O vidunder-tro!

“Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huer dig bedst,
du højbårne gæst!” (DDS 321)

3. søndag efter Helligtrekonger
Himmelev kirken ved Pastor Marlene Evensen

Prædiken:
Vi er ude på en rejse.

Vi skal over en lang tynd hængebro, som er bundet fast til en træstamme i hver sin ende af snorene. Snorene binder de brædder sammen, som vi skal træde ud på.

Tør vi?

Her, hvor vi er, er livet gået i stå.

Der, hvor vi skal hen, kan vi måske redde livet og finde dets mening igen.

Vejen over er farlig. Det er med livet som indsats, at vi træder ud på den.

På den anden side står der en mand langt borte. Vi kan knap nok se ham. Vi ser bare et omrids i morgensolen. Den morgensol, som skinner så flimrende klart, at vi kun lige med nød og næppe kan se noget overhovedet i det skarpe modlys.

Figuren vinker os nærmere og vil have os til at gå hen til hans side af slugten.

Men vi er bange.

Hvordan skal vi komme over?

Nogen har højdeskræk og afviser med det samme, at de overhovedet er i stand til at komme over.

Andre føler sig for gamle til at benene og armene vil kunne klare strabadserne og opgiver på forhånd.

Andre igen har små børn på armene og ved hænderne. Hvordan skal de kunne komme over, når de ikke har arme nok til at bære børnene og holde de større børn ved hænderne.

Nogle af de unge mænd føler mod. De gamle mænd sætter sig ned og taler tingene igennem. De kommer i tanke om de strabadser, som de tidligere har klaret, og fortæller hinanden i lange, lange tider, om fortidens store bedrifter. De modne kvinder, hvis børn kan klare sig selv, står også fremme ved snorene og overvejer, hvordan de kan træde sikkert ud og tage trin for trin på de knudrede og glatte træstykker, der skal fungere som trinbræt for den videre rejse.

Mens de alle, hver på deres måde, forsøger at tænke igennem, hvordan de skal komme videre, begynder himlen at mørknes og en storm er på vej. Store tunge regnskyer begynder at vise sig i horisonten, og panikken begynder at brede sig i de spredte grupper af mennesker.

De bliver nødt til at se at komme af sted. Gode råd er dyre.

Al mod og alle erfaringer er dyrebare og må hentes frem til handling.

Regnen begynder at dryppe på dem, og de tvinges væk fra deres opholdssted og op på vej over slugten.

De unge mænd går forrest. De prøver, om rebene kan holde deres vægt og de tager godt fat med hænderne, mens fødderne søger fra trin til trin.

De modne kvinder ved, at hvis de går stille og roligt, så kan de klare turen, og de stærkeste af dem kan have et barn ved den ene hånd, og holde fast med den anden hånd. De gamle mænd går sidst ud sammen med de unge, der har de små børn i favnen sammen med de ældste kvinder. De ældste mænd og kvinder, som har levet sammen det meste af deres liv, går sammen. De prøver at skjule frygten i deres øjne for hinanden. De frygter, at der er sidste gang, de skal være sammen, og at de skal se den elskede forsvinde bort fra dem, ned i dødens hav under dem.

Mon denne rejse virkeligt kommer til at foregå?

Hvad skal der til, for at de kommer af sted?

Noget driver dem derud.

Det er ikke bare frygten for at vandet skal komme så kraftigt ned over dem på den side, hvor de står, så at de risikerer at blive skyllet ned i afgrunden og derfor bare må se at flytte sig bort fra området.

Der er noget, som giver dem kræfter til at træde ud i det uvisse. Med livet som indsats.

Med håbet om at redde livet.

Sådan er det for os alle sammen.

Vi møder alle sammen et tidspunkt i vores liv – ”a point of no return” – hvor vi ikke kan vende om eller blive på det samme sted.

Et tidspunkt, hvor vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi kan komme videre.

Vi møder det i overgangen fra barn til voksen.

Hvert nyt skridt er et nyt og ukendt land. Vi kender ikke os selv og ved ikke, hvordan vi skal klare denne mellemtilstand, før vi er fremme i de forjættede voksnes rækker.

Vi har brug for ledetråde og følgeskab med andre, som kender lidt af vejen, så de kan føre os – men vi har også brug for, at kunne gå vejen alene nogen gange, så vi får målt vores mod og evne til at klare livet på egen hånd. Vinger, der skærmer, er gode – men de skygger også for os!

Vi møder dette afklarelsens øjeblik, lige som når vi står over for de andre af livets store øjeblikke: Når vi ser et nyfødt barn, når nogen overlever en ulykke mirakuløst, når nogen må bukke under for lang tids sygdom.

Livets begyndelse og slutning rummes i det samme alvorsblik, som mennesker kan sende hinanden, når vi er i eufori over alt det gode, der kan ske i vores liv – eller står magtesløse ved en sygeseng, ved en eksamen, der ikke gik, ved ægteskabet, som ikke holdt, ved vennen, som ikke kunne være en ven til sidst og måtte gå, da vi havde allermest brug for ham eller hende.

Hvad er der så tilbage?

Vi SKAL videre!

Nogen tror, at livet er slut, når det er slut.

Andre tror, at der er noget mere. At livet aldrig slutter.

Hvis vi skal tro på, at livet aldrig slutter, så må vi alliere os med det at TRO!

Lad os vende tilbage til gruppen af mennesker, som er blevet overrasket af stormvejret og mørket.

De kan stadig se den lysende skikkelse forenden af broen.

Selv i stormet lyser han foran dem, så de glemmer mørket og frygten for at falde ned i det brusende vand under dem.

Han vinker til dem og viser dem, at han synes, de skal komme over til ham, der, hvor solen skinner.

Han virker så optimistisk, og de finder modet til at gå over til ham. Broen gør det jo muligt at nå frem til ham.

Undervejs rammer solens stråler vanddråberne i regnen. Der dannes en bue hen over deres hoveder, og de ser, at det er en regnbue, som begynder netop på det sted, hvor de begyndte at gå over broen, og ender lige foran manden med det sælsomme lys omkring sig.

Der går en kuldegysning igennem gruppen af mennesker, da de bliver opmærksomme på det, og det føles som om, at det er selve livet, der strømmer dem i møde i lyset fra manden.

De bliver bare ved med at gå. Alt er så sælsomt, at de glemmer angst og frygt og alt andet, end blot at se frem mod personen, som de nu næsten er fremme ved.

Kort tid efter står alle fra gruppen frelst på den anden side af broen.

De har gået over dødens hav. – de vidste det bare ikke.

Fordi lyset omkring manden var så sælsomt, og fordi de fik følelsen af at tro på, at de kunne nå frelst over alle sammen, er de forandrede.

Troen på, at det kunne lade sig gøre, fik dem til at gå ud i det uvisse.

De mødte troen i dens to skikkelser:

Den ene skikkelse var den, at de havde tillid til, at de kunne nå over til den mand, som stod og vinkede dem over broen. Den anden skikkelse var den, at de var lydige, da manden vinkede af dem og bød dem at gå og de gik!

Broen blev til en mulighed for at menneskegruppen kunne nå over på den anden side.

Manden, som stod og vinkede af dem var Kristus.

Tro er ikke noget, som vi kan oparbejde på en eller anden måde. Troen kommer til os.

Jesus var bygmesteren for broen. Han skabte forbindelsen mellem ham og os, så vi kan gå hen til ham.

Broen fører os over dødens hav til de levendes land.

Hvor broen og regnbuen ender ER livets land.

Da gruppen af mennesker var nået helt hen til ham, så de, at der var noget overnaturligt ved hans hænder:

Hans ene hånd rækker ud fra uforgængelighedens land og over til forgængelighedens land, hvor hans anden hånd rækker ud efter os.

Vi får lov til at kikke med i det, som gruppen så, og vi ser, at når vi tegner korsets tegn for os, tegner vi forbindelsen fra himmel til jord og fra vor tilværelse her i livet og ind i evighedens land.

Der skete et stort møde den dag på broen. Der, hvor Jesus stod for enden af regnbuen, neden under den pagt, som hans Fader havde gjort med alle mennesker på jorden, dengang han lovede Noa, at han aldrig mere ville sende en vandflod og drukne alle sine skabninger.

Hvordan kommer vi hen til Jesus?

Vi kan vove os ud på den vej, som han inviterer os til at gå. Vi kan få modet til at træde ud på den, fordi vi tror på, at det er livet, som han lover os, når vi tillidsfuldt går ham i møde.

Vi kan reagere med lydighed, når han kalder, fordi vi ved, at han vil det bedste for os, og fordi lydigheden tager opmærksomheden bort fra, om vi nu tror nok på ham til at kunne forlade det sted, vi står på og vi derfor kan gå hen til ham. – Så behøver vi ikke tænke over, om vores tro er stor nok til at klare livet og døden, eller om vi kan blive frelst blot ved en tro, der er så lille som et sennepsfrø. Vi kan vandre trygt, for troen bliver givet os som en nådegave og ikke efter fortjeneste.