Den åbne himmel over Jakobs himmelstige

I skal se himlen åben – Ja det må vi så sandelig sige vi oplever i disse uger.
Regnen sigler ned – og mange glade Facebookere går meget op i at kommentere, om det nu skal hedde ”NOAS ARK” eller ”NOAS BÅD”, i en ny bibeloversættelse.

Verden er ligesom af lave, og der er vel en eller to, som er kommet for tidligt her til morgen, nu da vintertiden er en realitet – og måske endda ligefrem omdøbt til ”Regntiden”?

Hvad de gamle synoptikere beskrev som: ”Guds rige er kommet nær”, bliver i dagens evangelietekst hos Johannes til denne åbne himmel, som vi skal se, opleve, høre, smage, sanse, leve og være i.

Her, i Boholte har I mulighed for at tænke over det – hver gang I er i kirke og befinder jer herinde i kirkerummet.
I kan se bag alteret den mægtige manifestation af Jakobsstigen udført af både en jødisk og en kristent-tænkende kunster. Som en sammentænkning af både det gamle og det ny testamente.
Jakob, der sov som en sten med en sten som hovedpude og drømte om åbningen af himlen, hvor Guds engle steg op og ned, erkendte, at det sted var et helligt sted, han befandt sig på.

Johannes, som fortæller om Jesus, dengang han kaldte de første disciple, og blev anerkendt for den, han var – Guds Lam – det Guds Lam, som vi synger om i nadversalmen: ”O du Guds Lam, som bar alverdens synder, tak fordi du forbarmer dig, giver os fred og liv”!

Går englene op og ned på himmelstiger for dig?
Har du drømme, hvor du erkender, at Gud er til, og at du er en del af det, han har skabt og kalder dig til at være med til – det med at arbejde på hans store plan, som handler om liv og fred og gratis nåde for alle mennesker? En kaldelse, som får nogle til at tage livtag med Gud, for at få hans velsignelse, eller for andre blot en inderlig glæde i hjertet, fordi det ikke længere er nødvendigt at kæmpe, når Gud er fundet i hjertet.

Hvilken salig erkendelse at leve på; at Gud har kendt mig fra før moders liv, som vi hører om det et andet sted i bibelen, i salme 139, hvor vi får at vide, at vi er kendt fuldt ud – altså at Gud sagt i nutidssprog – kender os, som vi er som mennesker – som mennesker, der har vores egen frie vilje til at erkende ham i små bidder af gangen, så vi kan rumme det store i det små, og en dag rumme, at Gud er alt i os og vi er helt i ham.

Dagens tekster lægger op til en poetisk, sanselig tolkning.
Den gammeltestamentlige tekst handler om Jakob, som sanser Gud i drømmeverdenen, hvor hjertet får plads til at erkende og åbne sig, hvor hjernen med alle dens tanker og forbehold ikke får fokus eller magten over kroppens intelligens.

Dem, der valgte den en nytestamentlige tekst, som skulle bringe liv og oplysning til os gennem søndagens tekster sammen med Jakobs drøm og Paulus’ formaning om, at vi tilhører et menneskeligt og åndeligt fællesskab, hvor der er brug for alle med alt det, som Gud har lagt i hver af os, valgte Johannesevangeliet med dens snørklede ord, som bringer os ind i en meditativ forundring, hvor hjernen må give op med at forstå, kollapse – slippe alle dogmatiske kunstgreb, og lukke sluserne op for de sprækker, som opstår, når vi giver slip på tekstens semantiske rundture af fremmedartede bogstaver, og vi griber indholdet med hjertet.

Jeg vil derfor invitere jer med ud på en drømmerejse. En fantasirejse, hvor kroppen er med som et sansende instrument, som det afsætningsorgan, hvor vi lader muligheden for at modtage en drøm om vores eget liv med Gud og hinanden stå åben.
En drømmestemning, som kan danne afsæt for en erkendelse af Gud, som er erfaringsbaseret i stedet for tænkt og gennem-analyseret, som de fleste vel gør det i hverdagen.

Sæt dig godt tilrette på kirkestolen.
Kik dig et øjeblik omkring og se, hvem du sidder ved siden af, hvem du er på rejse med.

Kik så et øjeblik op på altertavlevæggen, og lad øjnene vandre rundt, som de vil, og se, om der er steder, du har lyst til at kikke længere tid på end andre steder.

Nu kan du lukke øjnene og tage synsindtrykkene med dig ind i din bevidsthed eller du kan vælge blot at sidde med øjnene åbne med et hvilende blik.

Træk vejret roligt og dybt ind og ud et par gange, og begynd at rette din opmærksomhed indad, og vi er klar til at tage af sted på en lille rejse under Guds store åbne himmel.

Vi har gået langt, og vi er trætte.
Vi er drevet af en længsel, som har ført os ud i en ørken, langt hjemmefra.

Natten har overrumplet os, og vi må lægge os til at sove på jorden. Vi er udmattede og der er kun nogle få sten, som kan bringe os læ, mens vi ligger derude i det øde landskab, hvor vindende kan blæse op på få sekunder og true vores liv med kulde og storme.

Vi ligger på jorden og mærker hvordan vi langsomt bliver tungere og tungere, mens vi overgiver os til søvnen, og vi mærker, at vi kan holde varmen og kan slappe mere og mere af for hver udånding vi gør.

Mens søvnen begynder at indfinde sig, sanser vi nærmest kun umærkeligt, at det er som om, at der kommer en skikkelse gående gennem ørkenen imod os – og vi er rolige og slet ikke bange.

Det er som om, at det er en, vi kender og har kendt fra langt tilbage i vores liv.

Der kommer et særligt lys over natten. Et særligt stjerneskær over os, hvor himlen er mørkeblå og fyldt med funklende stjerner. Det er nærmest magisk og jorden føles levende og varm under os.

Da skikkelsen kommer nærmere ser vi, at det er som om, at den bringer dagens lys med sig fra horisonten. Han trækker lyset med sig, der hvor han kommer frem. Det er som om, at vi ser to verdener på en gang, hvor lyset møder nattemørket, som glider væk fra himmelen – fra lyset omkring skikkelsen, som den trækker med sig over himlen.

Vi opdager, at der står en anden mand mellem os og skikkelsen.
Skikkelsen går hen til manden og passerer forbi ham.

Der er helt stille, men vi kan alligevel fornemme, at manden siger noget, siger eftertænksomt til sig selv: ”Se det Guds Lam!”

Det er noget underligt noget at sige, og vi mærker, at vi bliver nysgerrige efter at finde ud af, hvem den mand er, som manden mellem skikkelsen og os tiltalte, da han gik forbi ham.

Vi lister efter ham, så stille, vi kan være, for ikke at blive opdaget.

Vi holder næsten vejret, for ikke at blive hørt, og vi mærker hvordan det at holde vejret og være bange for at blive set, får hjertet til at banke voldsomt i vores bryst.

Da manden mærker, at vi følger efter ham, vender han sig om, og han ser lige på os, og det er som om, at vores hjerte står stille og banker heftigt på en gang.

Han spørger, ”Hvad vil I?”, og vi ved ikke, hvad vi skal svare, og føler os bare afslørede og skamfulde over, at han har opdaget, at vi fulgte efter ham.

Vi mærker, at vi er naglet til stedet uden at kunne røre os. Vi vil gerne både løbe vores vej og blive, for at finde ud af, hvad det er for en vej han går, og hvad han er for en.

Vi prøver på at få bragt os ud af denne frygtelige kattepine-stemning, og prøver på at sige et eller andet helt dagligdags, for at få stemningen til at lette trykket inde i os og mellem os og manden.
Vi plumper ud med: ”Hvor bor du?”, og mærker rødmen brede sig som brændende ild over vore ansigter og langt ned af halsen på os og mærker, at vore ører bliver ildrøde og varme, ved dette simple spørgsmål.

Han ser smilende på os, som om han kender hver eneste tanke i os, hele vores liv, alt det, vi er og føler. Det, som vi prøver på at være og det, som vi så gerne ville være, det som er os, som føles godt og kendt, skjult eller delt med hinanden

Han siger: ”Kom med og se!”

Vi taber øjne og munde, og prøver på at lade som om, at vi ikke gjorde det.

Og vi kan slet ikke lade være med at gå. Vi føler os i et fællesskab, hvor der er rart at være. Vi går i samlet flok, og undervejs, mens vi går, møder vi venner og slægtninge, som vi vinker med ind i gruppen, som vokser og vokser, mens vi går af sted.

Det er dejligt at føle sig som en gruppe. Dejligt at føle, at ham, som går forrest har inviteret os med hjem, og at han kan se, hvem vi er inden i og at han har lyst til at have os med.

Han spreder lys, hvor han går, og det er dejligt at gå i lyset, som er blødt og varmt og dufter af sol og gode dage.

Han byder os på mad og drikke og et sted at sidde, da vi er kommet hjem til ham.

Natten er ved at falde på uden for, og vi sidder i det bløde skær fra lyset fra hans ansigt, som lyser hele huset op.

Han fortæller om en mand, som engang havde en drøm, hvor han så himlen lukke sig op og at der gled en stige ned fra himlen, og at der var i tusindvis af lysende engle – lige som stjerner, der vandrede op og ned af stigen – og han fortæller så dejlig, at vi mærker, at det er som om, vi også har haft den drøm eller kender følelsen af denne drøm.

Han siger:

”I skal få større ting at se end det.« »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen – og det er mig, som sidder her foran jer og fortæller jer det, som er Menneskesønnen!«

Vi sidder stille og lytter, og mærker hvordan det føles som om, at vi alle er en del at det samme hjerte, som havde trukket os tæt til denne mand, som vi havde fulgt efter, og vi mærker, at det føles godt, at han kan se hver enkelt af os lige ind i hjertet, og at hjertet ikke lukker sig i frygt for at blive set, men lukker sig op, fordi vi netop bliver set, som dem vi er, små menneskesønner og menneskedøtre sammen med den Menneskesøn, som gør os til et fællesskab i en levende krop med levende hjerter.

Den nat er lang nok til masser af fortællinger om vore liv og veje, som har ført os ud i ørkenen, i ensomheden, og om mødet med Ham, som viste os, at vi er på vej sammen, mod samme mål, med hver vore liv indflettet i hinanden under en åben himmel sammen med vor Skaber i Menneskesønnens skikkelse og Åndens livgivende nærvær.

Da dagen gryer uden for huset, ser vi, at alt bliver gennemsigtigt omkring os.
Vi mærker varmen fra Menneskesønnen, som bliver i os, og vi mærker, at vi har været afsted på en drøm, som føles lige så virkelig, som den verden, vi plejer at leve i.

Vi ånder ind, og begynder at mærke vore kroppe. At vi stadig sidder her på kirkestolene.
Og mens vi ånder ud, kan vi mærke, at vi om lidt kan begynde at åbne øjnene, når vi er helt tilbage i vore kroppe.

Vi kan lade øjnene vandre rundt på altertavlevæggen igen og begynde at se rundt i kirkerummet og vi kan se, at vi stadig er her og sidder ved siden af hinanden.
Vi kan lige strække os lidt og komme helt til stede igen.

Med Jesus er Gud ikke længere en Gud, der bliver i sin himmel, men Gud er den, der gennem Menneskesønnen Jesus rører ved jorden og ved livet. Er os helt nær.
For Jakob var det en drøm, men for disciplene og os skal det blive virkelighed.

Vi kan bare begynde at følge ham, kaldet til discipelskab.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s