Indad

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige
jamen netop
hvad skal jeg sige?

jeg har pyntet altanen
så folk der går forbi får glæde i øjnene udad
men jeg går indad
går dybere

jeg har sat sommerfugle op
så de skræmmer duerne
bort med deres blafrende vinger
så timianen ikke i år
bliver landingsbane for bredmåsede flyvere

jeg går indad
med nye travesko
endnu ikke vandtætte
ikke imprægnerede
og jeg glæder mig over mødet i mørket
hvor jeg endelig kan samle mig
og vende blade i endnu en bog
endnu ulæst
og med dug på toppen

jeg sidder ved vinduet
det regner
og hånden er under kinden

jeg går indad
og jeg ved jeg må lukke døren en tid
for at finde det der blev borte
mens jeg prøvede at finde vej
udad

denne evige længsel
som bedst formindskes
når jeg sidder her
helt alene og kikker ud
af et vindue i silende regn
med hånden under kinden
og går indad
mens verden går forbi
udad
og længslen går forbi
og musklerne langsomt finder sig i
at intet kommer af sig selv
når de spændes
og jeg spænder solsejl i mit indres klokkestreng

jeg hænger
og går indad
Shit happens
ligesom blomster på Novembervej
i regn
der falder til jorden
som alle luftkasteller i et brombærhegn

Jeg falder indad
i samme nu
hvor regnen trommer takten til tankernes tykke træge og tempoløse takter
og jeg snubler over tanken om
at gå indad
til jeg atter mærker rummet forme sig som faste vægge
i min træede hjerne
som fyldes med blade i stuen
hvor regnen bringer duften med sig af sommer og strande
og hav og fjerne fugle
der lander i brombærhegn
og tænker på mig
forklædt i en anden længsel som ikke har form eller ord
kun en scent af det minde
som altid vender tilbage
på dørtærsklen til vejen ind
hvor jeg finder mig selv i en revnet og bulet kop
hankeløs og med rosenmotiv som næsten er borte
af slid fra de hænder jeg mærker mod min kind
nu
i silende regn
og jeg går indad.

Digt af Marlene Evensen 2015