Refleksion over Luk 7, 11-17:
Jesus rører ved os med sit ord, som han rørte ved den døde. Han rørte ved os på vores dåbsdag. Og han rører ved os i dag, når han rækker os brødet og vinen ved nadverbordet. Han rører ved os, når velsignelsens ord lyses over os, og vi hører ordene: Herren velsigne dig og bevare dig. Han siger til hver enkelt af os, at han vil os, og giver os sin nåde gratis.
Vi hører til på livets side, og Gud giver os til hinanden i livets tjeneste, som han gav den unge søn til sin mor.
Vi hører om muligheden for at vi også skal se Gud og leve, selvom vi skal dø. Det er en begivenhed, som vi også kan læse om andre steder i det gamle testamente, hvor Gud gør det synligt for os, at Gud ER skaberen af alt levende og at han kan gribe ind i vores liv, hvor og når han vil.
Lad os prøve at se på en begivenhed, som kunne indtræffe i vores eget liv, som vi kender det: Noget i os er dødt – eller en relation er død. Pludseligt vækkes den til live igen.
Vi ser et menneske på gaden, som vi ikke har set i måske 25 år.
Det kan være den ungdomskærlighed, som vi aldrig fik – og derfor elskede endnu mere, end hvis vi havde levet de sidste 25 år sammen?
Pludseligt får vi chancen til at stå over for hinanden igen i et par timer. Vi går ind på en café og drikke en kop kaffe sammen. Vi ser på hinanden, mens vi lytter til, hvad den anden fortæller om det liv, som den anden fik, og imens sidder vi og sanser fuldt ud den andens bevægelser og gestik.
Vi ser alt det, vi elskede og var forelsket i. Nyder hver lille mimik, som vi genkender dybt i vores hjerte.
Vi får også mulighed for at se, at årene har gjort noget ved os.
Med tiden bliver vi mindre. Kroppen forfalder. Hvad der før var ungt og stærkt, er blevet skrøbeligt og tyndt. Det smukke menneske, som vi har båret i vores erindring har forandret sig. Har fået rynker og er blevet tynget af de ting, som livet nu engang giver.
Kærligheden er den samme, men valget er nu anderledes:
Ville jeg have været med, nu hvor jeg ser, hvad alderen gjorde med det menneske, og ville det andet menneske vælge mig, som sidder her og selv er blevet udsat for tidens skarpe tænder.
Lige nu i den korte stund, hvor vi ser hinanden igen, og ved, at vi måske aldrig ser hinanden igen, får vi lejlighed til at se på os selv samtidigt med, at vi ser på den anden.
Vi er forandret.
Vi får mulighed for at høre os selv udefra, mens vi lytter til, hvad det er, som vi selv fortæller om os selv og de 25 år, der er gået.
Hvad er det egentlig, vi griber til at fortælle. Hvad er det for en historie?
Er det den, som vi plejer at fortælle om os selv, når vi introducerer os til et nyt menneske? En, vi møder på vej ind i et venskab, et eventuelt begyndende forhold, eller i en arbejdssituation? Eller tager historien sig anderledes ud, fordi den tager sit udspring fra den kærlighed og det liv, som vi havde delt en gang for længe siden med flammende og åbne hjerter?
Vi taler da med en kærlighedens og ærlighedens stemme. Vores struber åbner sig op, og kærligheden laver en kile ned i halsen og brystet i os, så hjertet åbner sig op under samtalen, og gamle minder får det til at vælde frem i os, så vi atter mærker det, som vi havde sammen og mærker sorgen smerte i os igen – så næsten ubærligt – fordi det handler om sorgen over, at vi ikke fik hinanden. At vi ikke greb livet med hinanden, da vi stod foran en kærlighed, som var i stand til at slå benene væk under os. Vi har i stedet måtte konfrontere os med, at vi ikke magtede at turde gribe den kærlighed, som lyste i øjnene på os begge, når vi så – og virkeligt oplevede, at vi SÅ hinanden.
Nu får vi chancen for at SE igen i en kort stund, mens vi sidder der i caféen og taler og lytter og sanser og putter enhver lille detalje ind i vores hukommelse.
Vi oplever vores længsel efter at være sammen med en, som vi elsker, og vi opdager, at den, som vi i alle årene aldrig kunne glemme, og hvis ansigt og krop og fælles oplevelser ikke kunne manes bort fra vores tanker – selvom vi kom til at leve et liv, som gav os så meget andet, og kom til at betyde lige så meget for os på en anden måde med tiden.
Tingene får nu en chance til at falde på plads på rette hylder.
Måske går vi bort fra mødet, og tænker – hvad i al verden var det dog, der gjorde, at jeg var som besat af min kærlighed til denne person – eller vi tænker: Min kærlighed var virkelig – hvorfor turde jeg ikke vælge den dengang? Tankerne kan være mange – lige så mange, som der er mennesker, der bærer rundt på gamle sorger og uafklarede forhold i livet, som forblev uafsluttede.
Jesus mødte ligfølget i porten. Han var i et følge, der var fuld af liv på vej ind i byen omgivet af venner. Han mødte et følge af sørgende mennesker, som bar på en død, de skulle ud af byen for at begrave. Liv og død mødte hinanden der i porten.
Jesus kommer med livet. Jesus var både et menneske, som kendte til alle vore sorger og bekymringer, netop fordi han var et levende og sansende menneske, ligesom mennesker er skabt til at være. Han var også kærlighedens Gud, der gik levende rundt mellem menneskene, og viste, at han kunne gribe synligt ind, fordi han netop var Gud, og kunne skabe liv ud det, som ikke længere var liv.
Jesus forvandlede enkens sorg og bekymringer med sin kærlighed til mennesker. Han så specielt hende og den døde søn, og han valgte at gribe ind og røre ved sønnens krop og gjorde ham levende igen. Han forandrede moderens fremtid, hvis eksistensgrundlag var at hvis hun skulle leve, så var det fordi at sønnen forsørgede hende, ellers måtte hun dø. Og Jesus gav sønnen fik mulighed for at tage sig af sin mor og skabe sig en fremtid.
I vor nutid er Jesus med, i lignende situationer, når vi mærker Helligånden røre ved os, når kærligheden springer frem i os fra et sted i os, som vi troede var dødt.
I caféen sprang de gamle sår op, og vi var atter nøgne for en kort stund. Det, som havde ligget som dødt i os, og som vi i alle årene i overført forstand havde været på vej ud af byen med, for at begrave, blev mødt i døren af Jesus, som kunne anvende et tilfældigt møde til at vække os til live igen.
Vi fik et reelt møde, og vi så os selv udefra og var ikke kun behersket af de automatiske tanker, vi tænker om os selv, men vi kom til at mærke det levende i os bag ordene og erindringerne i os.
Jesus er (med sin Ånd) det levende i os, som ordene bringer til live i os.
Og Gud bruger hver begivenhed i vores liv til at vise, at han vil skabe liv af det, som er dødt i os og ultimativt kan vi tro og håbe på, at han også vil skabe liv ud af vor død.
Lovprisning
Tak Gud! Vi priser og takker dig for, at du er her til stede hos os med din Helligånd, og at du bliver ved med at bruge hver en begivenhed i vores liv til at vise os, at du er levende til stede i vort liv og alle vore relationer.
Lovet være du, Vor Herre Jesu Kristi Far, som i din store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Amen.
Skriv et svar