Skærtorsdag. Jesus og vore fødder

2014-04-16 ved pastor Marlene Evensen
Intro: Alle har en drøm (Kasper Winding: No 5, 1989)

Hvem ville tro mig hvis jeg sagde
der er en vej ud af alting men sjældent en tilbage.
Vi lever i nuet
i templer af glas
på kredit
og spejler os halvt ihjel
vederlagsfrit

Alle har en drøm
om engang at bli’ fri
af lasterne der lænker os til nuets tyranni, selvbedrag og natteroderi

Ingen jeg kender ka’ sige mig hva’ vej jeg skal gå
de har alle sammen travlt med at indse
dagen derpå
de venter og håber og tror
ligesom jeg
på i morgen, det magiske ord
for nuet i sig selv har ingen anden mening end farvel

Hoveddel: Fantasirejse

Vi bliver inviteret med på en rejse, når vi læser Johannesevangeliet.

En rejse, som går over en gyngende bro mellem de to verdener, som Jesus kan færdes i.

To verdener, som hver i sær er hinandens modsætninger: Mørke og lys, død og liv.

Det er en rejse, som bygger på vores tro på ham, og vores mod til at følge ham, når han siger til os: ”Følg mig!”

Tekststykkerne til Skærtorsdag handler om forudsigelsen af det, som påsken kom til at betyde, da Jesus kom til os og ”reddede vores liv fra døden, vore øjne fra at græde og vores fod fra at snuble”, som salmisten jubler over, og vi hører indstiftelsesordene, som Paulus skrev dem i sit første brev til sin menighed i Korinth, og som vi stadig hører, når vi fejrer nadver sammen.
Det er med nadveren, som det er med dåben, at det er i disse to sakramentale handlinger, at vi modtager syndernes forladelse.

Dagens evangelietekst begynder lige der, hvor Johannes netop er blevet færdig med at med at fortælle om Menneskesønnens tegn i verden, alle hans mirakler med at lave vand til vin, hans bespisningsunder, helbredelsen af blinde og opvækkelsen af den døde Lazarus, og han giver sig i kast med at fortælle lidelseshistorien og opstandelsen, som hos Johannes er en herliggørelsesberetning, hvor de sidste timer i Jesu liv handler om at vise sin kærlighed til dem, som har fulgt ham.

Det sker i form af fodvaskningen i forbindelsen med det sidste måltid, som Jesus og disciplene har sammen aftenen før Jesus går ind til sin herliggørelse. Et tidspunkt, som er nøje valgt i Johannes’ evangelium, så Jesus går bort samtidigt med, at påskelammet slagtes i templet i Jerusalem.

En fodvaskning, som bytter rundt på begreberne om konge og slave – mester og tjener. At det, som alt handler om i Jesu verden er kærligheden, som giver mennesker kræfter til at gøre de gerninger med hinanden, som vi er skabte til at gøre – for at sprede lys i mørket – lyse for hinanden, hjælpe hinanden, være i relation med hinanden og i relation med Gud – esensen af det dobbelte kærlighedsbud.

Hele Johannesevangeliet er fuld af ”koder”, som er svære at forstå.

Hver ”kode” er hændelser, som prøver at lære os noget om os selv, så vi opdager, at Jesus tilbyder os noget, som vi ikke kan leve uden.

Lad os træde med ud på den bro, som Jesus har bygget mellem de to verdener, mellem Ham og os:

Vi skal over en lang tynd hængebro, som er bundet fast til en træstamme i hver sin ende af snorene. Snorene binder de brædder sammen, som vi skal træde ud på.

Tør vi?

Står Judas foran os og spærrer vejen, så vi ikke kan komme forbi?

Er der ting i vores liv, som holder os tilbage fra at turde tage imod kærligheden, når vi får den givet?

Vejen over er farlig. Det er med livet som indsats, at vi træder ud på den.

På den anden side står der en mand langt borte. Vi kan knap nok se ham. Vi ser bare et omrids i aftensolen. Den aftensol, som skinner så flimrende klart, at vi kun lige med nød og næppe kan se noget overhovedet i det skarpe modlys.

Figuren vinker os nærmere og vil have os til at gå hen til hans side af slugten.

Men vi er bange.

Hvordan skal vi komme over?

Nogen har højdeskræk og afviser med det samme, at de overhovedet er i stand til at komme over.

Andre føler sig for gamle til at benene og armene vil kunne klare strabadserne og opgiver på forhånd.

Andre igen har små børn på armene og ved hænderne. Hvordan skal de kunne komme over, når de ikke har arme nok til at bære børnene og holde de større børn ved hænderne.

Nogle af de unge mænd føler mod. De gamle mænd sætter sig ned og taler tingene igennem. De kommer i tanke om de strabadser, som de tidligere har klaret, og fortæller hinanden i lange, lange tider, om fortidens store bedrifter. De modne kvinder, hvis børn kan klare sig selv, står også fremme ved snorene og overvejer, hvordan de kan træde sikkert ud og tage trin for trin på de knudrede og glatte træstykker, der skal fungere som trinbræt for den videre rejse.

Og mens de alle, hver på deres måde, forsøger at tænke igennem, hvordan de skal komme videre, begynder himlen at mørknes og en storm er på vej. Store tunge regnskyer begynder at vise sig i horisonten, og panikken begynder at brede sig i de spredte grupper af mennesker.

De bliver nødt til at se at komme af sted. Gode råd er dyre.

Al mod og alle erfaringer er dyrebare og må hentes frem til handling.

Regnen begynder at dryppe på dem, og de tvinges væk fra deres opholdssted og op på vej over slugten.

De unge mænd går forrest. De prøver, om rebene kan holde deres vægt og de tager godt fat med hænderne, mens fødderne søger fra trin til trin.

De modne kvinder ved, at hvis de går stille og roligt, så kan de klare turen, og de stærkeste af dem kan have et barn ved den ene hånd, og holde fast med den anden hånd.
De ældre mænd går sidst ud sammen med de unge, der har de små børn i favnen sammen med de ældre kvinder. De ældste mænd og kvinder, som har levet sammen det meste af deres liv, går sammen. De prøver at skjule frygten i deres øjne for hinanden. De frygter, at der er sidste gang, de skal være sammen, og at de skal se den elskede forsvinde bort fra dem, ned i dødens hav under dem.

Mens de går, passerer deres liv revy for dem i sindsbilleder med minder om alle de vigtige ting, som fik betydning for deres liv og de hændelser, som formede dem og som fik dem til at vælge, som de gjorde.

Noget driver os derud.

Det er ikke bare frygten for at vandet skal komme så kraftigt ned over os på den side, hvor vi står, så at vi risikerer at blive skyllet ned i afgrunden og derfor bare må se at flytte os bort fra området.

Der er noget, som giver os kræfter til at træde ud i det uvisse. Med livet som indsats.

Med håbet om at redde livet.

Vi går af sted.

Der kommer en kvinde gående i mod os. Hun bærer en krukke med vand på hovedet. Det er som om, at hun har gået gennem verdener af tid, og hun fortæller, at Jesus har givet hende det, som vi længes efter: Levende vand, og som har gjort hende levende, så hun kan komme gående her imellem de to verdener.

Vi mærker tørsten efter at drikke af det levende vand, og vi får mod på at gå videre over broen og ud af det regnvejr, som ikke kan mætte vores tørst.

Vi går videre, og vi møder en mand, som ser på os med strålende, lysende øjne. Han er fuld af kærlighed, som bølger omkring ham, så vi føler os draget af ham og sætter farten op, for at komme tættere på ham længere henne på broen.

Vi standser op og hører ham fortælle om alt det fantastiske og smukke, som han ser i landskabet omkring os.
Han ser en verden bag det, som vi normalt kan se med vores øjne, og han fortæller, at han var født som blind, men at han nu kunne se, efter at han havde mødt Jesus, som helbredte ham, og han beskrev farver og nuancer og former og pulserende og vibrerende liv i skaberværket, som vi end ikke anede fandtes.

Vi får også lyst til at kunne se med nye øjne, og vi skynder os videre.

Vi kan stadig se den lysende skikkelse forenden af broen.

Der kommer endnu en mand gående imod os.
Han har underligt tøj på. Da han kommer nærmere ser vi, at han er viklet ind i hvide tøjstrimler.
Han smiler over hele hovedet, da han får øje på, at vi kikker skræmt på ham.

Han kommer hen til os og danser og svinger med armene og griber fat i os og ryster os kærligt.
Han er så fuld af liv, at varmen vælder ud af hans bryst og hænder, og vi kan ikke lade være med at smile og grine, fordi han er så glad og varm og levende.

Han fortæller, at han havde været død, men at Jesus gjorde ham levende igen.

Det er forunderligt at høre. Det er for stort, til vi kan fatte det.

Solen begynder at stråle igennem regnen, og stormvejret løjer af. Solens stråler rammer vanddråberne i regnen. Der dannes en bue hen over vores hoveder, og vi ser, at det er en regnbue, som begynder netop på det sted, hvor vi begyndte at gå over broen, og ender lige foran manden med det sælsomme lys omkring sig. Jo nærmere vi kommer, jo mere bliver solnedgangen til en solopgang.

Der går en kuldegysning igennem os, da vi bliver opmærksomme på det, og det føles som om, at det er selve livet, der strømmer os i møde i lyset fra manden.

Vi bliver bare ved med at gå. Vi glemmer angsten og frygten og alt andet, end blot at se frem mod personen, som vi nu næsten er fremme ved.

Nu får vi øje på, at der står et storslået dejligt veldækket bord bag manden, med bugnende brødkurve og masser af karafler med liflig vin.

Da vi kommer frem ser vi, at Jesus tager imod os med et vaskefad og et håndklæde over skulderen. Johannes og de andre disciple er der også og andre er også komme til, og de er i gang med at øve sig i at vaske fødder på hinanden.

Jesus smiler til os og beder os sætte os, og han tager vores slidte og snavsede sandaler af og begynder at vaske vores fødder, mens han nynner og smiler og synger.