Verdensdommen

Lysandagt i Natkirken på Strøget
2013-11-22 ved pastor Marlene Evensen

Bøn:
At tro
vil sige at vælge en kurs,
tage en risiko,
gå en vej. (Stephan Tschudi)

Indledning:
På søndag er det den sidste søndag i kirkeåret, og det betyder, at vi har været hele Jesu liv igennem fra fødsel til død, til opstandelse og er fremme ved de sidste tiders doms.

Dommedagssøndag.

Har du sat dit kryds til højre eller til venstre for midten?
Hvor står du?

Ja – det er lettere at stå ved stemmeurnen, som vi havde mulighed for i den forgangne uge og afgøre os for en blå eller en rød farve. Hvilken ballon skal flyve til vejrs med vores stemme? En grøn eller en gul eller multifarvet?
Lad os lige høre, hvad evangelisten Matthæus fortæller om dommedag og det med at vælge rigtigt:

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« (Matt 25,31-46)

Refleksion:
Vi hænger i hver sin gren ude over afgrunden.

Det er mørkt. Vi kan ikke se noget. Vi holder krampagtigt fast i grenen og mærker hvordan vores hænder bliver svedige, at vi bliver trætte. Det kniber med at holde os vågne, grenen begynder at glide ud af vores hænder. Vi kan næsten ikke holde os fast mere. Angsten griber os mere og mere: Kan vi holde fast til hjælpen kommer frem. Er der nogen, der ved, at vi hænger her. Er der nogen, som vil savne os og begynde at lede efter os?
Grenen glider mellem vore hænder, som er svedige, og vi indser, at vi ikke kan holde fast. Vi har ikke flere kræfter. Vi glider langsomt ned af grenen og fortvivlelsen får overtaget i os.
Grenen forsvinder mellem vore hænder og vi falder nedad mod afgrunden.

Vi når at rumme hele vort liv og fortvivlelse over, at det er slut i et kort sekund og rammer jorden 10 cm under os uden at være kommet til skade.

Afgrunden var ikke dyb. Mørket skjulte, at vi hang 10 cm over jorden og vi var ikke i større fare, end den, vi selv udsatte os for.

Vi kikker os omkring.

Vi er på en øde ø.

Ude i vandet ser vi et menneske, som er i færd med at drukne.

Vi ser armene blafre op og ned for at fange vores opmærksomhed, og ser desperationen lyse frem af personens bevægelser.
Vedkommende ligger på 70 favne vand.

Vi lukker øjnene et kort sekund for at tænke over, hvad vi skal gøre, og opdager, at det er os, som ligger på de 70 favne vand og er ved at drukne.

Vi vinker af alle kræfter til personen inde på den øde ø, som måske kan få øje på os og hjælpe os.

Hvem er min næste?

Hvis jeg er alene på en øde ø – hvem kan jeg så hjælpe?
Hvis jeg er alene ude i det store hav – kan jeg så hjælpe nogen?

Hvordan kan jeg gøre mig fortjent til at stå på den rigtige side af tronen på dommedag, når Menneskesønnen kommer i sin lysende herlighed sammen med alle englene i et kæmpe konge-tronfølge og sætter sig på sin herligheds kongetrone.

Vi kan overgive os til vor skæbne ude i vandet – sprede armene ud og tage samme form som Jesus på korset. Overgivelsens kropslige form.

Vi kan slippe grenen og lade os falde – men det turde vi jo ikke – vi blev hængende lige til det sidste, og klamrede os til livet, så godt, vi kunne. Vi havde ikke nogen forestilling om, at Gud kunne placere en øde ø lige under fødderne på os, så vi ikke kom til skade i faldet mod afgrunden.

Vi står på en øde ø – vi ligger i havet uden at kunne nå bunden.

Vi vil gerne redde livet og tage ved lære. Vi vil gerne være mod nogen andre, så Jesus synes, at vi har handlet rigtigt og vi kommer i den rigtige kø til allersidst.

Har du sat dit kryds det rigtige sted?

Er afgørelsen kommet og kan vi ikke nå at se verden i et større perspektiv. Kan vi nå at få mulighed for at gøre de gerninger, som føles gode at gøre. Dem, hvor vi hjælper nogen. Gør noget for nogen uden at ville have noget igen.

Ligger vi ude i havet og afgør os, overgiver os til vores skæbne. Står vi på den øde ø, glad, fordi faldet ikke slog os ihjel – og ulykkelige igen, fordi vi endnu engang er bragt i en situation, som tager livet af os?

Hvorfor ruller minderne om alle de mennesker og hændelser vi har oplevet livet sammen med igennem vores hoved, når vi befinder os der – på kanten af livet – hvorfor husker vi ikke alle flødeskumskagerne og de dyre biler og det nye jakkesæt, som sad som skræddersyet til os?

Hvad handler livet om?

Døden eller overlevelsen?

Om lidt skal vi fejre nadver.

Vi får et stykke brød som pant på, at Jesus gik i stykker for vores skyld.
Vi dypper brødet ned i bægeret med druesaften, som er en pant på det blod, som Jesus blødte for os med, da han hang på et træ, døde på et træ – i overgivelsens kropslige korsform.

Han gik i døden for os og lukkede døren op i dødsriget, så der ikke længere skal være død, der hvor han er.

Han er i vandet.
Han er i jorden, i støvet, i luften, i himlen og på jorden.

Han er livets træ og han holder fast i dig og mig til det sidste.