Far og Søn – god og ond?

21. søndag efter Trinitatis.
Vi befinder os midt i ”Dommedagsteksternes” tid i kirkeåret.
Vi nærmer os den store dommedagssøndag, som er den sidste søndag i kirkeåret i slutningen af november.

Den tid på året, hvor alt bliver mere og mere mørkt, og fortegner sig i uldne og sammenpressede skygger, der hvor der endnu er lidt lys tilbage til at tegne silhuetter af os og tingene i vor verden.

Det er tiden, hvor vi hver søndag bliver mindet med alvor om, at det at være menneske er en vanskelig affære. At vi hele tiden er dømt til at fejle, og at håbet kan synes at svinde bort, ligesom lyset, der bliver mindre og mindre dag for dag uden for vore vinduer.

Tilfældig vis falder dagens tekster om tårnet, der styrtede ned over uskyldige i Siloa for over to tusind år siden sammen med 25 året for murens fald i Berlin.

Vi kan tænke tilbage på tvillingetårnenes fald i New York, og tænke på menneskers uskyldighed i at dø en meningsløs og voldelig død, for en sag, som ikke bragte større kærlighed mellem mennesker i verden, men rystede verden og bragte talen ind på Theodice-problemet:
Hvor er Gud i det her?
Er Gud en ond og grusom Gud, der lader sine mennesker slå ihjel af hinanden på en meningsløs måde?
Hvorfor lader han mennesker sætte mure mellem hinanden, så familier og venner bliver adskilt på grund af politik frem for at fremme kærligheden i verden?

Er Gud ond – eller tillader han det onde?
Er han både en god og kærlig far som i næste øjeblik skraber med stor og ubarmhjertig hånd hen over jordkloden og feje alle mennesker ned i et fortabelsens hav, hvor ingen finder nåde eller overlevelse.

Mener Gud, som han bliver formidlet gennem bibelens dommedagstekster, at vi får som vi har fortjent – “because we are worth it,” – med den negative betoning af den reklame, som vi normalt forbinder noget logisk og selvretfærdigt med på den gode måde. Er fortjeneste ligefrem proportional med belønning – eller fortjeneste ligefrem proportional med straf – så vi spørger os selv med tvivlens mørke stemme, om hvad jeg dog har gjort, siden jeg skulle blive syg, eller måtte miste min elskede, mit arbejde, osv.?

Se, det er den tankegang Jesus er ude efter i dag, hvor han har hørt en historie så græsselig, at den nemt kunne være kommet på forsiden af ekstrabladet eller BT. De ville have elsket at fortælle historien om en kommunaldirektør, for sådan kan man godt kalde Pilatus, havde taget livet af nogle folk ude fra landet, for sådan nogle er galilæere, og så har han blandet deres blod med blod fra de dyr, de havde ofret i templet, eller de 18 der fik et dårligt konstrueret tårn ned over sig. Hvem har ansvaret for sådan en gang byggesjusk Vi ser forsiderne for os. Og vi ville have elsket at læse dem. Og vi tænker vores. Først tænker vi: Godt det ikke er os og når vi er færdige med det, tænker vi : Hvorfor mon det lige skulle ramme dem Hvad har de gjort Og så havner vi i virkeligheden lige lukt i armene på ordsproget om fædrene der åd sure druer og sønnerne der fik stumpe tænder.

Men Jesus har som sædvanlig gennemskuet os og spørger: Mener I, at de var større syndere end andre, siden det gik dem sådan Nej, det var de ikke, men hvis I ikke alle vender om, skal I omkomme ligesom de!

Så står man dér. Vende om. Jamen hvordan vende om?

Lad os prøve at illustrere dette med en historie:

”Der var engang en mand, der havde en hund han holdt meget af, og som han passede godt. En dag gøede hunden voldsomt og manden, der ellers lige stod og skulle noget andet, forstod, at den ville ham noget, så han vendte om og fulgte han efter hunden, som standsede et sted i baghaven, hvor den gøede så det næsten lød som om den sagde “Grav her, grav her!”

Det gjorde manden og han fandt en stor skat. Og glad var han. Mandens nabo var en rigtig nærigprås og da han så skatten blev han misundelig og ville låne hunden, så den også kunne finde en skat til ham. Det fik han lov til. Han bandt den til et frugttræ i haven og den begyndte straks at gø sit ” grav her, grav her! ” og den nærige nabo gravede som besat. Men han fandt ingen skat. Bare snavsede gamle ting. Så blev han så sur, at han slog hunden ihjel. Hundens ejer græd og vendte om og begravede hunden og plantede et træ på dens grav.

Træet voksede straks og blev meget stort. Manden fældede det og lavede et dejtrug af det til æltning af brød. Men da han slog dejen ned, sprang der guld op af truget. Nu blev den grådige nabo endnu mere misundelig, han tog truget og trillede det hjem, men da han ville slå guld af det, sprang der bare splinter og avner ud af truget. Så huggede den nærige nabo truget i stykker og puttede det i sin oven, så det hele brændte.

Manden med hunden og træet og truget blev bedrøvet, tog asken i en kurv og vendte om og gik hjem. Men vinden kom og blæste asken op i et gammelt vissent træ. Og straks sprang blomster ud, dér hvor asken ramte træet. Folk begyndte nu at kalde ham” manden der får træer til at blomstre”. Den sure nabo ville nu også prøve om han kunne få træerne til at blomstre, for han ville også gerne være berømt. Men det lykkedes ikke. Asken hvirvlede bare rundt, så folk fik den i øjnene og vendte sig bort og gik”.

Her har vi to mænd, der reagerede meget forskelligt på det der skete dem. Den ene vendte hele tiden om og fik alting vendt til det bedre. Selv – hvis det var ham, der havde fundet gammelt ragelse i jorden, havde han nok fået det vendt til noget værdifuldt, for sådan er der nogle, der er. Den anden trampede grådigt og ødelæggende af sted. Han ligner det træ, Jesus taler om i dag. Figentræet der ikke bærer frugt, selvom det burde, for det er et figentræs bestemmelser at bære frugt. Under alle forhold. Og figentræer er ufattelige, for de gror visse steder i Israel i så tør en jord, at det er ubegribeligt, at der kan komme saftige frugter på det sted.

Men det kan der, fordi vi har en Gud, der får træer til at blomstre. Ja, mere end det. Han får mennesker til at blomstre og trives. Det er vores bestemmelse. Han graver omkring os, han gøder og kigger og spejder efter frugten – også hos den sure, nærige mand der slår hunden ihjel og hugger truget i stykker og til sidst forgæves kaster rundt med aske for at få træer til at blomstre.

Han arbejder hårdt med alt det sure og nærige i en hver os. Alt det der vender ind ad og forkrøbler både vore eget og andres liv.

”Vend dig nu om, vend dig nu udad, kom nu frem og bær frugt”. Han hvisker os i øret med Ånden, der taler til menighederne. At vende om er sætte frugt uanset skyld og skæbne. Som manden, der hele tiden finder nye måder at bruge sit liv på. Begraver hunden, planter træet, laver dejtruget, spreder asken så træerne blomstrer. Sætter frugt lige meget hvordan det går. Arbejder med det han får givet. Bringer det i spil og slipper det igen. Bruger sin fantasi, sin forestillingsevne, som Gud bruger sin, da han bliver menneske i Jesus Kristus for at få os til at blomstre til evig tid.

Og hvis vi sommetider synes at vi selv eller andre ser lidt visne ud i toppen, så skal vende om og ligne Jesus med at gøde og grave med gode ord og milde hænder og minde hinanden om at Gud har fundet os værd at pleje med sin milde hånd.

Det er godt at mure styrter, når de ikke er mure, som falder ned over uskyldige mennesker, men er mure, der åbner op for fællesskabets mulighed, og hvor vi kan få hinanden til at vokse op mod den himmel og det liv, som er vor bestemmelse.

At vi en dag må kunne træde frem foran Guds og Lammets trone og turde tro og kunne håbe på, at Jesus træder ind foran os på dommens dag og lader Gud se på os med milde øjne, at Jesus og Helligånden bliver ved med at skabe nye muligheder for, at vi kan få en chance til – ”igen og igen OG”….

Så skal vi da ikke vandre i angst på en nådesløs jord
men have hjemme, hvor Gud han bor.

Alle sat fri til et liv i lyset på den nye Jerusalems jord.
Hvor kuldegys bliver omgjort til levende ord
der lover os en evig sommer
efter vintertid, dom og tomme inderlommer.

Hvor Jesus er mejslet med syvtommersøm på vort hjerte,
hvor glæden har omvendt os bort fra vor egen lokale smerte.

Hvor vi en forårsdag tør række vore hænder ud
som tomme skåle,
og tro på retfærdiggørelsens Gud
som godt kan tåle
at vi er små og bange børn i en kæmpe verden
fuld at rustne søm og Han fylder vor hjertekammerskåle.