Fortræd

Jeg kommer ikke over min fortid
eller igennem.
Den vil altid være der
som en indre stemning.

Jeg kan gå tur i stille vejr
langs kysten,
men det vil altid blæse lige der
hvor jeg aldrig blev rigtig kysset.

Der vil altid være klamme hænder
mod min hud.
Øjne kikker inde fra og ser det hele ske
i et forkert bud.

Der vil altid være fødder, der går den forkerte vej
ind i en blindgyde.
Jeg har lært mig at have et indre spejl
så jeg kan prøve at nå at fortryde.

Hvordan kan du tro du kan række ud
og mærke
det, som er min bløde hud
uden at det opleves som smerte.

Hvordan kan du tro, du kan kysse
og kæle
når hver en celle i mig skriger af al fortræd
jeg ikke ku kvæle.

Jeg står i et leverpostejfarvet hylster
indsvøbt.
Der er ikke noget tilbage til dig
af det, du godt vil ha købt.

Jeg er dobbelt straffet, stranguleret
onduleret, provokeret.
Et hvert forsøg på at vække kærligheden
bliver eksekveret.

digt af Marlene Evensen