Dit ansigts historie

Jeg sad længe
i vintermørket
og lod fingrene kærtegne dit ansigt
som blev ved med at vende sig væk
i ubehagets hastige ryk

som om mine fingre gav stød
mod din hud
som ikke ville røres
mere af nogen
før noget var sagt
eller forløst

Pludselig blev det livsvigtigt at leve.

Digt af Marlene Evensen