Om fjendekærlighed – om at elske sin egen værste fjende.

Om at elske sin egen værste fjende.
Prædiken over 4. søndag efter Trinitatis.

– En livsanalyse i tre akter med glidende overgange:
1. Om verdens mennesker
2. Om Flammernes mennesker
3. Om Kærlighedens mennesker.

(Fyrtøjet af H.C. Andersen):
”Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: ét, to! ét, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: “God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!”

“Tak skal du have, din gamle heks!” sagde soldaten.”

Og resten kender I:

Han fik et blåternet forklæde med ned i det gamle træ, så han kunne sætte hundene, der gjorde store øjne, ned på forklædet og han kunne tage så mange penge, han ville.

Han skulle bringe et fyrtøj med op til heksen. Og det gjorde han.
Han var nysgerrig efter, hvad det kunne gøre. Heksen måtte lade livet, og han fandt ud af, efter at have brugt alle sine penge og var venneløs, fordi ingen gad gå de mange trapper op til hans fattige lejlighed, da han havde brugt alle pengene, ja, så fandt han ud af, at fyrtøjet kunne trylle hundene frem, når det passede ham. Og han blev rig igen og magtfuld og kunne gøre, som det passede ham.

Når han slog fyrtøjet sammen, sprang en gnist, og de små stikkende flammer blev til ild med lys lue.

Vi kender det, at vi kan bringe ved til et bål.

Hvor har vi mange metaforer omkring ild og flammer og bål.

Om ilden, der lutrer og ilden, der brænder alt ned.

Om ilden, der er så varm og hed, at vi bruger den på billeder om kærlighed.

Flammerne stikker og brænder os.
Ilden, de bor på, er brandens inderste kerne.
Gnisten er kun en begyndelse.

Vi kommer marcherende hen ad landevejen!
Ét to, tre fire, fem seks..
Vi bærer vores liv på ryggen og vores våben ved siden, klar til kamp – for livet er svært og livet er fuld af farer.
Fuld af brudte familierelationer, fuld af tabte venskaber.
Fuld af vrede over manglende anerkendelse og oprejsninger.
Fuld af skuffelser, nederlag, misforståelser, hvor andre ikke forstod mig, som havde ret til det hele. Hvor de andre fik fortjenesten, lykken, præmien, heldet.

Vi går ud af landevejen.

Flammerne fra hadet stikker os, som en trefork fra Helvedes fyrste, styret af den hånd, som ikke kan være Guds – ja – hvis der overhovedet findes en Gud – kan vi tænke. En retfærdig Gud!

Når først vredens og skuffelsens gnist er sprunget ud af vore hænder – er den ude af vore hænder!

Den bliver til en ukontrollerbar ild, som vokser foran os, fylder hele vores horisont, forhindrer os i at kommer forbi og videre.

Vi står fast foran bålet – og ender med at stå i selve bålet med begge ben, vi ikke kan flytte mens ilden breder sig. For ilden breder sig, så længe vi bærer nyt ved til bålet, uden at bevæge os.
Og det gør vi hver dag!

Hver gang, at vi ikke vil tilgive.
Hver gang, vreden styrer vores liv.

Hver gang, vi går forbi chancen for at hjælpe andre, uanset om vi holder af dem eller ej.

Hver gang vi fortrænger de ting, som har skåret i vore hjerter, og har sat os ned foran fjernsynet med en flad on going video af en pejseild, som knitrer og får os til at hygge os, fordi det minder os om ungdommens spejderild med guitarsang og ristede skumfiduser eller pølsebrød. Sankt Hansaftenernes blussende bål, hvor vi skævede til ham eller hende, som så så lokkende ud i skæret fra ilden og vi var unge.

Ilden stikker til os.
Flammerne er mange.

(DDS 285 vers 1):
”Ilden er et himmelsus i den tredje time,
der lyder sært for hver især,
vindklokker der gir sig til at kime
med Helligånden – ganske nær.
I guldskær daler Himlens due
på pinsemorgens grønne vind,
og Åndens ild i purpurlue
igennembrænder vore sind!”

Ilden er pinsens tid.
Ilden er Helligånden, som daler ned over os eller rammer os som en blæst.
Godt at ilden ikke venter til den ellevte eller kommer i den tolvte time.

Vi er på vej ud af en vej.
Uanset om vi ved et eller ej.
Vi ser os sjældent tilbage.
Vi bærer vores liv på ryggen og kæmper os frem for at blive mætte af dage.

Vi har vel alle drømmen om at overvinde heksen og få fat i de ting, som giver os et langt og lykkeligt liv.

Men vi var trælle i Ægypten, en del af det menneskelige fællesskab, som vi alle består af, som var trælle i en fjern fortid. Som er en del af vor kristne historie – en frelseshistorie.
En historie, som ikke bare er et eventyr, hvor det går godt for soldaten, som udraderer alt det, som kommer ham i vejen for sin lykke og bare tager den prinsesse, han vil have uden at vinde hende først.

Et eventyr, hvor han ikke lærer andet om sig selv end hans snarlige evne til at være heldig og udnytte sit held til sin egen fordel.

En ”Lykke Per”, som drager ud i verden for at opnå mest muligt på nemmeste måde. (Henrik Pontoppidan).

Sådan går det, når vi betragter verden som et lukket system.
Hvor alt er indeholdt i den boble, vi kalder for virkeligheden.
Hvor verden er styret af vores egen hånd og ikke en fjern, metaforisk Gud, som vi ikke kan forholde os til eller genkende i det hus, vi selv har bygget,
i den kæreste, vi selv har valgt og skabt et liv sammen med,
i det arbejde, som vi har kæmpet os frem til.

Hver gang, vi er lige ved at snuble ind i Guds verden, vender vi om. Går en anden vej.
Lukker øjnene.
Lukker ørene.
Putter fortidens trældom ned i bunden af vores krop, og lader den langsomt fylde os op med minder om sorger og nederlag. Brudte relationer, alle de gange, hvor vi ikke rakte hånden ud, fordi vi var stolte, sårede, krænkede, afviste.

Så stikker ildens flammer!

Den stikker i hjertet.
Den stikker under fødderne, som med alderen bliver fyldt med ligtorne og brændende hård hud, så vi får svært ved at gå.
I hænderne, som farer tilbage som vingeskudte fugle og som ikke kan holde på noget, når hænderne er slået ud i en afværgende bevægelse i stedet for at række ud for at give og modtage.

Så står vi i bålet – og det er det livet gør ved os.

Uanset, om vi er en Lykke Per, som det er lykkedes for, eller om vi er fortabte og forsmåede.

Og livet bliver ved med at trække os rundt til vi har mistet overblikket og må reagere.

Når vi giver op og vi giver pokker i Helvedes flammer, som er i færd med at få has på os.

Når vi pludselig en dag kan stå midt i flammerne og se på det hele udefra – mens det brænder om ørene på os, smerter uudholdeligt og vi erkender, at vi ikke kan flygte fra smerten – ligesom en fødende kvinde.

Vi får nogle øjeblikkes glimt af at befinde os i en anden verden.
At vi kan stå i vores smerte og føle en ro inden i.
Som om at tiden står stille, og at vi er kommet ombord på et rumskib, hvor vi er bragt ud af tid og sted.
At alt mister den betydning, som vi plejer at give det, og vi får et ejendommelige overskud til – midt i håbløsheden, at føle håb.
At noget vækkes i os, som får bragt hjertet til live igen, og vi mærker det slå ganske tæt på os selv – i os selv. Lige midt i kroppen.
Så ændrer ilden karakter:

Den, der før var vores fjende, er nu en varm og transparent ild, som er fuld af flammer.
Midt i flammerne ser vi et lys.
Et lys, vi ikke så før.

Et lys, som er tændt i et vindue, vi plejede at gå forbi, men som nu byder os velkommen.
Et lys i et hjem, vi får lyst til at gå ind i. Kaldet ind i.
Et lys i det hjem, som er fuld af de levende mennesker, som var vore brudte familierelationer og tabte venskaber.

Et hjem, hvor den vrede over manglende anerkendelse og oprejsninger, skuffelser, nederlag, misforståelser, hvor andre ikke forstod os – har fået ansigter, vi kan tale med.

Hvor fortjenesten, lykken, præmien, heldet bliver vores, i det hellige øjeblik, hvor alt er stille omkring os, så vi kan komme til besindelse og gispe Ånden ind og lade flammerne rense os og give os kræfter til at bytte vreden ud med de handlinger, som Jesus har gjort for os, og som vi skal gøre med og for hinanden.

What would Jesus do?
Hvad ville Jesus gøre i denne situation?

 

Det kunne vi jo gå og spørge os selv den kommen uge!

Han dømmer ikke. Han ønsker ikke at bringe nogen til at snuble eller falde.

Er de gange, hvor vi har gjort godt mod dem, vi ikke brød os om, ikke de gange, som har gjort os selv mest godt.
Jo større, vi har kunnet skubbe os selv af vejen og lade andre komme til, var det ikke er, vi følte størst glæde, ydmyghed, stolthed, vished.
Vished om, at dette er den bedste vej at gå.
Syngende og dansende på lette føder. Med hænderne vendt opad mod Guds Himmel. Med en frihed i hjertet, med et hjerte i brand, lutret.

Hvor vi lader vores overskud drysse ud over vore hænder.
Hvor vi husker, at vi selv har været trælle af vreden og angsten og sulten – men er sat fri!
Hvor ingen af os lever for sig selv, eller kommer til at dø for sig selv, fordi vi har en Herre, som er kommet til os og har fortalt, at han har gået gennem døden for os, for at vi skal leve og lære af det kærlighedsfællesskab, som han består af, og som vi er skabt til at være med i – alle sammen.

Som vi står der på vejen begynder det at regne.
Det begynder med enkelte dråber og snart breder det sig til et skybrud ud over hele kloden.

Vi bliver dyngvåde.
Håret bliver tungt og vådt og tøjet klistrer sig ind til kroppen på os.
ALLE bliver våde.
Alle husene er væk og vi står i Guds skabte natur.
Alle står vi ude på veje gennem forskellige skove og strande og landskaber og bakker og bjerge og dale.
Alt er frodigt og grønt omkring os.
Alt får farve af regnen.
Farverne kommer tydeligere og tydeligere frem og blomsterne folder sig ud og begynder at drikke af regnen og vippe, når dråberne rammer blomsterbladene og stænglerne og træerne. Kulden fra regnen får os til at spærre øjnene og ørene op og mærke vore kroppe.

Vi bliver levende.

Nu gør det ikke så meget mere, at vi var små og bange og vrede børn lige før.

Vi har fået overskud til at hjælpe og støtte og se på, om vreden var vreden værd. Vi får lyst til at være sammen med alle sammen, som i dette lys er smukke, sande og gode.

Så lyder en stemme, en stemme, som giver en ordre, et bud, et valg:

”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen”.