Vi kæmper med modsatrettede kræfter
vrede og kærlighed
et uopsætteligt frynsegode
som får os til at blive ved og ved
med at dreje hovedet af led
efter fred
Jeg elsker din hud – men du er ikke den rette
der er noget ved dit smil
som får mig til at dreje
og dreje hele ansigtet af led
for du er fuld af alt den smertefulde erindring
som ikke varer ved
i et forhold som SKAL handle om
kærlighed
og jeg kan bare ikke klare at tage hele pakken med
Udenfor skyder de på hinanden – jeg ville bare ønske
at herinde
bag ruderne og bag ansigterne
hersker der en pagtssvoren og trofast og tryg
ro
som gerne skulle være mellem os to
og skabe skodder mellem verden og os
så der er så fuld af ro
her
at jeg tør åbne hjertet op og elske dig
mer
Men vinduet går op af sig selv – der er ingen englevinger uden en engel
vel?
Jeg vrider mig sagte i min spændte krop af ferskner
som længes efter at revne skindet
inde fra
og safte
og ikke bede dig og andre om at være den mor
og far
som aldrig var
så jeg ku være bar
uden at intime øjne blottede alt det
jeg ikke var
sagte
Jeg blev bange den dag de skød og kunne have ramt
fuldtræffer
på mig
som bare var på vej intetanende om ondt og godt er samme blanding
i alle mennesker som et akvarium af gennemsigtig glas
med transparente fisk i oplyst og nedtrykt
sindstilstand
skyllet op på et land
af rå hænder
mand mod mand en kølig lørdag i et lille land
hvor gaden ødes af angstens fiskekolde fingre
uden ilt i vakuum
i tyve sekunder
uden livets lys
og verdens salt.
Digt af Marlene Evensen 2015
Skriv et svar