Vinterbarnet

De splintrede sprækker
lukker sig op fra deres sammentømrede rækker.

I det øjeblik, det sker
bryder mørket løs og jeg kan ingen ting mer’.

Den gammelkendte angst er atter gæsten i min stue.
Frygten dukker op og kroppen spændes som en bue.

Atter dannes der en afgrund mellem mig og verdens hud.
Jeg er fange i mig selv og jeg kan ikke komme ud.

Så står jeg stille skønt det indre i mig knuger sig og krymper.
Mit selvværd rasler ned som afhægtede slidte silkestrømper.

Alt vil glide ned mens jeg forsigtigt holder skansen.
Mine knogler rasler sagte mens jeg ryster under dansen.

Det’ de lange afteners tid, hvor mørket hersker over synet.
De lange troldhasselfingres tid, hvor angsten rammer mig som lynet.

Det er det samme år for år – min kamp er ikke blevet mindre, vel?
Det er en død som forestår, og jeg er ikke mere mig selv.

Der er et vinterbarn i mig som krænger sommerbarnet af.
Nu mørknes blikket, blodet fryser, kroppen stivner dag for dag.

Da lever jeg i mørkets fængsel, i mit Blåtårns indre karrusel
og kommer ikke ud før våren viser skyggen af mig selv.

digt af Marlene Evensen 2014

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s