Længslen efter Vesterhavet

Vinden over de tørre marker ved Vesterhavet
markskellene holdt sammen af skæve vindbidte rafter
og sammenbundet pigtråd foroven over det trådede net
minder mig om alle de følelser jeg holdt inde
mens barndommen og ungdommen gik ad tavse stier
alene derude på markerne under det tørre lys
som kun kan komme igennem
sådan et sted hvor mågerne de hænger lavt.

En duft af salt så stærkt at jeg kan smage saltet på min tunge
med tårer der aldrig rigtigt fandt vej fra mit blik til min mund
jeg ser dig stadig i mit indre du tomhed
som var fyldt til mætningspunktet af det liv der gik.

Hvordan kan et foto af et gammelt hegn ved kysten
få mig til at føle livet mere stærkt end alle andre dage
hvor jeg fødte, sagde farvel og mødte nyt?
Jeg er slået af den stemning som jeg møder
af den ensomhed som jeg aldrig helt fik bugt med
mens jeg levede med tomhed uden salte tårer på min mund.

Vinder stryger over markens vilde planter
en bevægelse jeg længedes imod
der var aldrig rigtig nogen som hvis hænder
strøg mig lige så bevægeligt og sanseligt og smukt.

Er jeg ved at blive til en gammel sten?
Er jeg træet og umulig at nå?
Alt for mange hænder, siv og skønne dage
lod jeg gå og kunne ikke tage imod.

Men sådan en dag hvor vinden rører ved mit hjerte
hvor jeg pludselig står ved skellet i mit liv
bringer Vesterhavet stemningen tilbage
og jeg er aldrig før så rungende af liv.

Digt af Marlene Evensen 2015

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s