Jesus efter sin kaldelse på søen, og han siger videre: ” Vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.”

De ord giver os et godt barometer for, hvordan vi kan veje et kald – om det er fra Gud eller fra lag i os selv, som intet har med Gud at gøre.

Bag historien om den lille nattergal, befinder sig en opsamling af menneskets dårlige erfaringer med verden:

Verden er et farligt sted, hvor vi ikke kan forvente os noget godt. Vi mister troen undervejs i livet – og holder op med at synge – i overført betydning.

Der skal et under til, før vi er i stand til at opdage, at det er Gud, som har kaldet os til det liv, som han har skabt os til.

Et under er, når der sker noget uforudsigeligt i vores liv, som får os til at stoppe op og se bag alle de ting, som får os til at gøre alt det onde, vi ikke vil, og giver os kræfter til at gøre alt det gode, vi gerne vil.

For mig er biblen det sted, hvor jeg henter ord, som får mig til at stoppe op og se mig selv i en større sammenhæng. En sammenhæng, hvor jeg gerne vil være sammen med alle andre, og glæde mig oprigtigt over, at vi skal tilbringe en hel evighed sammen.

Vi er alle sammen kaldet:

Vi skal bare lige opdage det:

Vi blev kaldet, da vi blev døbt: Da gik Jesus ombord i vores båd og bad os sejle ud på hans ord.

Og dermed kom vi med i Guds egen historie med os. Og når vi er med i en historie, så bestemmer vi ikke selv, hvad der skal ske. Vi må reagere på de opgaver og udfordringer, der møder os, ud fra de vilkår, der er vore.

Vi må lære at slippe den skepsis, som vi fra barns ben af hurtigt bliver smittet med. – Vi har vel alle selv prøvet at blive trukket op af skidtet af en venlig hånd, for dernæst at erfare, at den hånd ikke var så venlig alligevel, da der måske pludseligt blev stillet krav til os, bedst som vi nød, at et andet menneske gav os noget i venlighed?

Vi skal på en eller anden måde nå hen til, at vi trods vore uheldige erfaringer i livet, alligevel tør tro på underets mulighed – hvilket vil sige, at vi tør tro på Gud og at vi er kaldet til at gøre en forskel for andre her i verden.

I historien om Peter fiskermand, er underet den store fangst.
Og at Peter turde følge det kald, som Jesus havde myndighed til at give ham.

Peters fangst var ikke slut dengang, hvor han hev net fulde af fisk i land dengang for længe siden.

Fordi han fulgte sit kald, hiver han stadig en masse såkaldte ”fisk” i overført betydning i land i dag – og det er os, som sidder her i kirkeskibet og er fiskefangsten i første omgang!

I bund og grund bryder vi os ikke om at blive fanget. Prøv at forestille jer, at vi selv var fanget som fiskene, at der var sat fiskenet omkring os her inde i kirken for at vise, at vi var resultatet af Peters menneskefangst.
Vi vil hellere være fri. Men historien udfolder netop, at Peter bliver fanget – for at fange andre. Og både Peter og Paulus taler om den frihed og glæde, der er i at blive fanget af Kristus.
Det er den samme dobbelthed af frihed og bundethed, som vi oplever, når vi kommer til at holde af et andet menneske – det kan være en ven eller partner, eller hvis vi får et barn selv.

Morale:
Hvordan kan vi vide, om vi er kaldet af Gud eller af lag i os selv?

Det kan vi vel kun vide i bagklogskabens lys?
Når vi ser tilbage på vores liv, og kan se en eller anden form for rød tråd gennem livet med alle dets forunderlige veje og vildveje?

Det afgørende er, at der finder tilpas mange undere til i vores liv til, at vi tør rejse os op, og måske i overført betydning: Forlade alt, for at udføre det kald, som Gud har lagt i os.
Et kald, som giver os den frihed og glæde som overgår al forstand også i vores liv.

Amen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s