Banke banke på!

Om enken og dommeren
(Luk 18,1-8, til den 9. søndag efter Trinitatis).

Prædiken: Om udholdenhed i bøn

Del 1:

(Jeg banker på Guds usynlige dør):
Banke, banke på!
Hallo Gud. Er du der?

(Intet svar)

Hallo….?
Hallo Gud. Jeg ku godt tænke mig noget fred!

Hallo..?

(Jeg går lidt rundt i rummet og kikker efter Gud).

(Går hen igen og banker på Guds dør):

(Lidt kraftigere i stemmen): Hallo!!!!

Er der nogen, som har set Ham?

Hvor er Han henne, lige når man har brug for Ham?

(Thomas Helmigs sang, mens jeg vifter med stive arme ned langs siden): Det er mig, der står herude og banker på!!!

Hallo! Jeg vil gerne have noget fred ned i Palæstina og Mellemøsten og Israel og Ukraine og Afrika og Korea og der hjemme.

(pause, mens jeg tænker over, hvad JEG har brug for, mere end verdensfreden. Grimasser. Ser på menigheden. Klør mig på maven. Kikker på menigheden, ser dem, nærværende).

(Fortæller, hvad jeg gerne vil have der hjemme):

Jeg har simpelthen så supertravlt fortiden.
Jeg ku godt tænke mig, at Gud gav mig noget mere tid, så jeg kan slappe lidt mere af.

Jeg har alt for meget arbejde.
Jeg kan ikke nå at lege og komme til stranden, når solen skinner, og jeg har ikke tid til at se alle mine venner.

Det kunne være så fedt, hvis jeg ikke behøvede at arbejde så meget, og at Gud bare gav mig alt det, som han har lovet mig, når jeg beder Fadervor.

Det ville være meget nemmere!

Hvad blev der af alt den der Manna fra himlen og dugdråber, som man bare kunne spise og drikke af.

Det var da bare så nemt!

Jeg kender da masser, som jeg kunne sidde og bede sammen med, og så får man det – men jeg har bare aldrig tid til at sidde og bede med mine venner, fordi jeg skal arbejde så meget hele tiden og have så travlt!

Det kunne jeg godt tænke mig at få lavet om på.

Himmerig nu!

Ikke mere arbejde.

Bare en masse englesang og perfekte legemer, som ikke er for store eller for små, og hvor man ikke skal tænke over, at man har så travlt!

(Råber til Gud):

HALLO GUD – ER DU DER?

Jeg ku godt tænke mig, at jeg var af med min gæld og at jeg kunne have en masse penge, så jeg bare kan købe, hvad jeg har lyst til.

At jeg aldrig mere føler mig som ”Palle alene i verden”, og at jeg bare har en masse venner, som synes jeg er sej og klog og smart og alletiders!

Jeg ku godt tænke mig et større hus og have med en landskabsarkitektsgartner, som går rundt hele tiden og gør min have smuk og grøn og anderledes og fantastisk.

Og ku du ikke lige fikse min datter, så hun ikke er så depressiv mere.

Det slår mig helt ud, at hun er så syg hele tiden.

Og så skal folk respektere mig, fordi jeg er så fantastisk.

(Pause)

Ih, hvor er det bare irriterende, at han ikke lukker op og hører, hvad jeg siger!

(Jeg går rundt om pillerne, så jeg er væk fra menighedens synsfelt et øjeblik. Og kommer ind fra den anden side. Nu er jeg en anden person. Blød. Ydmyg. ægte):

Bare jeg vidste, hvor Gud var, så jeg kunne spørge ham om noget.

Jeg vil så gerne have mere fred i mit liv.

Måske er det min skyld, at verden er fuld af så meget ufred?

Jeg har bare så svært ved at bede om forladelse.

Sige undskyld.

Jeg har så meget vrede i mig, som dræner mig for energi, så jeg får ikke sagt undskyld og ændret på de forhold, som jeg går og er ked af.

Jeg kan ikke finde ud af, hvor Gud er, og hvordan jeg kan bede ham om at hjælpe mig.

Jeg plejer at græde mest af selvmedlidenhed. Det har jeg lige opdaget.
Jeg græder sjældent af ægte anger.

Jeg er ikke særligt stolt af mig selv.

(Kikker på menigheden. Går for prædikestolen. Nu oplæst prædiken):

Kvinden står og banker på hos den høje dommer.

Det gælder om at være udholdende i bøn! 

Del 2:

Temaet i teksten handler om:
En formaning om at være udholdende i bøn.
En evne, som vi vel egentlig er ganske gode til og som falder os naturligt:

”Bare jeg lige kan nå over for grønt, inden lyssignalet skifter til rødt”

”Hvis bare ferien kunne vare lidt længere”

”Hvis bare butikkerne fjernede slikket og de søde sager fra galopbanen hen mod kassen, og placerede grøntsagerne og frugterne der i stedet for, så jeg kunne stå – lige som i Paradis med min stridsvogn og hylende unger, og få lyst til at gnaske på gulerodsstænger og de eksotiske frugter i stedet for at skovle alt det med hjem, som ungerne plager om på den sidste kilometer af bjergetapen, før mål, hvor jeg ikke har mere modstandskraft mod ulvetimer og luksusfæller og hvor lillehjernen vinder over storehjernen, der passivt ser til, mens både børn og jeg selv lægger alt det ned i vognen, som vi bare ikke har brug for, når vi nu så gerne vil være sunde og slanke og perfekte”

Vi er fulde af bøn hver dag.

Om de små og de store ting i vores liv.

Om det, vi er taknemmelige for, når det går godt, og det, som vi trygler en barsk og uretfærdig dommerinstans over vores liv om, når livet er kommet så tæt på, at vi ikke magter selv at fixe det og er ved at miste det.

Det er sjældent, at vi oplever evnen til at resignere over vores livs betingelser, som det lille barn, der havde tabt sin dukke, mens hun gik over vejen og ikke kunne finde den, da hun gik tilbage, siger til sin mor:
”Jeg vil gå ind på mit værelse og bede Gud om at give mig min dukke tilbage!”
Og da hun lidt efter kommer ud, spørger moderen så frygtsomt, om hvordan det gik med at bede, og ungen svarer, at ”Gud sagde Nej!”

Så er vi pludseligt placeret foran en dør, som vi ikke kan komme igennem.

Vi kan råbe og skrige, og trygle og bede. Men døren åbner sig ikke og der er ingen, som åbner den op for os.

Sådan kan det føles.

Er det det, som er lærdommen i dagens tekst?

At det er med Gud, som det er med alle dem, vi gerne vil have noget af – kærlighed, opmærksomhed, penge, tryghed, mad, oplevelser, midler, som kan fjerne vores følelse af at bære på noget u-udholdeligt, når hverdagen er for grå eller vi bærer på det, som ikke kan gå.

Når vi ikke vil resignere over for et ”Nej” til det, som vi gerne vil have.

Den lille pige accepterede et ”Nej”

Der skal noget til!

Det er da sjovere at stå foran en åben eventyrdør, hvor man kan komme ind i et land, hvor man kan blive prins eller prinsesse og opleve en masse ting!

Det er ikke spor sjovt at stå at banke på en dør, som ikke bliver åbnet og som forbliver tavs.

Hvordan får vi Gud til at sige Ja?

Skal vi kæmpe mod det usynlige i mørket, før vi vinder Guds velsignelse, eller er det nok at bede, som Jesus har lært os, hvor Gud har lovet os, at vi får det, som vi beder om i Jesu navn, når vi er mere end to eller tre forsamlet?

I en af de tekster, som også hører til på søndag får vi også at vide, at

Bøn er Guds sted i hjertet.

AT vedblive med at bede om noget, som man har bedt om en gang, er en form for gerningsretfærdighed, hvor man tror, at man får noget ved at blive ved med at bede om det.

Hvor må Gud høre på meget, og hans mennesker ser ikke, at han allerede har givet dem det, som de beder om.

Han har lært os at bede Fadervor.

Enken kom for at få sin ret.
det er dommeren, som er the bad Guy. Den, der har nok i sig selv og vil bestemme over verden.

Vi har fået en nådegave, som består af en ånd med kraft og kærlighed og besindighed, også når vi ikke ved, hvor den næste skål mad kommer fra, og vi i vores sult får overskud til at dele med andre. Troen – den har vi fået givet, den kan vi ikke gøre os fortjent til men bede om at huske. Amen!