Dale og bjerge – Trinitatissøndag.

Indledning:

”Disciplene gik hen til Galilæa til det bjerg, som Jesus havde sat dem stævne”.

Det er den store ”Missionsbefalings-”søndag i dag.

Dagen, hvor Jesus konstaterede, at Ham er givet al magten i Himlen og på Jorden.

Dagen, hvor han gav sin befaling: Gå – med den hensigt at gøre alverdens folk til disciple:
Ved dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Og ved oplæring i Jesu befalinger.

Og Han gav os sit løfte:
At han vil være med sine disciple alle sine dage.

Og den vigtigste pointe i befalingen er, at det, at blive discipel – at blive en elev, der går i Jesu fodspor – er ligesom vi gjorde det sidste mandag – ”På Herrens Mark” ved anden pinsedagsgudstjenesten i Mosede.

Hoveddel:
Konteksten:
Hvad nu hvis Jesus gik hen til et fremmed menneske i dag og spurgte:
”Vil du missionere for mig?”, så ville folk ryste på hovedet og sige – næ, jeg har nok at lave! Hvem er du? Hvorfor skulle jeg det?

Jesus gik hen over FEM bjerge, før han bad andre om at gøre det, som han skulle gøre.

Hen over dale og bjerge.

Han gik hen over Fristelsens bjerg, Bjergprædikenens bjerg, forklarelsens bjerg og Golgata – og bjerget ved Galilæa: Misionsbefalingsbjerget.

Disciplene omtales som de elleve.
Én er faldet fra.
Er de som blomsterblade på en sommer-marguerit, hvor man plukker et blad af – én efter én, og siger ”Elsker mig – elsker mig ikke – elsker mig!”

Vi mærker den bitre erindring fra Langfredag, hvor én faldt fra og én måtte dø, venneløs.

Vi husker påskemorgens glæde, som stadig kæmper sig vej ind i vore vinterfrostne hjerter, hvor solen og de mange lyse timer kæmper for at trænge ind i os og til os, for at varme os og give os håb og glæde. Opstandelsesglæde. Pinseglæde.

Vi er en af de elleve – er vi ikke?

Fulde af fryd over, at det ikke var os, som svigtede, men at en anden tog den byrde fra os.
Vi er en af de elleve.

Vi har også gået over fem bjerge. Lige her. Gennem Greve, gennem landskabet. Været igennem tvivl og tro?

Vi har været alene derude i ødemarken, hvor stemmerne begyndte at tale i os og til os.
Hvor noget i os, ville det, vi vidste ikke ville være godt, og hvor det, som vi ikke ville, blev det, vi gjorde – selvom vi ikke ville.

Hvor mange gange har vi stået og vaklet, mellem det, som ville være at gøre det rigtige, men at det rigtige var noget andet for os.

At noget i os hellere søgte anerkendelse og opmærksomhed frem for at virke i det skjulte. At ringe til den, vi ikke kan lide, fordi vi ved, at det opkald ville gøre både os og den anden godt. Men vi gjorde det ikke.

Eventyrrejsen:
Så er vi, som den unge mand, der levede i en ulykkelig dal.
En dag besluttede han sig for at bestige en bjergtinde, og deroppe mødte han en gammel mand. Et møde, der forandrede hans liv for altid.

Lad os gå med.
Til at begynde med indser vi ikke, at vi er vidner til en samtale mellem den unge mand og med et af de mest afbalancerede og succesrige mennesker i verden.

Men gennem samtaler og oplevelser, der foregår oppe på tinder og nede i dale, opnår den unge mand en opsigtsvækkende indsigt.
Langsomt forstår vi, hvorledes vi kan bruge den gamle mands bemærkelsesværdige principper både i gode og i dårlige tider.
Fra da af bliver vi roligere og oplever succes.

Vi går med!

Vi kan være de usynlige medvandrere. Dem som ingen ser.

Vi står sammen med den unge mand nede i dalen og kikker op ad bjerget. Det første bjerg.
Vi ved ikke, at der er fem bjerge foran os.

Vidste vi det, ville vi nok have opgivet vandringen på forhånd. Vandringen, som har bragt os her hen i dag – her i kirken, på bænkene, helt tæt ved døbefonten og Livets træ, som Jesus hængte på, for længe siden, og som blev til det, der er det store Paradisets levende vintræ, hvor vi er grene og han er træet – træet med rødderne ned i Livets Kilde. Og vi står her, og ved ingen ting, men bare står og kikker op ad bjerget – sammen med den unge mand, som er ulykkelig.
Ulykkelig i hverdagen nede i dalen.

Vi ser, at han elsker og længes efter at blive elsket igen.
Men uanset, hvor han kikker hen, kan han ikke finde én at elske, én som vil elske ham og hans arbejde og hans krop og hans tøj og hans skæve smil.

Han kikker op ad bjerget.

Bjerget ligner en stor bulet krop uden hænder og arme.
Som om bjerget er en krop, hvor hovedet har lagt sig bagover og kikker op i himmelen,
og han kan ikke se ansigtet eller hovedet eller arme, som kunne fortælle ham andet, end bare det at slå ud med armene i en gestus, hvor man står med hænderne opad, tomme og skuldre, der løfter sig for at sige: ”Jeg ved det ikke”.

Er der noget, derovre. På den anden side.
Bjergene dækker ham hele vejen rundt, og han kan kun se en lille smule af himlen, dernede fra dalen.

Han var blevet ulykkelig.
Som ung var han lykkelig. Han levede på engene og svømmede i floderne.

Nogle dage var dalen overskyet, og andre dage var den fyldt med sol, men der var en ensartethed over hans daglige rutiner, som han befandt sig godt med.

Da han blev ældre, begyndte han imidlertid at lægge mærke til ting, der var forkerte, oftere end han lagde mærke til, hvad der var rigtigt.

Som tiden gik, blev han mere og mere ulykkelig, uden han vidste rigtigt hvorfor.

Han fik forskellige jobs, men ingen var rigtig, hvad han havde ønsket sig.
På en arbejdsplads, hvor han havde været, kritiserede chefen altid det, han havde gjort forkert, men bemærkede aldrig det, han gjorde rigtigt.

I et andet job var han blot en af så mange ansatte, at det stort set var uden betydning, om han arbejdede hårdt eller i virkeligheden slet ikke lavede noget. Hans bidrag betød ikke rigtigt noget, heller ikke for ham selv.

På et tidspunkt havde han fundet det helt rigtige job. Han følte sig værdsat, han havde dygtige kollegaer og var stolt over det produkt, firmaet lavede. Han arbejdede sig op og blev leder af en mindre afdeling.
Desværre følte han sig ikke sikker i ansættelsen.
Hans privatliv var ikke bedre. Den ene skuffelse efter den anden.

Han syntes ikke hans venner forstod ham, og hans familie sagde: ”Det er blot en overgang i dit liv, du skal igennem”.

Den unge mand spekulerede på, om han ville få det bedre et andet sted.

Indimellem stod den unge mand på engen og betragtede de majestætiske tinder på bjergryggen, der tårnede sig op over dalen.

Han drømte, han stod på den nærmeste bjergtinde.

For en stund følte han sig bedre tilpas.

Men jo mere han sammenlignede tinden med sin dal, jo dårligere fik han det.

Han snakkede med sine forældre og venner om at tage op på tinden. Men de talte kun om, hvor besværligt turen ville blive, og hvor godt de i øvrigt havde det i dalen.

De prøvede alle at tale ham fra at rejse til et sted, hvor de aldrig selv havde været.

Den unge mand elskede sine forældre og vidste godt, at de havde ret i noget af det, de sagde. Men han vidste også, at han selv var en anden type end sin far og mor.

Somme tider følte han, der måtte være en anden måde at leve på, end man gjorde i dalen, og den ville han gerne opleve. Måske kunne han fra toppen få et bedre perspektiv på verden.

Men så begyndte han at tvivle, og frygten for det ukendte trængte sig på. Han besluttede sig for at blive, hvor han var.

Men en dag tænkte han tilbage på sin tidlige ungdom, og det gik op for ham, hvor meget han havde forandret sig. Han var ikke længere i balance med sig selv.

Han vidste ikke, hvad der fik ham til at skifte mening, men pludselig besluttede han sig for at tage op på bjergtinden.

 

Han gik af sted, og jo højere op, han kom, jo gladere blev ham. Han mærkede en lykkefølelse i sig, og han gik og kravlede hele dagen, for at komme op til tinden inden det blev mørkt, men inden han nåede tinden gik solen ned, og nattemørket kom og overaskede ham.

”Jeg nåede det ikke”, tænkte han, og i det samme spurgte en stemme tæt på ham: ”Nåede hvad?”

Han snurrede rundt og så en gammel mand nogle få meter fra sig.
Han blev forlegen over, at han ikke havde set den anden mand, og sagde ærgerligt, at han ikke nåede at se solnedgangen.

Den anden mand sagde, at dén følelse kendte han godt.

Han virkede så afbalanceret og rar.

Den gamle mand spurgte: ”Hvad synes du så om udsigten nu?”

”Hvilken udsigt?”, spurgte den unge mand. Han kunne ikke se noget i mørket.
Han fornemmede, at den gamle mand lænede sig tilbage og kikkede op i himlen, og han gjorde det samme:
Og nu så han op og så myriader af blinkende stjerner.

”Det er smukt, ikke”, sagde den gamle mand.
”Jo”, svarede den unge mand forbløffet, mens han mere afslappet blot betragtede stjernerne. ”De var der hele tiden, ikke?”

Jesu vandring på de fem bjerge:
Vi ved ikke, hvad Jesus lavede, fra han var 0 til han var 14 år og igen frem til han blev ca.30 år.

Kendte han nogen i Jerusalem, siden han kunne sige til disciplene – dengang, de endnu var tolv, at de skulle se efter en mand, som gik rundt med en vandkrukke på hovedet?
Det var kun Essærne, som syntes, at det var ok, at mænd hentede vand og gik rundt med krukker på hovedet.
Havde Jesus været dér, i sine unge år, så han vidste, at hvis disciplene fandt en vandbærer, som var mand, så ville han komme hen og fejre påske med venner, han kendte, og som ville lukke ham og hans nye venner ind!

Det ved vi ikke noget om.

Men vandringen med Jesus går gennem dagligdagen, med alle valgene, med drømmene. Den fører os ud i ørkenen for at afklare os, så vi bestemmer os for at følge Jesus og sig nej tak til djævelen, til fristelsen for at miste vores liv, når vi allermest føler, at vi har gang i det.

Vi går med op på bjergprædikens bjerg for at høre, hvordan vi bør leve vort liv med hinanden – og forstår, at det er dem, vi ikke regner for noget, som Gud regner med, og dem, som nærmest kan få tilværelsen til at regne med overflod – dem bliver det ikke til noget med. De er udvandede, men endnu ikke blødgjorte.

VI går blødgjorte videre. Sagtmodige. Længes efter at gå med op på Forklarelsens bjerg, hvor vi får lov til at se Jesus, Elias, Moses, og forstå, hvem de er. Se, hvor herlige de er. Og vi ønsker at blive der og bygge hytter. Bjergkongeboliger, blive bjergkongevenner, med adgang til ”Fame of Hall”, at være de berømtes ven – og have dem for os selv.

Men hvad skulle vi med Moses og Elias og Jesus helt alene?

Der ville nok komme en tid, hvor vi almindelige mennesker ville blive træt af alt deres lys – for vi vil så gerne selv komme til. Stå i stjerneskæret, i solopgangslyset.

Vi kastes ned, glider ned.
der er ingen ting, som varer ved,
når vi holder fast i de korte glimt
af uendelighed.

Vi kommer med ned i tårernes dal.
Der, hvor håbløsheden får os til at svigte og vende hinanden ryggen.

Hvordan kommer vi frem til Golgata uden at miste alt?

At stå, som Simon Peter – hver især en klippe, der ikke kan rokkes – mere end indtil hanen galer og vi ikke tør elske med kun tør svigte.

”Elsker du mig?” spørger en stemme, som kan få os til at lægge hovedet bagover og se op i stjernerne.

Han var:
Et menneske i balance.
Et menneske, som er Gud og mand.
Et menneske, som ler, bedst, hvor alt håb er ude.
Et menneske på et kors på Golgata, på verdens tinde.

Det sidste bjerg kommer efter det bjerg, hvor der ikke er flere bjerge tilbage at kunne se frem til.

Det sidste bjerg kommer efter påskemorgen, hvor vandringsmændene på vej til Emmaus møder en mand, som slår følge.

”Ved du ikke, hvad der er sket i Jerusalem?” svarede de til manden, der spurgte, hvorfor de var nedtrykte.

”Vi havde håbet, at han var blevet vores konge, men han blev til en død konge, og nu er der nogle kvinder, som har forfærdet os og sagt, at de har mødt ham, som døde”.

Hjerter i brand.

At ham, som vi har brug for, bliver væk, og vi må klare os selv…

Ind til pinse.

Til håbet og ilden og stormen, som kommer og puster til os, så vi hvirvler videre, ud på den ukendte vej, som vi begiver os ud på, når vi endeligt – af et helt hjerte siger ”JA!”, til Ham. Til at følge ham og gøre ligesom ham.

Når vi er gennemvædede nok af blod og vand, til at træde ud af bitterheden og vreden og til at opdage, at vore fødder er begyndt at gå af sig selv, op ad det sidste bjerg, før vi møder vores skaber.

Den vandring, hvor hjertet trækker os af sted og hjernen bliver en blød og fjern planet i vores indre solsystem.

SÅ møder vi Jesus dér, på bjerget i Galilæa.

SÅ kan vi høre, hvad det er, han siger til os, når han siger, at vi skal gå ud i verden og gøre alle folkeslagene til Jesu disciple, idet vi døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet vi lærer dem at holde alt det, som han har befalet os. Og se!
Han er med os alle dage indtil verdens ende.«

Over bjerge, dybe dale.

O Jesus.
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
til at leve, hvor døden har mistet sin brod,
der, hvor glasset ej rinder med gråd eller sand!

Du slår over dybet din gyngende bro,
Gudbroder, du har nyfødt os i den hellige dåb,
du rolige kilde for kræfternes elv!

O, smelt du vort hjerte ved højaltrets bånd.
Du kærligheds Ånd!

Amen!

2014-06-15 Johanneskirken i Greve
ved pastor Marlene Evensen

(inspiration af og ran fra ”Tinder og dale” af Spencer Johnson).