Min langstilkede Asters

Min største frygt er
at du ikke bliver til
og tankerne kredser om alt det
som du selv må klare
nu, hvor jeg ikke længere kan bære dig
som da du var en lille unge
og jeg gættede ordet før det var på din tunge.

Jeg havde brystet klar
før du vågnede
det at nære dig var overskueligt
jeg kunne ikke vide
at der inde i dit hoved
voksede en fremmed rod som tog dig bort
så mange dage fra den verden, der er min
og som jeg ønskede at give dig som din.

Du er mit lille blomsterbarn
mit yndlingsbillede er dig med din lille næve fyldt
med krøllede blomsterblade og alverdens regnbuefarvede blomster
jeg vidste ikke
så ikke
at verden kan være et svært sted
for knækkede Asters og morgenfruer
at alt det, som jeg synes, var let
skulle fylde så mange spande med tårer
som jeg ikke kan bære
på en jord, hvor alt kan gro
også det, som tager dig bort fra mig
når verden svimler og kun Gud er tilbage
i det, jeg rækker efter.

Du må kæmpe alene mit lille hjerte
jeg kan ikke hjælpe dig i al din smerte som går
ad de svære og mørke veje
med alt for langt mellem lygtepælene.

Du går endnu
det giver mig håb.
Jeg håber en dag at det mørke vil lette
som dynevår tunge i forårets vinde
hvor alt luftes ud og rystes af barkede næver
som altid holdt fast på de syvtusinde favne
holdt solen og månen og stjerner for øje og sejlede afsted
med masten mod ryggen og fødder på broen i en morgensol
hvor første parket er udsigten til Guds spraglede skaberværk
med dig som en glad og forløst og dansende fri
digterinde på nøgne fødder stærk
og i live.

One Reply to “Min langstilkede Asters”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s