Vanitas og Memento Mori-reflektion over Kingos salme: Far, verden, far vel!
2013-10-16 Onsdagsrefleksion i Roskilde Domkirke
ved pastor Marlene Evensen
DDS 615 Far, verden, far vel!, v 1-8 Til Afslutning: v. 9-15.
OBS: På melodien: Dansk folkevise 17. årh / Kingo 1681
Og v9-15 tager vi på melodien: O Kristelighed.
Reflektion:
Forfængelighed
du lokker mit hjerte af led.
DIN slags kærlighed er konge.
Du kroner mit hjerte
og dine ord synger i mig.
Det snurrer rundt i mit hoved.
Det kører rundt
og jeg vil have mere
og det river mit hjerte af led.
Jeg vil have mere
og det hersker over mit hjerte.
Og det får mig til at synge.
Det hersker over mit hjerte.
Det får min sjæl til at synge
og jeg synger efter mere.
Jeg vil have mere.
Det får mig til at danse indeni.
MEN DIN kærlighed er konge.
Det kører rundt og rundt
og det hiver mit hjerte af led
i uendelighed.
Forfængelighed!
Forfængelighed!
Jeg er som døden og pigen:
Jeg tror, jeg har travlt med en masse ting
– men jeg ligger på en sofa og kikker ind i et spejl
uden at se på andet, end mit eget ansigt.
Rundt omkring ligger døde ting:
Blomsten, jeg fik af ham, er visnet – visnet.
Frugterne på bordet har tabt deres form og ligger rynkede tilbage – rynkede.
Et lys er gået ud – er nedbrændt og gået ud.
Forfængelighed.
Du slukker og lukker.
Jeg vil have mere
og det hersker over mit hjerte
og det hiver mit hjerte af led.
Frugterne har tabt deres form
og jeg vil have mere.
Den slags kærlighed er en slags konge.
Men det er forgængelighed.
Det er ikke noget, der bliver ved.
Det er døden og blomsten
og lyset, som gik ud.
Jeg kedes nu ved
forfængelighed.
Og med sjælen af led
ønsker jeg noget, der bliver ved.
Vi indledte med de første 8 vers af Kingos salme: ”Far, verden, far vel!”.
Dernæst fik i en refleksion over Kingos salme, sat ind i vor tid. En refleksion, som tager sit udgangspunkt i Vanitas-begrebet, som Kingo havde skrevet sin salme over: Vanitas betyder forfængelighed og var et begrab, som billedkunsten benyttede sig af, ved at overlæsse stillebenbilleder med dødningehovedet, bobler, slukkede stearinlys, blomster eller frugter der er på vej til at gå i fordærv, altså genstande, der er flygtige, let forgængelige eller skrøbelige. En forfængelighed, som i barokken var lig med forgængelighed.
Kingos salme kommer til at danne rammen om dagens refleksion, som handler om det ubehagelige faktum, at vi skal huske, at vi skal dø! ”Memento mori”, som det hedder på latin. Det er en vending, der beskriver en genre af kunstværker, som varierer bredt, men alle har samme formål: at minde folk om deres egen dødelighed. Frasen beskriver samtidig en tradition indenfor kunst, der går tilbage til Antikken.
Vi kan se mange hentydninger til denne tidsalder, ved at gå på opdagelse og kikke på kisterne og epitafierne her i Roskilde Domkirke. Her ser vi kranier med knogler overkors foran ansigterne – vi ser timeglas, hvor sandkornene minder os om, at vores tid en dag rinder ud. Vi ser knokkelmanden, som en dag vil komme og hente os.
Det er symboler, som kristendommen har brugt, og som vi også kan genfinde hos de gamle loger, der ønsker at gøre os opmærksom på, at vi skal kæmpe for alt det, vi har kært – og at det, vi har kært er livet og kærligheden og vores kristne frihed.
Vi mindes det i kirkeåret onsdagen før fasten, som vi kalder ”Aske onsdag”. Her kan man gå op til præsten og få tegnet et kors i panden med asken fra de palmegrene, som vi viftede glade med Palmesøndag året før. Alle ting går i ring. Fødsel og død. Den kristne død er ikke en afgang fra livet men en ankomst til det evige liv.
Hvorfor blander jeg nu salmedigteren Thomas Kingo ind i dette ”Memento mori”-tema:
Jeg kan huske, at jeg blev rørt over at komme til at kende salmen, fordi salmen ”Far, verden, farvel!” blev sunget ved Tove Ditlevsens begravelse.
Tove Ditlevsen betød meget for hendes generation af kvinder, som læste hendes brevkasse hver uge i Familie Journalen.
Tove Ditlevsen tog sit eget liv i 1976.
Hun skrev blandt andet:
Der bor en ung pige i mig
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,
hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.
Jeg prøver at fange det blege og lysende blik,
jeg prøver at holde den spørgende stemme tilbage,
og hører i hjertet en mild og bedrøvet musik,
en regnvejrstone af sagte dryppende klage.
Og det er min frelse, at jeg kan fornemme din røst
som bølgeslag i mit blods tungsindige vandring –
du er mit forsvar, min uro og dybeste trøst,
bestandig og god gennem årenes liv og forandring.
Kingos salme står i stor kontrast til den lille fattige Vesterbropige, der havde forsøgt hele sit liv at komme op i det bedre borgerskabs klasse.
Thomas Kingo tilhørte baroktiden i det. 17. århundrede, som gik klædt efter datidens forskrifter overlæsset med possementsknapper og paspolerede knaphuller, påsyede lommer og dybe læg i den store frakke. Ved kjolens revers under frakken og ærmer vældede der kalvekrøs og kniplingsmanchetter frem. En lang, krølhåret paryk fuldendte hans mandsdragt.
Baroktidens kendetegn var netop denne kraftige tendens til overdrivelse og kontraster, for at vise forskellen på magt og vælde og den poverste fattigdom – og ”Memento mori” gjorde en dyd ud af at vise, at livet også havde en alvor i kontrast til den dennesidige verdens fristelse til at belæsse sig med pynt og skørlevned.
Kingo gjorde op med alt det, som vi ud af forfængelighed har lyst til at holde fast ved, og han satte menneskelivet ind i en større ramme; nemlig i evighedens perspektiv.
Jeg valgte dette morbide tema i dag, fordi vi befinder os mellem to søndage, hvor den ene søndag forleden fortalte os om, at vi – billedlig talt – skal have de rette bryllupsklæder på, for at komme ind i Guds rige, og om nogle uger er det Alle Helgens søndag, som er den dag, hvor vi mindes vore afdøde.
En anden digter, som havde døden som et overordnet tema var modstandsmanden under 2. verdenskrig Morten Nielsen. Han blev kun 22 år og døde af et pistolskud i brystet. Om det var et vådeskud eller selvmord fandt man aldrig ud af.
Han efterlod sig blandt andet digtet:
Jeg ser nu i nat
Jeg ser nu i nat, at hans udstrakte hånd
er rede til stille at skille støv og Ånd.
Et snit og lidt blods dryppen dråbevis ned
– synk ned og bliv væk i den store søvns fred.
Intet er mistet. Ingen har kaldt.
Lig stille – et suk – det er ude med alt,
det, der er hændt dig, og det, der skal ske.
Nu sner det med mørke og stilner med sne.
– – Det hvisker i hjertet, besværligt og hedt:
Du svigter for meget, du har bragt mig for lidt.
Så hvisker det angst: Ufuldbyrdet, forladt,
står din skæbne tilbage, hvis du går nu i nat.
Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø.
Du er endnu for ringe til at dø.
Han taler om, at vi ikke må give op. Der er så meget liv, som endnu kalder på os. Så meget, der er på vej, også i efteråret og vinterens mørke foran os. Der venter et forår forude ikke bare det evige, men også et forår lige om lidt, her midt i vores eget liv.
Kingo tager fat igen i sin salme og får os til at synge igennem mørket og helvede og døden. Broen mellem søndagene, hvor vi mindes om at have de rette bryllupsklæder på til det himmelske bryllup og Alle Helgens dagens søndag bliver så flot beskrevet gennem Kingos salme:
De første mange vers handler om denne verdens forfængelighed – Vanitas – den udtrykker en verdensfjern livslede, som først forsvinder, når mennesket endelig kan leve det himmelske liv hos Gud.
Kingo befinder sig på dørtærsklens mellem ortodoksiens tidsalder og pietismens fromhed.
Kingo foretager en bevægelse i sin salme, som vi kender den fra mystikken, hvor vi først må vandre nedad mod den absolutte mørke og tomme bund i mennesketilværelsen. Der, hvor vi er blevet indsvælget i denne verdens forførende rigdom og guld, falske venskaber, kødets begær, gøgleri og selv-bedrag. – Det var det, vi sang om i de første 8 vers, alt imens den muntre gamle dansemelodi fik os til at glemme at høre efter ordene og vi blev fristet til at overgive os til dansens melodiøse taktslag i stedet for at have vores frelse for øje.
Himlen og jorden er udlagt som hinandens modsætninger – eller som en treleddet størrelse med himlen forover, helvede forneden og menneskelivet med alle dets valg i midten. Atter inddelt var menneskene i to, med de højere stænder og de lavere stænder, hvor de svage måtte bøje sig for de stærke.
Så når vi bunden – og med Kingo føres vi derefter opad mod himlen – væk fra jordelivets dræbende forfængelighed. Udmalet med modreformationens stærke følelsesmæssig livstolkning af livet i verden i barokkens overlæssede stilbilleder.
Vi bliver ført op i Abrahams skød, hvor vi, som de særligt udvalgte, møder vores elskede brudgom Jesus, der ser på os med kærlige øjne og vi får lov til at se hans ansigt fuldt ud.
Jesus bærer kærlighedens himmelblus frem for os for evigt, så vi altid befinder os i lyset og livet, og vi får lov til at spise og drikke som kronede konger og dronninger, mens englene synger og spiller på englebasuner for os.
Vi kan se frem til noget af en bryllupsfest!
Lad os være stille et øjeblik og lad os mærke forventningens glæde vokse i os, inden vi synger salmen til ende, og lad os komme til klarhed over det, som ligger os i hjerte og sind. Vi kan takke eller bede om hjælp for andre eller for os selv, mens vi nu stille beder.
(Efter stilheden:)
Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Vi takker dig af hjertens grund, fordi du hører, hvad vi bærer på af tak og bøn.
Tak, fordi du har ladet os leve i denne salige tid,
da vi kan høre dit hellige evangelium,
kende din guddommelige vilje og din faderlige vilje
og se din Søn, Jesus Kristus.
Vi beder dig,
at du i din grundløse barmhjertighed,
nådigt vil bevare dit ords salige lys hos os,
og ved din Helligånd lede og styre vore hjerter,
så vi aldrig nogensinde viger derfra,
men bliver fast derved,
så vi hellere forlader alt andet
og endelig bliver salige deri,
ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
Lad os bede Fadervor!
Velsignelsen
Nu synger vi de sidste vers fra DDS 615, vers 9 – 15 på melodien til ”O Kristelighed”.
OBS: Vi skal springe den sidste linje over i hvert vers!
Life Story ved Marlene Maria Marcussen 
Tak for din tekst her om vanitas/memento mori! Det er interessant for mig at læse. Jeg tror, at du har så ganske ret i, at man på Kingos tid satte forgængelighed og forfængelighed sammen, selv om det i en nutidig kontekst kan opfattes lidt besynderligt. Disse påmindelser om livets korthed og dødens snarlige komme kan helt åbenbart styrke livsleden. Der er tætte sammenhænge mellem kunsten at dø og kunsten at leve. Selv døden kan bidrage til livet. Men at forgængelighedstemaet også indplacerer forfængeligheden er vanskeligere at komme til rette med. Jeg skal tænke mere over dette. Tak endnu engang for din tekst, som jeg skal læse igen og tænke mere over.