En lukket dør

Jeg kaster mine bristede drømme
ind i dig
alt det, du ikk ku gi
gir jeg nu tilbage til dig

tårer der plettede i sne i røde spor
jeg lukker en dør
og putter alt det jeg ku li
ned i en lille æske med for

her får du min smerte
som ikke var din
men vingeskudte luftkasteller
der blev født da jeg troede du var min

nu skal jeg gå af de lange gader
som jeg har gået så mange gange før
mærke tusmørket sænke sig
med dugdråbers tyngende regn på en krop der stille dør

dør en lille smule mer
hver gang to hænder løftes op
jeg ved ikk om jeg er mer til stede nu
end da jeg kravled på din krop

var jeg en tarantel
der spiste dig i mørket
var jeg for let en fangst
i nattens underkøje
uden filter eller undertrøje

var jeg mere end jeg var
i dine øjne
noget dratted om i lydløs lyd
og jeg blev selv til tusind splinter
i et troldspejls grumme løgne

jeg rakte ud men rakte ind i det
som ikke er
og jeg blev stående
mens jeg kom gående
blandt lange gaders trampetrin
af musesko og elefanter
verden har nok af giganter.

Digt af Marlene Evensen 2015.