Det største bud i Loven – det dobbelte kærlighedsbud.

Prædiken I Roskilde Domkirke over 18. søndag efter Trinitatis 2013

Indledning:
Bøn fra Augustins “Bekendelser”:

”Sent kom jeg til at elske dig, du skønhed så gammel og så ny, sent elskede jeg dig. Og dog, du var i det indre, men jeg selv i det ydre, og dér søgte jeg dig; jeg forså mig på alle de herlige ting, som du har skabt skønne af form, og mistede min egen form. Du var med mig, men jeg var ikke med dig. Disse ting, som ikke havde været der, hvis de ikke var i dig, holdt mig fjernt fra dig. Du kaldte, du råbte, og du brød min døvhed. Du glimtede, du strålede, og du bortjog min blindhed. Din duft kom til mig, jeg åndede den, efter dig sukker mit bryst i længsel. Jeg har smagt dig, og jeg hungrer og tørster. Du har rørt mig, og det var mig som en gløden, der drog mig mod din fred.

Mit hele håb beror på alene på din store, grænseløse barmhjertighed. Giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil”.

Indledning:
Epistelteksten til i dag begynder med, at Paulus takker Gud for det gode arbejde, som Gud har bevirket i menigheden. Paulus vidste godt, at Korinth var en ”ung” by – den var blevet etableret godt 100 år, før han kom forbi på sin missionsrejse fra Athen på vej til Jerusalem via Efesus. 

Byen var blevet genopført af Julius Cæsar, efter at den var blevet jævnet med jorden af romerne godt 100 år tidligere, og byens befolkning bestod af en tilbageværende rest af efterkommerne fra de romerske soldater, romerske kolonialister og frigivne slaver, som Cæsar havde givet tilladelse til at flytte til Korinth, og den bestod siden hen af tilflyttede grækere, orientalere og jøder. Korinth var altså blevet til en kosmopolitisk storby på Pauluses tid. En smeltedigel af mange kulturer og religioner, der levede side om side, mens de var underlagt det romerske herredømme, som tillod mangfoldigheden, blot der blev betalt skat til kejseren og der var ro og orden i byen.

Det, som vi kalder ”det første Korintherbrev” er et svarbrev på mange spørgsmål, hvis svar stadig er aktuelle for os i dag, da det omhandler Pauluses medmenneskelige erfaring og indsigt vedrørende troens inderste centrum.

Det tekststykke, vi får i dag, er altså en taksigelse over, at det er Guds nåde, som har bevirket, at menigheden i Korinth er kommet til tro, har ladet sig døbe og er blevet en del af Kristi levende krop. Det er også en tak for, at menigheden, i takt med, at de er blevet til Guds levende kirke på jorden, også har modtaget nådegaver, så de har indsigt i, at Kristus vil vende tilbage. Og størst er glæden over, at Paulus ved, at Kristus trofast vil fortsætte med at arbejde med menigheden, så menigheden, på den yderste dag, vil kunne stole på, at de vil kunne stå ustraffede på trods af deres synd og få del i den fuldkomne tilgivelse, som Kristus skænker dem, som tror på Ham.

Det er de løfter, som vi også kan stole på i dag, og som vi har brug for at hente indsigt i og kræfter fra og i vort hverdagsliv og vort liv med Jesus.

Evangelieteksten fra Matthæus til i dag handler om det, som vi kalder ”Det største bud i loven” – eller ”Det dobbelte kærlighedsbud”.

Udgangspunktet for samtalen mellem Jesus og farisæerne, var de skriftkloge, som udfordrede Jesus på trosspørgsmål. Målet var at gribe Jesus i fejlfortolkninger af Loven og skrifterne, så de kunne komme af med ham og genskabe den ro orden, som de havde levet med hidtil.
Først var det saddukæerne, der havde afvist det urimelige i, at det kunne være muligt at genopstå fra de døde, som Jesus talte om. De argumenterede præcist, som vi hører det i dag, at det er forargeligt at forestille sig, at vi skulle kunne genopstå og genopstå i den samme form, som vi er døde fra.
Men Jesus forklarer, at genopstandelsen er en realitet, blot i en anden form, end vi kan forestille os, og han gør saddukæerne opmærksom på, at Gud har fortalt, at han er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud – han er Gud for de levende og ikke for de døde.

Dernæst udfordrer farisæerne ham. Rabbinerne vidste godt, at ikke alle de 248 bud og 365 forbud i Loven kunne være lige væsentlige, og de diskuterede altid, hvilke bud og forbud, som var de vigtigste at holde. Nu havde de hørt, at Jesus havde sagt om sig selv, at han var opfyldelsen af selve Loven, altså, at han satte sig selv over Loven. Derfor ledte de efter et bevis på, at han forsøgte at underminere selve grunden for Gudsfrygten, som var den, der fik Jøderne til at holde sig til Loven, og som viste dem vejen til Gud.

Jesus svarer, som en rabbiner selv kunne have udlagt Loven, at jøderne skulle tage udgangspunkt i deres trosbekendelse, som er indledningen til de ti bud. Her står der, at de skal elske Herren, deres Gud af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og af hele deres sind (5 Mos 6,5), altså, at de skal elske Gud over alle ting. Dernæst tilføjede han endnu et citat fra Skriften på samme måde, som farisæerne yndede at udlægge teksterne, ved at sammenstille forskellige tekststykker, som belæg for en påstand.
Han gør dem opmærksom på Loven om kærligheden til næsten (3 Mos 19,18) og idet han sammenstiller de to bud, får han vist, at det at følge Loven ikke fører mennesket til Gud, men at det fører mennesket til erkendelsen af, at vi alle fremstår som syndere foran Gud.

Jesus vender rundt på samtalen med farisæerne ved nu at være den, som stiller et spørgsmål. Han spørger dem, om hvad de mener om ham, og hvis søn, han er.

Farisæerne svarer, som de ved, at Kristus er af Davids slægt og derfor en søn af slægten.

Jesus udfordrer dem så med at spørge ind til, hvorfor Kong David var inspireret af Helligånden til at kalde den kommende søn for Herre (Adonai). Det kunne farisæerne ikke svare på. Det havde de aldrig tænkt over.

Hvordan kunne en søn blive til en Herre over Kong David?

Messias var altså mere end en efterkommer til Kong David, og han skulle komme til at udrette mere, end det at udfri jøderne fra Romernes overherredømme og genoprette dem som stat og nation. Jesus var i stand til, ud fra Skriften, at påvise en realitet, som farisæerne ikke selv havde fået øje på og som de skulle have været bevidst om at gennemtænke. Det brændte i dem – og de spurgte ikke Jesus om flere spørgsmål.

Opsummering:
Lad os opsummere, hvad skriften til i dag handler om:

Paulus taler ind i et samfund, som med en begået anakronisme fra min side, altså det, at jeg anvender en betegnelse fra en tid ind i en anden tid, er en globaliseret by med mange forskellige kulturer og religioner, som fungerer side om side.
Matthæus husker os på Jesu ord omkring det at se på Skriften som et udtryk for en levende Guds henvendelse til os. En Gud, som er Gud for de levnede og ikke for de døde.

Én Gud, som sendte sin Søn for at vi skulle kunne komme til at kende Ham, og som sendte sin Ånd, for mennesker universelt og til alle tider, kan ledes til det fællesskab, som vi er bestemt til og skabt til med Gud.

Jesus og Ånden åbenbarer Gud, som er i det skjulte.
Engang søgte vi ham på helligsteder, stencirkler, i afguder, hvor vi støbte gudebilleder af ham, som vi forestillede os, at en Gud måtte se ud med guld og sølv – et gudebillede, der ikke måtte vakle, i templer og katedraler.

Vi har fået at vide, at vi skal elske Herren, vor Gud af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind (5 Mos 6,5), og at vi altså skal elske Gud over alle ting, og vi skal elske vor næste som os selv (3 Mos 19,18).

Fortolkning ind i vor tid:
Hvordan skal vi forstå det i dag? I vores tid?

Vi har lige så svært ved at forstå Jesu ord i dag, som farisæerne havde det på Jesu tid.

Det er meget nemmere at følge en manual – en lovbog, som fører til Gud, end at forstå det, som Jesus forklarede, at vi skal læse loven som – og leve som.

Alle religioner har nogle ydre forskrifter, som betegner deres religion. De giver anvisninger på den måde, som er ret at leve, hvis man vil opnå noget andet, end det liv, som vi er i færd med at leve.

Forskellige religioner er blevet til i forskellige epoker af verdenshistorien, og er alle udtryk for den måde, som mennesker har oplevet, at de har kunnet give forklaringer på livets og verdens tilblivelse, årsager og sammenhænge.

For kristne er verdenshistorien en del af frelseshistorien, som vi har fået ord og forståelse for gennem Jesus.

Ser vi på hver enkelt religion som forskellige fingre på en hånd (hinduismen, buddhismen, jødedommen, kristendommen, islam), ser vi, at der i hjertet af alle religioner er en fælles praksis, hvor mennesket søger deres Guddom på ganske den samme måde: Gennem bøn og med længslen efter at forenes med deres Gud eller skaber.

En længsel efter at slippe væk fra smerte og lidelse og befinde sig for evigt i kærligheden, i stilheden, hvor mennesket – det faldne og syndige menneske – er blevet til intet og Guden til alt i det og hvor de møder Gud.

Det er det, som Jesus taler om i dag.

At vi skal elske af hele vort hjerte – med alt, hvad vi er og er blevet til, at vi skal elske Gud og elske hinanden som os selv.

Vi kan lære af hinandens længsel – også af vore naboer, som er vore næste, også selvom de ikke tror, som os, her i vores globaliserede samfund.

Vi er alle sammen skabte af Gud og alle sammen på vej – på frelsesvej.

Hvordan kan vi komme til at elske Gud, som han længes efter, at vi kommer til at gøre?

Hvordan kan vi elske hinanden også dem, vi har svært ved at elske – og hvordan kan vi elske os selv på en dybere måde, end blot på en intellektuelt forstået måde?

Jesus siger: ”Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. (Matt 6,6).

For os protestanter har det i århundreder betydet, at vi ikke ønskede at udstille vores bønsliv, og vi vidste dog fra Luther, at hvis man vil bruge andet end Fadervor, så giver Luther følgende råd med på vejen:
”Den rette måde at bede på er at bruge få ord, men at have mange gode hensigter og dybe tanker. Jo færre ord, desto bedre bøn; jo flere ord, desto dårligere bøn. Få ord og mange gode hensigter skal en kristen have. Mange ord og få gode hensigter er hedningernes vis ”(Fadervor udlagt, 1519; WA 2, 81).

Desværre medførte det, at vi har fået en blufærdighed overfor at tale om bønsliv og trosliv. En konsekvens er den måde, som de protestantiske lande er blevet sekulariseret på, således, at det i dag er langt mere accepteret at være farisæer end kristustroende.

At afvise opstandelsestanken og at være agnostiker, hvis man vil udtrykke, at man har en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end lille mig – når jeg altså er lille og svag engang imellem.

Vi er blevet overhalet af Mindfulness-trenden, som giver anvisning på det, som vi har kendt i årtusinder på vores frelsesvej, og som er blevet praktiseret af mennesker, som til alle tider har søgt Gud.

Vi kan få en henvisning hos lægen til at få timer hos en Mindfulness-lærer, som hjælper os ind i den stilhed, som får os til at kunne klare livet og os selv i den verdens, som går så hurtig i dag på alle måder.

En god måde er, at Mindfulness ligger som en del af pakken i alle religiøse systemer, så den kan ses som en spændende ny missionsmulighed. Den tomhed, som Mindfulness-klienten indsættes i – ved vi jo godt, ikke kan være en tomhed. For når et menneske bliver tomt – fyldes det af Guds Ånd. Det ved vi fra Paulus, som selv oplevede, at Kristus blev stor i ham og han selv blev lille.

Der opstår glimt af stilhed og fredfyldthed. En væren, som giver overskud til at kunne rumme sig selv og omverdenen mere. Et overskud, som kan føles som noget religiøst og lede til en nysgerrighed efter at få svar på større ting, end dem, som videnskaben og virkeligheden, som vi ser den, kan give os meningsfulde svar på.

Er jeg mon nu på vej til at sige, at alle vores eksistentielle livsproblemer løses ved, at vi holder bønnemøder og giver os til at meditere 2 gange 20 minutter dagligt alle sammen, mødes og taler om vore forskellige trosoplevelser sammen en gang om ugen efter højmessen?

Nej – det skal man føle et kald til, hvis det giver mening for den enkelte.

Men måske kan vi i større omfang begynde at opdage, at Gud taler til os i alle de sanseoplevelser, som naturen kan give os. Og vi kan være os bevidste om, at vi kan tale om disse oplevelser med hinanden – og kalde dem ved navn: At vi oplever Gudsnærvær og at vi forandres i mødet med disse øjeblikke, hvor lyset pludseligt skinner på en særlig måde i en åbning mellem trætoppene, eller at en dag ved havet fylder os op på en uforklarlig måde og giver os ny energi.
Det er disse øjeblikke og dage, som gør, at vi vender fornyede tilbage til hverdagen, og at vi har overskud til at kunne grine af nogle af de ting, som vi ellers ikke kunne rumme, og at vi ser på os selv og andre i et andet og mere kærligt lys, når vi har haft disse oplevelser – som føles guddommelige – og som må være givet af Gud

Vi kan lære kærligheden at kende, fordi Gud elsker os først, fylder os, så vi kan strømme over – til os selv og til hinanden.

Det dobbelte kærlighedsbud burde være så enkelt:

En plus en er to.
Det er matematik for filosoffer.

Det er: ”Dig og mig” Gud.

Det er: ”Dig og mig” medmenneske.

Det er: ”Goddag smerte” ”Goddag lidelse” til alt det, der er i mig.
Det er muligt, gennem Guds kærlighed til dig og mig, at vi en dag virkeligt KAN sige:
”Dig og mig” Gud.

”Dig og mig” Medmenneske.

”Farvel smerte”. ”Farvel lidelse”.

Eller: Tak til smerten og lidelsen, fordi det er gennem smerte vi fødes og gennem lidelse, at vi får de revner i vore hjerter, sjæle og sind, i vore skabelseslerkar, at vi ser Guds lys strømme ind i os og i verden. Lyset, som skinner, både når det er dag og når det er nat.

Der er en barriere mellem ”dig og mig” Gud og ”Dig og mig” medmenneske. En barriere i mig selv mod mig selv.

En barriere, som kun nedbrydes i mødet med Gud, som kan opstå, når der er så langt mellem vore tanker, at der opstår sprækker i vores sind, og vi opdager Gud bag hele skaberværket.

Så mærker vi, at vi er i favnene arme, og vi mærker:

”Dig og mig” Gud!
”Dig og mig” Jesus!
”Dig og mig” Helligånd!
”Dig og mig” Medmenneske.