Den samaritanske kvinde ved brønden – levende vand.

Prædiken over 2. søndag efter Hellig tre konger.
Vindinge kirke
ved pastor Marlene Evensen

Kender I de dersens kuglebaner, hvor man putter en kugle ned på en skinne, som er en lille smule skæv, og så begynder den at trille.
Den får mere og mere fart på, dratter ned i et hul for enden af banen og fortsætter på den næste løbebane lige neden under, som også er skrå. Kuglen får mere og mere fart på, og ned i et huld, ny bane nedenunder og nedenunder og neden under. Til sidst, når den er nede ved jorden, triller den ud på en åben plade og kuglen kan atter samles op, puttes oven på løbebanerne – med huller for enden af banerne og ned ad og ned ad – og forfra.

Vi går ud af en vej.
Vi har gået den så mange gange før.
Ned for enden, dreje til højre eller til venstre.
Vi går ud af en vej, og vi foretager et valg – drejer til højre eller til venstre. Stopper op. Tøver. Går videre eller bliver stående. Vi går ud af en vej.

På hver side af vejen er der bjergtoppe.

Vi lægger dårligt nok mærke til dem. Ser dem blot ud af øjenkrogene og går videre. Går ud i sandet og går i retning af stedet med vand.

Vi er tørstige og vi er på vej efter vand.
Ved siden af os går en kvinde med en vandkrukke på hovedet.
Krukken er tom. Kvinden er fuld af tanker.

Vi kan næsten dufte hende i middagsheden, mens vi går tættere og tættere på hinanden.

Hun er på vej til en brønd. Vi er på vej efter vand.

Der er en stilhedsmur mellem os, så vi ikke kan tale.

Hun er som fra en fremmed planet. Støvet, smuk, dufter af dyr og middagshede og sved og ørkenpalmer, der bevæger sig sparsomt i vinden.

Hun sætter krukken fra sig ved brønden og kaster spanden ned i dybet efter vand. Med en overraskende plasken rammer spanden vandet og bryder vandoverfladen og synker ned.

Hun rækker hænderne frem til spillet over brønden og begynder langsomt og tungt at dreje håndtaget rundt for at få spanden med vandet op til kanten af brønden.

Han sidder i skyggen og ser hende.

Der er hele verden imellem dem og evigheden af tid.
Han beder om vand derovre fra og hendes optagenhed omkring sig selv brydes, hans stemme går igennem stilhedsmuren og hendes blik søger udad.

Hvem er han?
Er hun truet eller tryg?

Der er en verden af vand og sol og middagshede og to mennesker, en brønd, en krukke, en ørkenpalme, som sitrer i luften.

Hånden på trækspillet og hånden på spanden.

Vandoverfladen i spanden svinger fra side til side, indtil vandoverfladen er helt rolig.
Rolig som det blik, der ser ovre fra skyggen og danner bane mellem skyggemanden og middagshedekvinden.

Et blik, som ruller ned af en bane, som er en lille smule skæv. Og triller ned i hendes bane. Og ser hendes bane, som er ligesom en vej, hun er gået ud af, har drejet til venstre eller til højre nede for enden af, og faldet i et hul, og trillet videre ned og nedad og ned og faldet i et hul og faldet videre og videre og trillet ud på en plade i middagssolen, mellem bjergene, på vejen, ved brønden, med hånden på spanden og hånden på trækspillet.

Et blik ser tilbage.
Ser ikke muligheden for at trille opad og mødes og hoppe op af huller og starte forfra. Men ligge i en rolig hånd og være tryg.
Ikke længere være en kugle som andre skubber ud af kurs, men en kugle, som kan blive liggende. Blive liggende i en rolig hånd.

Han træder frem i lyset og solen og vandet mellem dem er ikke længere væsentligt.
Brønden blev bare til stedet, hvor verden fik en ny løbebane for en kvinde, som andre ikke brød sig om, fordi hun ikke kunne være som dem.

Fem gange var hun gået forgæves efter liv og vand og brød. Havde søgt de forkerte steder.

Den dag, i ørkenpalmelunden, i Oasen, blev vandet levende.

Vi går ud af en vej.
Vi bestemmer selv, om vi vil gå til højre eller til venstre, eller til forenden af vejen.
Vi går, selvom vores ben ikke vil gå og vi drikker, selvom vi ikke er tørstige efter det vand, vi drikker.

Vi går af sted med en krukke på hovedet.

Mænd og kvinder. Med hovedet fuld af tanker.
Vi går på en lang række af vandrere, som en efter en træder ud på vejen og slutter sig til vor række af mennesker, en efter en, som går med vandkrukker på hovedet.

Tyngede, med vægten på hovedet, og ømme rygge og trætte fødder.

Vejen fører hen til en brønd.

Vi har så mange gange faldet ned i et hul – men denne gang er hullet fyldt med vand og er blevet til en brønd.
Der træder en mand ud af skyggerne og beder om vand og vi giver ham det og han tæller hvor mange gange, vi har gået forgæves og han tilbyder os nu levende vand.

Der går en varme ud fra ham, da han står foran solen og hans silhuet begynder at gløde af lys, og vandperler begynder at falde som dug for solen. Luften mættes af vanddamp og huden køles og ansigtet afslappes på dig og mig, som står ham så nær, at vi næsten falder over mod ham med kroppen trukket ind i en bue efter lys og vand og luft, som sitrer af liv.

Han er regbuemanden.
Manden, med farver og lys og vand til vore tomme skåle af jord og vand – af ler.

Han rør os med sine ord, denne lerklumpsdrejer, da han sætter ord på de ting, som har skubbet os ud af vores livsbane.

Ham banemanden.
Han hælder vin på gamle sække.
Han hælder vand på tørre kroppe og giver os brød.

Han hælder liv på døende sjæle,
ånder på vor pande og stilhedsmuren brydes.
Murstene af kampe kollapser – vi rettes ud og ånder livet ind i store kødfulde hapser.

Vi går ind mod byen over det åbne land
vi har fat i hinanden, kvinde og mand.
Der er ikke mere, vi ikke magter
ud over denne verdens onde pagter.

Vi er pakket ind i lys og luft og vand
Vi har intet at frygte sammen med denne Frelsermand.
Han står og lyser foran vort øje
og er glædesstemmen fra det høje.

Han siger:

”Gå bort og synd ikke mer”!