Kongesønnens bryllup – klæder skaber folk.

Prædiken i Roskilde Domkirke over 20. søndag efter Trinitatis
ved pastor Marlene Evensen

I Faderens og sønnens og Helligåndens navn.

Prædiken:

Klæder skaber folk – det ved vi godt.
Det er ikke lige meget, hvad vi har på.

Skal vi til en fest, overvejer de fleste, hvad der ville være ret påklædning. Vi forholder os til det. Overvejer det, vejer for og imod, om det skal være casual, dresscode one, almindeligt. Skal vi sidde stille. Skal der være plads til at bevæge os. Skal vi male og give en hånd med, eller er vi til pynt, til pæn brug, til sjov, til alvor?

En eventyrfigur kommer ridende forbi på en gedebuk og råber til sine to storebrødre, som er på vej til slottet for at fri til prinsessen:
Han bærer sig klodset ad, og opsamler både en træsko, en død krage og noget at dyppe den i.
De ældre brødre har smurt sig på talegaverne og klædt sig anstændigt på i stadstøjet:

De vil fri til prinsessen og have det halve kongerige og feste hver halve og hele fredag og lørdag og skrive lange og dygtige artikler i avisen.
Det er det, de er bedst til.
Og Klodsmajoren ser forfærdelig ud.

Han er ligesom tiggeren, der kommer ind i en kirke for første gang, sætter sig op på første række med alle sine plastikposer fulde af sit liv – alt det, han kan bære, og præsten skælder ham ud og siger, at han skal gå hjem og tage noget pænt tøj på, inden han går i kirke.

Næste søndag kommer manden igen – alt er uændret – han er snavset og tøjet er pjaltet og krøllet og armene er fulde af de samme plastikbæreposer.

Præsten bliver sur.
Menigheden skuler.
Han passer ikke ind i det, som de plejer at se ud til.

Præsten må gå offergang igen og henstille til manden, om han dog ikke godt vil se ud lige som de andre?

Manden går hjem og kommer igen søndagen efter.
Han er uændret.
Præsten siger igen, at den er gal.
Hvis han ikke kan finde ud af at se rigtig ud – kan han så ikke spørge Gud, om hvordan man skal se ud i kirken?

Manden svarer, at det havde han tænkt over – og havde spurgt Gud om.
Om hvordan han skulle se ud, når han kom hen i kirken til præsten – og Gud havde svaret – at det vidste Gud ikke – for Gud kom ikke i den kirke.

Hvad lavede manden så dér?
Kroppe skaber klæ´r.

Han var uberørt at byens travlhed og trafikkens tunge brus.
Han ville hellere høre til og høre et orgelbrus end trafikkens og det, at befinde sig i en Superbrugs, så han var søgt ind, for at finde en helle midt i larmen.
Dér, hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.
Også for ham.

Hvor han kunne træde ud af hverdagen og træde ind i det underligste hus, som er fyldt med små børn med vand i håret og stjerner i øjnene. Med forældre med fremtidsdrømme især for de små og små drømme af dem, som har tyngde og behov, fordi de har været savnet så længe, at livet gik næsten i stå. Og rundt omkring lå gamle mennesker i kister i deres bedste tøj.

Det sted, hvor tøjet altid er rigtigt, hvor man klæder sig andægtigt på, fordi det er her, at livet giver mening, hvis man har råd til en mening.

Den gamle mand med poserne trak sig tilbage.
Med ham gled nådens hav væk under kirkegulvet og bænkene og menneskene, som havde siddet med forvrængede ansigter, blendede sig nedad og udad og lignede uskregede skrig.

Mens manden gik ned af kirkegulvet, kom kongen ham i møde.

Han havde åbne arme.

Støjniveauet dalede, og den megen jagen efter vind fik vinden til at lægge sig.

Guds Helligånd hviskede, for at nå det splittede sind og Helligåndens hænder tog manden luftigt ind.

Med en stilhed, som er livets egen, faldt ordene ord for ord.
Manden knælede ung og gammel foran Guds kosmiske bord.
Dér, hvor sidste mand er først og første mand er sidst, knælede håbet ned og tog del i ydmyghed, tålmodigt med hjerte og hoved af led.
Det var en stund på hellig grund, hvor livets mening flød fra Skaberens egen mund.

Han lod nåden vælde ud og skyllede plastikposerne væk.
Manden fik nyt tøj på efter badet i livets vand, og han fik hænder, som kunne række ud efter Livets frugt og Paradis.
Han blev viis og kirken skælvede, da stenhjertet begyndte at banke i kirkens og mandens bryst.

Af Luther lyst.

Manden gik i knæ og kirken rejste sig. Parat til at leve. Klar til at sejle ud med kor og skib og sideskibe. Kisteglad. Med kongen ved roret. Med masser af mad ved bordet.
Sejle ud på et eventyr med happy ending.
Hvor brudgom og brud støder på hellig grund og gentager ordet ”JA!” fra begges mund.
Hvem var den mand, der kunne vælte det hele?

Skabe nye klæder af gammelt og få kirken til at vræle?

Ham, som fik et stenhjerte til at slå, da han tog sit gode tøj og vendte om for at gå?

Ham, som går under orgelets brus og synger nye sange.
Ham, som undergraver alt for at skabe nye gange.

Den, der ligger lige under vandoverfladen.
Den, som krakelerer, når vi prøver på at holde facaden.

Den, som rækker ud med store skovlehænder.
Den, som har behov for at få nye venner!

Den, som kun har kærlighed, når alt er brugt, tilbage.
Den, som rækker ud med fyldte hvedebrødsdage.

Den, som er til stede ved hver fest, som fylder noget.
Dåben, overgangen mellem barn og dig, dit bryllup. Dødens venten på noget.

Hvid kom du til verden med en glød i øjet.
Hvid kom du til dåben, hvid som individ i tøjet.
Hvid som konfirmand, i kjole og hvidt og hvid som uskyldsbroget.
Hvid med rose på kind og hvid den sidste gang, tøjet bliver strøget for noget.

Kongen står og venter.
Kongen fester.
Kongen ser på det, du ejer.

Kongen klæder dig af og ser på alle dine nej-er.

Så står verden stille og verden stiller op.
Den står med bankende hjerte og venter på din krop.

Hele jorden er en stor og bæredygtig plante.
Det er os, med fine klæder, som må stoppe med at tante.

Kongen inviterer – kongen holder gilde.
Vil du med – var det det, du ville?