Klippevild

Du er min klippe
min klippe og min livsgrund.
Du er den, der aldrig driller
eller får mit liv til at blund’.

Jeg ser østers, havvand,
skumsprøjt på min vej.
Men jeg ved at du evigt og altid elsker mig
og ikk’ ser den gale vej.

Du hugger mig ud af din klippe
og får det til at sviml’.
Du stykker mig ned i sandet
og løfter mig op til den 7. himmel.

Jeg er din uanset krop og hudfarve.
du har skabt verden og mig så gigantisk stor
at jeg ikke kan trække vejret udn’ dine store Ord.

Jeg træder vande og prøver på at fjerne alt det
som får mig til at mist’ forstanden.
Du’ den største klippe i mit univers
og du er den, der ligger bunden til sjælegrunden.

Jeg er skabt af det, der ligger og ruller på strandbunden
og nu’ du rykket op over det himmelblå i horisontzonen.
Jeg vil ha dig lige her hvor ingen kommer imellem.
Du er den der var og er
og du skal være min klippe uanset tidszonen.

Jeg gir ikke op
og selvom jeg ikke ka ud’n dig
er det dig der gir mig kræfter på den sorte dag
hvor liver banker ud og der ikk’ er mer tilbag’.

Kom og giv mig liv
kom og giv mig alt det
jeg ikk ka selv
Kom, når mit liv er helt og fuldstændigt på 180 speed
og helt på hæld.

Kom og vær min Frelser
kom, når ingen andre ser mig vild
og mørkets fyrste hamrer på min rude og vil ind
i det sind, som splintrer, splintrer
i gode og onde spil.

Du og jeg.
Du og jeg.
Du tænder en ild inde i mig.
En klippeild og gør mig
urtidsvild.
Frelser mild.

Digt af Marlene Evensen