Rent blod

Digt af Marlene Evensen 2014

Jeg føler jeg bor i en kasse
som om resten af verden ikke kan passe
ind i den boble der er min.
Jeg føler mig dødeligt grim og til grin.

Jeg kan gå hen ad en gade
og det krakelerer det murer det er en gal facade.
Mit smil hælder ned af min ene kind
og jeg kan ikke finde ud af hvad vej der er min.

Der går store kykloper i gigantiske rober
og husene ryster og vælter på stylter.
Jeg snøfter en halv gris ind i mit sind
og bliver mere og mere forgræmmet og grim.

Det er så hæsligt at jeg bliver nødt til at skære
det er som om min hånd og arm ikke kan lade være.
Jeg mærker kniven mod min hud
og tænker Gud! – Er det virkeligt sådan livet ser ud?

Jeg drypper ned af de sidste rester af mig.
Jeg er fuld af fortykket leverpostej.
Der er ingen ro og vej tilbage.
Jeg er fuld af det klister alle mine dage.

Jeg ser ingen vej ud jeg må flyde med.
Men jeg er proppen i karet der aldrig går ned.
Jeg tænker højrøstet at jeg nok ikke er den sidste i verden
som klamrer mig besat til stilheden, smerten,

uforløst alle mine dage.
Hvornår har stilheden regnet sne nok til at jeg må komme tilbage?
Jeg faldt ud af en lem på et gulv uden hænder,
faldt ned i en verden uden menneskevenner.

Der var ingen der græd da mit strygejern faldt.
Nu husker jeg intet og husker det halvt.
En cirkel er tegnet i sandet med kridt.
Et ord hvisker: Luder- du har elsket for lidt.

Du er endnu for ringe til at dø.