Gult landskab

Går en travrig vej
den er gul
gul af gamle efterårsblade
og spirende forårsløg
spændte af saft
og Kristusremoulade

Med hjertet bankende
i en gul listende rytme
som længes efter at trampe
og at livet er på vej
strygende
jeg ser
mens de sidste vinterskyer stadig truer
alt det
som endnu ikke er liv
og ikke er mere
ikke mere end døgnfluer
længes hjem

Går på nye strækninger
med gule stribede skyer
på mine kinder
og skubber til min hatteskygge
som gulligt skubber det sorte borte
som ikke kan stå alene
i denne vals
af sorte og halvvisne grene
som danser ud
som min ensomhed
der skutter sig i frakken
og jeg er mere udenfor end indenfor
mens det gule banker i mit hjerte
betændt
og hvisker
hold ud hold ud
det kan ikke blive ved
det her
denne evige smerte
bliver ikke ved
den glider ned
når du har et uopmærksomt øjeblik
hvor øjnene hviler på Paradis
og du får nys om de kære
der ikke er her mere
dem, som ved det hele
du endnu ikke ved
om kærlighed
så sker det

Bliv ved med at gå
du ørkenvandrer gul
i sandets gule tørre land
hvor du ikke kender forskel på fjende og ven
men

men er det du har
af fremmede venner
fremmede fugle
i gule farver i din fantasi
men sorte uden på
sorte af alt det onde
du mødte i går
som kommer og går
i det gule land
hvor du føler dig frem
stædigt vandrende
med sprækkede foldede øjne
under nådens gule tørre sol
den sidste viol
kappeklædt
sidste åndedrag
flyver over solopgangens højdedrag

Ondt bliver ikke ved
stærkest er kærlighed
bliv ved
bliv ved
med at gå.

Digt af Marlene Evensen 2015