Sweet Moon

digt af Marlene Evensen 2014

Honkytonk, sjov og ballade og alt det
der var godt og stærkt
dengang vi var unge.
Du tog mig med ned af mindernes gade
og gjorde mig glad fordi vi engang var unge.

Dengang, da en aften i byen var i vennernes lag
og man altid fandt vej hjem gennem mørket.
Med dig som ven var det ingen sag
jeg lagde knap nok mærke til, at du var der.

Du var en af dem, man ikke så
men en af dem man altid husker.
Du havde den der insisteren på
at man var god nok selvom
hjertet gik i stykker.

Du var også den, der lige kom forbi
når man var et sted, man ikke sku være.
af en eller anden grund blev det ikke dig
men en anden der gik med livet sammen med mig
som gik i stykker.

Dengang, da jeg var tynd og fin
og byens bedste hug.
Nu er tiden gået
der er et andet blik i mit spejl
men jeg er da gudskelov ikke død af druk.

Hvorfor tog du min hånd adskillige gange
og lagde en varm hånd på min skulder.
Den dag, vi gik ned af den vej, som nu er min
i den by, som du aldrig ville bo i,
du havde en større drøm om solrige stater.

En dag blev det til, ned af Memory Lane
en dag, hvor vi fik samlet det hele
en fortid med løse brikker,
ved havnen, på vandet, i byen
og hvor tiden stod stille
det samme sted.
Du havde købt en guitar og spurgte
hvad bliver det til
med dig og alle dine drømme.

Du huskede mig på gamle ting
og glemte og ubrugte talenter.
Du huskede mig på den jeg var
og stadig er bag alle de fejlslagne projekter.

Sweet Moon
jeg vil skrive en sang om dig
du har fortjent langt mere end jeg kan fortjene.
Jeg kan se, at jeg var et kæmpe kvaj
at jeg ikke så ham der ku se i mørket og pegede på det
der var det allerbedste i mig.

Flyv hjem i din røde stationcar
hjem til det, der er dig og dine.
Jeg vil ønske dig et langt og bedre liv
end det som fik dig til at bruge denne dag
på en bybo ved verdens ende.