Vesper – for os der lever

– en musikgudstjeneste for at ære det dyrebareste – livet.
August Södermann: “Andliga Sånger”
for blandet kor og orgel.

Medvirkende:
Sjølundkammerkor, Vokalemsemblet Invoca, Danmarks Lærerhøjskoles kor.
Dir. Jan Scheerer, Præst: pastor Marlene Evensen
2013-11-08 Natkirken på Strøget.

Indledning til tekstlæsningen:
”Og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening flyder fra vor Skabers egen mund”!
(DDS 331: Uberørt af byens travlhed):

Teksten til på søndag (24.e.trin) står i skærende kontrast til den salme, vi netop har sunget om byen og nutiden og det, at vi kan være her i kirken i dag.

Teksten fra det gamle testamente er et digt, som ved hjælp af poesi beskriver det israelitiske folks magtesløse slavetilstand under eksilet i Babylon. Væk fra deres egen by, tempel – livets mening. Som om det lå som levende død på en slagmark.

Folket kan ikke frelse sig selv – folket har brug for Guds indgriben. Og Gud griber ind, fordi folket giver udtryk for dets afmagt og håbløshed, præcis, som vi gør, når livet går os imod, og han holder sit løfte til sit folk og udfrier det fra dets eksil og fører det tilbage til Jerusalem i kraft af Hans ord, som skaber, hvad det nævner.
”Jeg har talt, og jeg vil gøre det”, siger Herren.
Vi forstår, at mennesket kun er jord og tørre knogler uden Guds livsånde, og at han ønsker at kalde sine skabninger til live igen.

Således skriver profeten Ezekiel:
Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen.
Den var fuld af knogler.
Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt.
De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede:
»Gud Herre, det ved kun du!«
Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem:
I indtørrede ben, hør Herrens ord!
Dette siger Gud Herren til disse ben:
Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende.
Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende.
Så skal I forstå, at jeg er Herren.« Ez 37,1-(14).

og:

Paulus skriver om det, at blive fyldt med Helligånden, i brevet til Efeserne: ”Lad jer fylde af Helligånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren!”

Refleksion: Vesper – for os der lever: Vita

Hvad nytter det at have gået 500 mil
hvis jeg ikke har gået dem sammen med dig?
Hvis jeg havde gået uden det mindste hvil
havde jeg ikke opdaget dig.

Det, der var allermest vigtigt, var dit blik.
Når angsten fik fat i mig, var du Herren over min panik.
Du rørte mine tanker og kaldte mig ved navn.
Nu kan jeg ånde lettet op, helt mættet i din favn.

For det var stærkt at møde dig, da dødens mørke tåge
havde travlt med at pille alt livet ud af mine kroge.
Nu står jeg her – endnu en dag, så fuld af liv
som en Guds tanke, der er kommet stærkt igen for at blive.

Jeg var et lille barn, der lå og sov bag ruden.
En lysstråle kom en morgen og ramte mig på huden.
Den spadserede ned fra mit hoved og endte i mit hjerte.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle have kunnet rumme så meget smerte.

Jeg lærte dig at kende af omveje.
Der er hundredvis af motorvejs-omveje og afveje.
Det var først, da jeg lå stille som en død
at du kunne hive kastanjerne ud af min hjerne og min nød.

Jeg var et uskreget skrig, som vågner op en mandag morgen – ude.
Den dag, hvor solen skinner ind af selv den allermest fedtede rude.
Den dag, hvor jeg havde allermest brug for tøj til at dække kroppen – var strøget.
Fordi min sygdom til døden og alt fremtidshåb lå udenpå alt tøjet.

Jeg greb dig så fast, da du kom lysende mig i møde.
Jeg havde brug for dine ord, din Ånd, dit nådefulde skøde
til det liv i solen, som jeg gerne rakte hånden efter
men som et liv i armod havde skåret over i defekte affekter.

Så skinnede solen ind med sine lysende arme
og vaskede striberne af min kind og gjorde øjnene varme.
Jeg lå som et barn, der lige havde fået givet
det, som er det allerbedste og det største i livet:

En fremtid. Et håb. En solopgang fra det høje.
En tro. Et kik ud over havnen, vandet, broen, øjet,
der holdt mig så fast, at jeg fik øje på mit liv
i et meget større fremtidsperspektiv.

Jeg så tusinder af soldater blive vakt til live i drømmen.
Jeg forstod, at det ikke er til krig og vold, men at det er sammen, vi vender strømmen.
Det knugede menneske kan knuge sig ihjel:
I dag er der flyttedag for dem, som hang fast i et spjæld.

Ikke mere suk, ”Farvel!”, laden slå til og ”Gå din vej!”.
Vorherre har sin næve plantet fast i dig og mig.
Vi er en regnskov, fuld af vand og træer og jord og sol foroven.
Vi danser regndans, mens en myre rydder op i underskoven.

Tak for dig, som kom med liv til mig.
Nu vil jeg synge mildt for dig.
Jeg synger som en krage uden mage,
men jeg vil synge for dig, fra nu af! Alle mine dage!
Amen!