Bøn

Lysandagt. Natkirken på Strøget. (9. e Trin). 2013-07-26
Ved pastor Marlene Evensen

Bøn

Herre, gør mig til redskab for din fred
hvor der er had, lad kærligheden råde.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
det er ved at tilgive at vi tilgives,
det er ved at dø at vi fødes til evigt liv.

Tekst
Denne hellige lektie skrives i Ordsprogenes Bog: Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. (Ordsp 3,27)

* Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.

Refleksion

Bønnen, jeg indledte med, er kendt som Frans af Assisi’s bøn.

I teksterne, som jeg har hentet fra den kommende søndag, er budskabet, at vi ikke skal holde noget godt tilbage, når vi har noget, som kan gøre andre godt.

Det bedste vi har i vores liv med Kristus, er at bede og beskæftige os med bøn – og det at have et liv i bøn.

Det er svært for de fleste, for vi er opvokset i en protestantisk tradition, hvor vi har lært at være blufærdige over at vi kan have et bønsliv.

Vi er ikke vant til at bede andre steder end i kirken, og vi har taget Luthers ord alvorligt med, at vi skal gå ind i vort lønkammer, når vi beder for os selv. Det vil sige et sted, hvor ingen ser, at vi beder, fordi vi tolker det at bede Gud om noget, som noget grænseoverskridende og hyklerisk.

Vi må ikke lade munden ”løbe”, som man sagde i gamle dage.

Vi kunne lære vore børn at bede ”Fadervor” og sætte dem ind i de 10 bud som en praktisk etisk foranstaltning – og trosbekendelsen er noget, som vi nikker ja til, når vi befinder os i kirken til en barnedåb med familien.

Men bøn er mere!

Det er ikke bare bønnen: ”Fadervor”, hvor Jesus har lært os at bede til vor Fader om alt det, som vi har brug for på formelvers, så vi sagt alt det, der skal siges – men det er selve det, at beskæftige sig med at bede og være i bøn.

Det er det bedste, vi har, og som vi rundhåndet må give videre.

”Når hjertet er fuldt – løber munden over”, er der et gammelt ordsprog, der siger.

Sådan er det også med bøn.

Vi skal bare lige finde ud af, hvad bøn er for noget – igen i vores tid.

Det har de sidste fyrre års religiøse søgning hjulpet os med af mennesker, som har søgt efter et mere autentisk liv i fred og balance. I balance med naturen og medmennesker og verden. Det blev til en søgning blandt andre religioner og deres spirituelle praksis, som religiøse mennesker har søgt, og i vor tid er Mindfulness blevet til et begreb, hvor man kan søge freden og det afbalancerede i ens personlige indre, uden at føle sig socialt udstødt og underlig, fordi den enkelte kan opdage, at det er nærende for personligheden at søge stilheden.

Det er som en kolossal vilje til livet – til det gode liv og et liv med mening, når folk søger noget, der kan give dem det, som de mangler inde i sig selv.

Det er som, at det er en form for ”spiritualitet nedefra”, som bryder op gennem stenbroen og vil have lov til at folde sig ud, som den skønne blomst, som den enkelte føler, at de er skabt til at være.

De er en gave til kristenheden, som må huske sin egen oprindelse:

De første kristne mødtes i ørkenen og sang lovsange og reciterede bibel-salmer.

De fandt Gud gennem deres bønsliv, og de fandt fred i stilheden.

Det er vor gave til verden i dag, at vi finder ud af, at Luther måske mente, at når vi skulle gå ind i vort lønkammer for at bede – så var det, at vi skulle gå ind i vort hjerte og møde vor skaber der.

Bøn er livsforvandlende.

Bøn er begyndelsen til det liv, som vi leder efter i den ydre verden.

Bøn er en gave fra vor skaber, som vi efter en tid – en mystikers tid – opdager er vejen gennem mørket med en lygte ved vor fod. Bøn er lyset forenden af tunnelen, er varmen, der breder sig i os, når vi mærket livet skylle igennem os, når vi oplever livsforvandling på områder, som vi har bedt frimodigt om, må blive forvandlet.

Bøn er starten på livet, hvor forældrene står og kikker ned i vuggen på deres nyfødte barn og håber det bedste.
Bøn er, når vi knugede af sorg står ved siden af sengen, som vor elskede er sovet ind i, og vi håber, at de kommer hen et sted, hvor der er godt at være og vi takker for det liv, der har været.

Bøn er det, hvor vi siger tak og hjælp – med os selv i centrum.
Bøn er også det sted, hvor Gud er centrum, og hvor vi med et liv i bøn oplever, at Gud er den, som beder i os, og at vi har fået et liv, som blev rigt på andre måder, end vi selv kunne forestille os.

Bønnen er det, vi blev skabt i og lever i og lever af.

Bøn kan målrette os mod Gud.

Teksten i bønnerne kan blive en ydre ledsager til den indre opmærksomhed.

Opmærksomheden kan befri sig fra ordene og kun rette sig mod Gud. Så er den mundtlige bøn på vej til at blive kontemplativ bøn, som er Den kristne bøns livsforvandlende gave. Så er vi blevet til kristne mystikere, som lever det spirituelle liv med vor Skaber, som vi er blevet skabt til at være.

Det er det, vi søger, når vi mærker længsel i os efter noget, som vi genkender som noget religiøst.
Vores gave til nutiden er at fortælle, at bønnen er døren, velkomsten, fællesskabet med menneskeheden og den treenige Gud.

Resultatet af bøn er, at kunne sige med et levende hjerte:

”Tag o Herre al min frihed.
Tag min hukommelse, min forstand og hele min vilje.
Hvad jeg end har og besidder, er du den som har givet mig det.
Jeg giver dig det alt sammen tilbage og overlader fuldstændigt til din vilje at råde over det.
Giv mig kun din kærlighed og din nåde;
så er jeg rig nok og noget andet foruden det begærer jeg ikke”.
Amen.