Dig og mig og bønnestagen

Seksagesima
Ny Vor Frue Søndag den. 23. februar 2014
ved pastor Marlene Evensen

Det er kontrasternes dag:

*Det mindste frø i verden – sennepsfrøet, kan blive til det største træ – i forholdet til sin størrelse.

*En lille håndfuld vand ved dåbsfadet – giver dog det hele, det, vi har brug for.

*Et lille stykke brød under nadveren – og dog er Vorherre helt tilstede i det.

*En lille kærlig (eller ond bemærkning) – har store følger for vores liv.

*En lille gave, kan betyde meget.

Det er ikke væksten med modsætningen, der er afgørende i dagens tekster.

Bondemanden sår, men kornet vokser af sig selv – han kan hverken gør fra eller til. Han må vente på høsten og håbe, at den bliver god.

Det handler ikke, om hvor meget udbytte vi får – om vi kan tilsætte en dosis vækstfremmer og genmanipulere med stråforkortere: det handler om kontrasterne: At det mindste kan blive til det største. Sådan har Gud det med os, og han håber på en god høst.

Vi kender alt for godt den menneskelige erfaring, som dag efter dag støtter sig til det sortsyn, som prædikeren fra det gamle testamente udtrykker, når han siger, at der Intet nyt findes under solen. Han skrev for 3.000 år siden:

Hvad udbytte har et menneske af alt,
      hvad det slider med under solen?
       Slægter går, slægter kommer,
      og jorden er bestandig den samme.
       Solen står op, og solen går ned,
      den skynder sig hjem,
      og dér står den op.
       Vinden blæser mod syd,
      den drejer og går mod nord,
      den drejer og drejer,
      og vinden bliver ved at dreje.
       Alle bække løber ud i havet,
      og havet bliver ikke fuldt;
      dér, hvor bækkene løber ud,
      bliver de ved at løbe ud.
       Alt, hvad der bliver sagt, udmatter,
      ingen bliver færdig med at tale,
      øjet mættes ikke af at se,
      øret fyldes ikke af at høre.
       Det, der var, er det samme som det, der kommer,
      det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
      der er intet nyt under solen. (Præd 1,3-10).

Når vi tænker sådan ER der intet nyt under solen! Alt går som forventet.

Gamle Grundtvig sad engang med fingrene i en bæk og tænkte over, at alt flyder igennem fingrene på os. Kan det nytte, at ville travle alt op i livet og søge tilbage til alle tings begyndelse. Ville det ikke bare fjerne os fra det liv, vi lever lige nu, og ville vi ikke bare blive firkantede i hovederne, hvis vi gik tilbage til det sted, hvor vandet udsprang fra – og han skrev sin helligåndssalme, som vi sang her lige før jeg begyndte at prædike.
Han skrev i vers 2:

”Livets ord af Guddoms-rod
kilden er til livets flod;
lysets børn deri sig bade,
de af dåben sjæleglade
dukker op til evigt liv”.

Lidt mere moderne omskrevet af Halfdan Rasmussen i hans digt fra 1949: ”At lære er at ville”:
Her står der:

”At lære er at ville befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider, der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider som tegn mod hånd og mund”.

Grundtvig så for sig, at vandet kommer et sted fra – en kilde, som udspringer fra et sted og hvor vandet bliver ført videre hen af bjerge og dale til lige netop det sted, hvor vi træder ned i det for første gang.
Grundtvig blev så glad for den tanke, at han fik den mejslet i sten inde i Vartov, hvor der står en stor statue af ham til evigt minde. Her knæler han ned ved bækken og stikker sin store næve ned i vandet for ligesom at sige, at vi skal være der, hvor vi er i vores samtid, og vide, at det kildevand, vi drikker af, øser af, døber i, bader i, udspringer af den samme kilde, som udspringer i Paradis.

Livets træ står med rødderne nede i den kilde.
Livets træ, som selv voksede ud af Guds tanke, da han tænkte jorden og skabte den med sit levende ord.

Vores bibel begynder med skabelsesberetningen og slutter tilbage i Paradis, endnu engang ved livets træ, som vi vender tilbage til for at spise af og drikke af floden.

Her står der om Livets vand og livets træ, som Johannes så det i sin åbenbaring:

”Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt.
Tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder” (Åb 22,1-5).

Der skal altså komme en tid engang, hvor der ikke mere er kontraster med lys og mørke, med en nær eller en fjern Gud, med nat og dag, men engang, hvor vi vender tilbage til det ophav, hvor vi er født til at springe ud fra, ud fra den tanke, som Gud har haft med hver enkelt af os, videre til at være midt i denne vor nutid og vende tilbage til ved noget så fjernt og abstrakt som Guds rige, hvor vi skal ophøjes til at være kongebørn, selvom de fleste af os er ganske almindelige mennesker på denne mærkbare og sanselige planet jorden.

Jeg kom til at tænke på eventyret om ”Jack og bønnestagen”.

Jack kunne være hver eneste af os, som bærer på en drøm om, at verden kunne blive et bedre sted, hvis vi kunne trylle det lidt, vi har, om til noget meget større.
Hvis den ene ko eller mobiltelefon eller opvask, vi havde, kunne byttes om til en håndfuld magiske bønner, som vi kunne plante og få til at vokse op fra denne verden og op i en oververden, hvor vi kunne få alt det, som vi længes efter.

Vi er villige til at så frøet og vande det. Det vokser uden vi ved hvordan.
Vi er villige til at klatre op af den stængel, som kunne vise sig at være livets træ, som vokser op fra denne verden og op i den anden verden. Vi er villige, fordi vi – som i alle eventyr og som livet er – må bevæge os fra at være i en tilstand af at være hjemme til at gå ud i verden – for atter at vende hjem – sådan er vores hverdagserfaring, sådan bevæger vi os fra barn til voksen, sådan arbejder troen i os, når vi får Helligånden som gave i dåben og vi begynder at vokse op i verden, begynder at tænke over, om der er mere mellem himmel og jord og til vi engang må tage stilling til, om vi tror på noget mere, når vi skal herfra.

Jack kravler op af bønnestagen. Det var tre magiske bønner, som slyngede sig sammen til en stærk stængel. Det er en treening Gud, som slynger sig sammen i en tæt relation, som Gud gerne vil have os ind i.

Jack kravler op og møder den magiske hjælpefe, som hjælper ham med at overvinde den onde kæmpe, som vogter over de ting, som Jack kan komme til at eje, hvis han tør tage kampen op. En kamp mellem det gode og det onde.

Jack vender tilbage som en helt og er blevet voksen.
Med tilbage til denne verden medbringer han en høne, poser med penge og en harpe – alle tre er symboler for en form for velfærd:
Hønen, som lægger guldæg, er en bestandig kilde til rigdom, som vil hjælpe Jack og hans mor til overlevelse. Poserne med penge, er deres opsparing og harpen tilføjer til sidst kunst og skønhed – ting man først kan værdsætte, når der er sørget for ens fundamentale behov.

I dag – for nu at holde fast i Grundtvigs stærke måde at folkeoplyse på, hvor det er selve mennesket, der først skal tales til og siden – ved Helligåndens hjælp, det kristne menneske, i dag, så har et lille barn – Sofie – fået en lille håndfuld vand tre gange fra livets kilde hen over sit hoved, mens hun blev døbt til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden.

Hun har fået hjælpefeer i form af faddere og hendes egne forældre, ligesom vi andre møder medvandere på vores vej, som kan hjælpe hende og os med at vande de tre frø, som vi har fået givet ved vores dåb. Med de frø kan vi trodse denne verdens onde kræfter, og vokse med en stadig undren over denne verdens gådefuldhed, hvordan den er skruet sammen og hvad der findes bag de blå bjerge, skyerne, og inde i jordens kerne, som altid vil tiltrække et undrende barnesind, som bliver ved med at få mulighed for at spørge om det store i det små.

Et lille sennepsfrø kan blive til det største træ i forholdet til dets størrelse, så stort, at fugle kan bygge rede i det.
Det er ikke til at vide, hvad det kan blive til, når vi tør overlade vores liv i Guds hænder. Søg først Guds rige, og der skal blive givet os alt. Det er en erfaring med en dyb sandhed, som er os mulig!

En lille håndfuld vand ved dåbsfadet – giver det hele. Begyndelsen på eventyret som ender med at kunne vende hjem til det sted, hvor vi er kommet fra – med en happy ending. Med anerkendelsen fra Gud om, at vi er Hans elskede kongebørn, som han vil gøre alt for at hjælpe hele vejen gennem livet.

Ligesom det var med Jesus selv, er det også med os i vores dåb: Den gang, da Jesus blev døbt, åbnede portene sig mellem himmelen og jorden og Gud sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag” (Luk 3,21-23)

Vi er også elskede og har fået lagt store planer for os i os.

Vi har en almægtig og evig Gud, som gemmer sig i det små og flygtige, som når Et lille stykke brød under nadveren dog alligevel er Vorherre helt tilstede, givet for os her og nu i vores tid.

Som når en erfaring for os om En lille kærlig (eller ond bemærkning) – viser sig for os at have store følger for vores liv.

At vi kender til, at En lille gave kan betyde meget.

Det er ikke væksten men modsætningen, der er afgørende i dagens tekster.

Vores liv er præget af modsætninger. Modsætningerne svinger som et pendul frem og tilbage i hvert livstema på vor vej.

Vi hører om modsætningerne og livstemaerne hos prædikeren, som skriver i sin  Prædikerens bog i bibelen:

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred (Præd 3,1-8).

Imellem alle disse udsving findes himmelens øjeblikke, som bare venter på at blive opdagede.

De øjeblikke, hvor himmelen også åbnes for os og vi finder os selv siddende ved livets kilde og leger, som alle små børn elsker: med fingrene i vandet.

(Halfdan Rasmussen vers 2-4 ”At lære er at ville”)

”At lære er at bøje sig over livet selv
og fylde sind og øje med tankens himmelhvælv,
at undres og betages, når livet kommer nær,
at møde, når det dages, en større sandhed dér.

At lære er at famle i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle sit eget himmelrum,
at vække det, der sover, og gøre tanken fri,
at se en himmel over hver drøm, man lever i.

Lad aldrig dine drømme slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme mod fredens fællesskab.
At værge er at bære sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være den største tanke nær”.

Amen.