Zebrablå forløsning

Digt af Marlene Evensen

Jeg ser mig selv i et ituslået spejl
med mange brudte billeder.
Halveret, spejlet, omvendt, fra alle kanter.

Jeg ser mig selv
med mange spejlbilleder
af det samme spørgende ansigt
hvis øjne søger
ind i mine egne
så dybt
at der er virkelig kontakt.

Jeg hænger i luften.
Skiftevis med et reb om halsen
og fri som et vingevæsen
En fri og flyvende mig.

Mit hoved og overkrop er bøjet bagover
som en spændt flitsbue
skiftevis udspændt til skud
og forløst med armene ude.

Jeg flyver rundt i mit blå univers.
Hvide Lysstriber gennemtrænger mørket
og gør min verden zebrablå.
Hvad er det, jeg venter på?

En dødedans i livets midte.
En krop, der svinger i skæve cirkler
som en fingers bevægelse i en olieklat
en sommerdag i sollyset.

Som en finger i sand
der trækker en streg
og forløser mig.

2013-12-29