Lad ikke solen gå ned over din vrede!

Prædiken over 19. søndag efter Trinitatis
Højmesse i Roskilde Domkirke

Tekst: Helbredelsen af den lamme i Kapernaum (Mark 2, 1-12):

Jeg vil gerne invitere jer med ud på en vandring langs fjorden i dag – i jeres fantasi.
Måske er det et indre hav, du plejer at gå tur ved i dine tanker.
Lad os gå sammen i dag langs det hav eller den fjord.

Indledning: Sådan er vi!
Vi kan have mere travlt med at holde øje med, om alt går rigtigt til – end om der sker mirakler lige foran øjnene på os!

Det er lettere at være vred end at tilgive.

Og det var dengang, som nu:
Var et menneske sygt, var det vel dets egen skyld på en eller anden måde. Det kan være en holdning, som møder syge – og de oplever, at de udstødes af samfundet.

Hvad skal der til for at vi lukker op for Guds himmerige her, og vi bliver i stand til at tilgive og møder hinanden med kærlighed og hjælpsomhed?

Er det, når vi får øje på sorgen bag vreden?

Når det går op for os, at:

(Johnny Madsen: Aldrig mere):

”Aldrig mere skal jeg se dig ved mit vindue
Aldrig mere skal jeg høre din latters klang
Kun et minde hvor lygterne de tændes
Der hvor lysets dronning har sin gang

Kun et lysglimt fra din fjerne stjerne
Og et havgus der snydes om min kind
Og de stunder hvor timeglasset blunder
Blomstrer glæden i en tidlig morgenvind”
 

Om det kommer med alderen?
Det ved jeg ikke.
En dag langs kysten, hvor man går alene, kan man pludselig se alt i et andet skær, og alt det, som nagede i hundrede år, bliver pludselig småt i lyset fra det åbne hav og alt det, man aldrig fik sagt.

Alle de gange, hvor man havde chancen, og det lå lige på tungen, men hvor stoltheden holdt en igen, og ordene blev stumme, selvom de rasede indeni, som de vilde bølger en stormfuld dag.

Aldrig mere – er for sent, når de er borte, dem som bandt os til det stille raseri og det, vi aldrig fik sagt.

Del 1: Hvordan bliver vi nye igen?

Hvordan bliver vi nye igen?
Hvordan aflægger vi det gamle, når det ligger som en klæg masse i hele vort indre? Når det, som skulle have været fyldt med skønhed og morgenrøde føles, som en evig solnedgang, hvor mørket kun er det sidste, vi kan se frem til?

Det er håbløst, som når sandheden spænder ben for den ungdom, som for længst er forbi eller aldrig rigtig kom i gang.

Sandheden om, at vi aldrig rigtig glemmer. At vi bliver ved med at føle nag, hvor vi længes efter at kunne glemme det, som gjorde ondt eller få sagt de svære ord, som kræver barnets oprigtighed eller alderdommens visdom – at sige undskyld og gå over tærsklen til det sværeste af alt: At stå på den anden side af os selv og komme et andet menneske i møde.

Kan vi det?
Så er stjernerne nær!
Kan vi lære det?
Det kræver en god del hjælp og en god del tillid!

Vi kan spørge: “Kan jeg have tillid til dig og kan du stole på mig?”
Det er rigtigt svært at være menneske sådanne dage, hvor havet kalder os ud til kanten af alle vore forsvarsværker.

Del 2: Vi kan ikke gå alene.

Vi kan ikke gå alene – og alligevel må vi komme til at føle engang imellem, at vi er helt alene. Helt alene udspændt mellem jord og himmel, hvor der ikke er grund under fødderne og der ikke er hold på himlen og skyerne. Dér, hvor svimmelheden bringer os helt nær det levede liv, og vi griber ud efter det, som giver livet mening bag en grå eller overbelyst hverdag.

Vi ser fodaftrykkene i sandet ved siden af os og rundt omkring os og ved, at vi er ikke alene her! Vi er ikke de eneste, som har gået af denne sandstrand, langs vandet, men at andre har gået her før og at andre vil komme efter os, og andre går her lige nu, selvom vi ikke kan se dem.

Vi er pludselig ikke længere alene.
Vi er rykket ind i et kor af andre mennesker og stemmer, og alt får en dybere klang og dybere mening.
Vi er kommet til os selv herude ved vandet. En tidlig morgen, hvor lyset endnu ikke er helt stået op og himlen farves rosa af håbets sol, som atter titter frem af verdens kant og vi knæler ned. Indeni.

Del 3: Hvordan bliver vi ny?

Hvordan lægger vi løgnen bort og taler den sandhed, som gør os til nye mennesker. Til mennesker, som har aflagt det gamle menneske, som var fuld af stolthed og savn?

Vi ved, at bag hver en vrede ligger en sorg!
Hvordan tør vi møde den sorg den stille morgen, hvor solen husker os på, at den gik ned over vor vrede natten før, og at den nat var alt for lang at komme igennem?

Hvordan får vi det bedste frem i os, som vi godt ved er der, og som hele livet stræber imod at komme frem i lyset, når vreden over alt det, som blev gjort uretfærdigt imod os, har mistet sit tag i os, og vi ligger magtesløse tilbage i et par bløde hænder, som holder os oven vande efter en fuld neddykning i nådens hav – ganske ligesom det sker i dåben.

Del 4: Vi tror, det er vores egen skyld.

Vi tror, det er vores egen skyld, når det ikke går godt. Og vi tror, det er ved egen magt, at det lykkes, de planer og ønsker vi har, for fremtiden, når de sker.

Når det lykkes over al forventning er der altid nogle sekunder, hvor vi står stille i et tidsløst rum, hvor timeglasser blunder, og vi fyldes af en frydefuld følelse.

Det føles større, end vi selv kunne have gjort, og vi dvæler der et øjeblik, som giver kræfter til at gå videre med magisk himmelglans på øje.
Det kan ses, og vi lyser indefra, og vi kommer til at lyse på andre.

Er det ikke lykkedes, vælder tankerne ind og skaber kaos. Vi er fortabte og griber i os selv for at komme på fode med hængende hoved.

Skyldig.

Det må være vores egen skyld! Det må være nogens skyld. Det onde kan ikke ske af sig selv. Der må ligge noget bag. Vi graver rundt i det skidne rosenbed og trækker planter op, som ikke passer ind.

Vi bringer orden i en verden, som ikke længere er den, som den var, og vi køber nyt og planter om og rykker rundt og finder aldrig den rigtige måde at leve på eller finder det rolige sted i haven, hvor vi kunne sidde på en bænk og kikke ud over skaberværket for at se, at alt er godt!

Alt er godt, som det er.
Som det altid har været, og som det bliver ved med at være.

Vreden bliver ved med at fylde, og den gror hver dag mellem dig og mig. Dig, jeg aldrig har mødt, og dig, som jeg kender alt for godt.

Vreden bliver så stor en del af os, at den kommer til at fylde alt, bliver til energien, vi laver verden om med, og bliver målet, vi sætter vore rammer om.

Del 5: Den stille dag ved havet. Det nye lys:

Sådan en stille dag ved havet ramler målet sammen.

Vi er tomme, med fødder der bare bliver ved med at gå, og hvor kroppen pludselig bliver til en maskine, som går af sted, mens vore tanker får lov til at flyve.

De flyver bort som sorte fugle, og efterlader os i den ro, som vi søgte i vores indre have.

Pludselig er bænken ikke langt borte, der ude ved havet, hvor en sten er stor nok til, at vi kan sidde og kikke ud over havet i flok, selvom vi føler os alene.

Vi træder ind i et tidsløst rum, hvor grænserne er vort eget univers, og vi mærker, at der er mere, som bærer igennem her ved vandet, ved solen, der står op og giver skyerne nye konjekturer, nye muligheder for selvindsigt uden dom, og muligheden for at hviske tankerne ud, her sammen med nogen og ikke helt alene.

Gør det så meget nu – den vrede, der har varet i hundrede år.
Vi længes efter at blive forløst og føle tilgivelsens forvandlende lethed.
At opdage på det erkendende plan, at vi kan ikke være skyld i alt og alle kan ikke være skyldige i vort liv.

At der var en historie før den historie, som stoppede vort liv og vred det ud af vore egne hænder.
At hvis vreden kan slippe, kan vi komme i gang med at sørge over det, som vi aldrig har haft, som vi skulle have haft.

Del 6: Vi kan ikke glemme – men Gud kan glemme.

Hvis vi bare kunne glemme!
Hvis vi kunne tilgive og komme videre.
Men historien nager altid. Vi kan ikke komme af med skyld og skam.

Kun Gud kan glemme.

Udledning:

”Aldrig mere skal jeg se dig ved mit vindue
Aldrig mere skal jeg høre din latters klang”

Det får os til at stoppe op.

Vi kan blive hejst ned gennem et loft og blive frelst fra sygdom og død. Himlen kan stå åben, når vi tør trodse umuligheder og krydse over tærskler for, hvad der er menneskeligt muligt i svære livssituationer.

Himlen står åben!
Vi skal tage det første skridt. Lukke døren op. Byde indenfor eller gå ud og gå i møde.

Undgå at blive stående på dørtærsklen.

Det er i smerten, at vi stopper op. I sorgen. I vreden.
Bøn:
Gud!
Lad vreden være døren til vor forvandling i dag.
Lad os give op og giv os tid til at gå langs vandet i dag. Vi har hele dagen og resten af vort liv denne timeglasblund, hvor alt kan blive nært og sat på plads i den store sammenhæng med himmel udspændt over os og fast udbredt grund under fødderne. Stedet, hvor sorgen og glæden kan vandre hånd i hånd, og hvor vi kan lukke andre ind i vort liv og gå dem i møde med deres og vore flossede kanter, så fulde af liv og håb.

Flygtig er dagen i de stridende vinde
Syng den sang som du fandt
Og se det lys som vil stå der og skinne
Bag den bakke hvor bjergene forsvandt

Kun et lysglimt fra den fjerne stjerne
Og et havgus der snydes om min kind
Og de stunder hvor timeglasset blunder
Blomstrer glæden i en tidlig morgenvind.

Pastor Marlene Evensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s