De ti brudepiger – om at være klar!

2013-11-22 Lysandagt i Natkirken på Strøget
ved pastor Marlene Evensen

De ti brudepiger

Bøn:
Gud,
vi er bare ikke klar, og vi ved ikke,
hvordan vi skal blive klar.
De andre er klar, men det er vi ikke.
Hjælp os!

Indledning:

På søndag er det anden søndag i adventstiden. Her skal vi høre historien om at gøre sig klar til at være med til den største fest i verdenshistorien. Evangelisten Matthæus skriver således:

Tekst:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn.
Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand.
Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
(Matt 25,1-13).

Refleksion:
Det er som at få en på lampen!
At blive slået omkuld, når man regnede med at kunne stå.
Ikke at kunne stå distancen, når man troede, man var klar.
Når man ikke var klar, fordi man var faldet i søvn i timen, den time, som var afgørende, og det, som var afgørende var, at man var klar med lampen, havde olie på lampen og olie i overskud, så der var til hele natten, til den rette time, hvor brudgommen kommer og man skal stå og lyse, for at stå distancen og være klar og være med til bryllup.

Hvor mange her har ekstra olie med?
Har i lampen med?
Er der ekstra olie bag ved alteret, så olielamperne kan lyse på alteret hele aftenen og frem til den dag, hvor Vorherre kommer forbi og vil finde os rede?

Eller er vi skrækslagne, som hovedpersonen i filmen ”Fire bryllupper og en begravelse”, hvor han står og gemmer sig ude i præsteværelset, fordi han ikke er sikker på, at han er i færd med at gøre det rette – her kommer præsten så ud og banker døren op, siger højlydt, om han er klar til at ”konfrontere sig med fjenden” – ”to meet the Enemy”.

Det er han bare ikke!

Dilemma:

Skal han gifte sig med hende, som står ud i våbenhuset og er klar til at gå ham i møde, eller skal han gifte sig med hende, han elsker, som lige er blevet ledig på markedet og måske ikke har så meget olie på lampen, at hun er klar til hele livet forude sammen med ham?

Er hun ledig på olielampe-markedet?

Vi har lys i vore hænder.

Vi sidder ikke med lamper – og er det godt nok?

Hvad er det Jesus taler om, når han som sædvanligt fortæller os historier, som hele tiden overrasker os og sætter os i et skruetvinge-dilemma?

Det handler ikke om at våge eller at være vågen.

For så kan vi sidde her med jule-tændstikker i øjnene ind til dommedag, for at holde øjnene åbne og håbe og bede til, at vi ikke falder i søvn, mens vi venter.

Det handler om at være årvågen.

At våge år for år.
At gå ind i juletiden som en bodstid, hvor vi giver os tid til at bede de bønner, som gør os nærværende over for, at Jesus mente det alvorligt, da han sagde, at han er på vej tilbage til os, og at han kommer!

Vi skal være opmærksomme og forberedte ud fra en bestemt forventning om, at der engang kommer et sidste år. Et sidste år, som slutter med en kæmpe fest – ikke i nisseland – med i klippehulens land.

Lyt lige her:

Luk øjnene og nu inviterer jeg jer til at rejse med:

Glem lige, at du skal skynde dig ud at købe de sidste julegaver, sætte mærkater på og alt det der.

Pust lige alt det der ud, og tag en frisk indånding!

Det handler om noget nyt. Noget helt anderledes. Noget, som verden kun har set en gang før.

Mærk at du bliver let i kroppen og svæver ud i en mørkeblå nattehimmel, hvor stjernerne en efter en tændes omkring dig.

Mærk varmen fra lyset fra stjernerne, og opdag, at når du kommer tættere på dem, så er det hvide engle, som skinner og funkler.

De synger med små stemmer: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! fred til mennesker med Guds velbehag!”

De små englestjerner glimter på himlen, ligesom lysene kan funkle på et juletræ, og du opdager, at du befinder dig et sted på jorden, hvor der er en hule ind i en klippe og udenfor står der træer og skærmer for vinden.

Inde i hulen brænder der lys. Når du kommer nærmere ser du, at lyset kommer henne fra en lille foderskål til dyrene.

Til din store overraskelse ser du, at der ligger et lille barn nede i skålen, og at dets forældre ligger og sover lige ved siden af det.

Barnet er vågent, og dets øjne er åbne.

Det kikker på dig og jeres øjne mødes. Du ser ind i de varmeste og roligste små øjne, og du mærker en varme brede sig ud fra dit bryst og ud i hele din krop.

Barnet er så lille og så fuldstændigt sårbart.

Du har lyst til at tage det op og tage det ind til dit hjerte.

Du hører en stemme tale langt væk fra, som siger:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre.

Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid.

Du rækker hænderne frem. Men der sker ingen ting. Du står ubevægelig.

Du mærker atter, at du flyver rundt oppe i himlen. Det er som om, du har fået en gave.

Du føler dig let, og du føler en tyngde, som du aldrig har mærket før.

Du daler ned mod jorden. Roligt.

Mens du passerer ned mellem himmellegemerne, hører du en engel sige: frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Nu er du tilbage her i kirken på bænken, hvor du hele tiden har siddet.

Du har set Jesus og set ham smile til dig.

Tænk engang: det lille barn, hvad han kom til at gøre for dig.

Sikken en skæbne i en lille krop.

Han var usædvanlig og gjorde usædvanlige ting.

Han var en underfuld rådgiver, en vældig Gud, Evighedsfyrste.

Og han fortalte nogle mærkelige historier!

Snart må vi dele glæden og det glade budskab med hinanden og huske at fortælle om den gamle historie til dem, som vi møder på vores vej.

Det er den historie, som gør det muligt for os at have noget at give af til andre.

Det er sådanne historier, vi kan bruge juletiden til, forberedelsestiden, ventetiden til brudgommen kommer-tiden.

Vi kan våge om fremtiden sammen, med alle de gode historier, som holder os vågne – som giver os en på lampen, når vi mindst venter det!

Om lidt skal vi fejre nadver.

Vi får et stykke brød som pant på, at Jesus gik i stykker for vores skyld, så vi hver kan få et stykke af ham og blive en del af livet i ham.
Vi dypper brødet ned i bægeret med druesaften, som er en pant på det blod, som Jesus blødte for os med, da han hang på et træ, døde på et træ – i overgivelsens kropslige korsform. Alle er velkomne til nadveren!

Sange: nr. 15 (Kornet som dør i jorden) nr. 14 (Nu hviler mark og enge).