Forandringens veer.

Digt af Marlene Evensen 2013-08-24

Du kan ikke rumme min fødsel, min kære.
Jeg er sårbar og ved at folde mig ud.
Mit bløde legeme med silkeskin
folder sig ud i blide bølger over mine skuldre.

Jeg er stået op af havet, som så mange gange før.
Jeg glinser i månelyset og træder tappert fremad.
Jeg mærker luften mod min hud
mens jeg våd og nøgen spejler mig i sandet.

Jeg vandrer endnu i en drøm.
Jeg er et lille barn, der græder over at være blevet forladt.
Jeg er ikke blevet set, og er blevet vejet op imod
en andens behov for sig selv.

Jeg må stå tilbage alene, midt i en fødsel
hvor jeg har brug for omsorg og kærlighed.
Fuld af angst for det nye, som rammer mig.
Det gamle, som lukker sig sammen om mig.

Jeg træder tappert op af blomsten i vandet
rede til at nære mig selv med alt det smukke
som foldes ud i nat
hvor jeg er alene – helt alene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s