Tidsaldertærskel

Hvor mærkeligt
at stå på tærsklen til stilhedens rum
efter så mange år
at have kastet sig ud i livets menneske- og tankemylder

At have grebet om hver sitrende og bevægelige begivenhed
og nu
at ønske at sidde stille
og gøre intet

Ser på mennesker gå forbi
med en følelse af at være eet og tusind mile fra hinanden
fuld af respekt
har ingen brug for at eje mennesker, børn, noget

Har brug for at ånde med
alt det der er levende
ligge i vandkanten og flyde saligt
uden krav på øjeblikke
bare solen og mig og det store himmelrum
spækket med stilhed og mættet af evighedsluft
er jeg flydende

åndende
og levende
på tærsklen fra livsalder til livsalder
er jeg levende
ansigtsløs
og aldrig mere levnende
end nu
ansigstfuld.

Digt af Marlene Evensen 2015