Lucia-Lys og det, at bryde ud i sang ved glæde – himmelsk glæde

3. søndag i advent – Luciadag.
Prædiken i Roskilde Domkirke ved pastor Marlene Evensen

Når vi ser et Luciaoptog komme gående med de hvidklædte små skikkelser med lys i hænderne og små brudekroner på hovederne, giver det os fornemmelsen af, at noget skønt og lysende er på vej.

Det samme gør sig gældende for dagens tekster, hvor det skønne og lysende er på vej.

Vi hører om et præhistorisk Lucia-optog bestående af præsten Zakarias og hans kone Elisabeth og sønnen Johannes, som baner vejen for at vi kan komme til at høre, hvad julen betyder.

Julen betyder at lyset kommer til verden. De er lysbærere.

Zakarias synger om den pagt, som Gud lavede med Abraham om, at hans børn og efterkommere skulle bære på det kommende lys i verden.

De bar på historierne om at Gud har skabt verden og de bar på stentavlerne med de ti bud, hvor Gud fortæller os om, hvordan vi skal være overfor Gud og hinanden.
De bar på sange og profetier og stenene til et tempel, og de kunne vidne om en masse tegn på, at Gud ville være sammen med os mennesker.

Men samtidig var de nogle skrøbelige bærere af lyset.

Skrøbelige ligesom lerkar, men som Gud alligevel vælger at anvende til at bære på en stor skat.

De var nogle ganske almindelige mennesker, ligesom os.

De ville gerne have det så godt, som muligt.

De kunne finde på at fordømme folk, der var anderledes end dem selv.
De lavede krige, hvor de bad Gud om at holde med dem. – Men de forstod ikke, at Gud holder med mennesker og ikke med et bestemt folk.

Til sidst revnede de skrøbelige lerkar, for det er ikke ved menneskers kraft men ved Guds kraft, at lyset skinner.

Det samme skete for Zakarias.

Han forstod heller ikke, hvad lyset var, da han blev udtrukket som den heldige, der fik æren af at gå ind i det allerhelligste i templet og lave altertjeneste det år – og en lysende engel pludselig stod og fortalte ham det umulige, at han skulle få en søn med Elisabeth, selvom de var langt over 60, og han svarede, at det kunne ikke ske – og Gud lukkede munden på ham, så han ikke kunne tale – selvom han elskede at høre lyden af sin egen stemme – en meget udbredt tilstand i præstefaget – og han gik hjem – Zakarias – forskrækket ligesom alle, der havde set hans ansigt, da han kom ud fra templet fuldstændigt oplyst og fuld af tro og håb og kærlighed og troede på, at de skulle få et barn og elskede med sin kone, så håbet voksede under hendes hjerte.

Og han blev en god far, som anerkendte det, som Gud havde lagt i Johannes, og han gjorde det, som alle børn har brug for, nemlig at deres forældre ser på dem med kærlighed og fremtidshåb.
Og han ikke bare tænkte, da han stolt kikkede ned på den nyfødte Johannes i armene på Elisabeth, at: ”Mit barn, du vil blive profet for Gud i himlen, en, der baner vej for Messias” – nej han var så glad, at han fik stemmen igen og brød ud i sang!

Det har jeg også lyst til at sige til jer i dag; at I vil blive profeter for Gud i himlen og kommer til at bane vejen for Messias.

Johannes banede vejen for, at mennesker kunne tage imod Messias. Han blev en brobygger.

I dag er det os, som må gå og fortælle om lyset fra himlen, som kom til verden julenat. Vi er også lysbærere og brobyggere.

Hver gang der opstår en triade af en far og en mor og et barn, er de også med til at bære lyset videre ved at gå et posthistorisk Luciaoptog rundt på gader og stræder, rundt i klasserne på skolerne og på besøg på plejehjem for at bringe lys og tro og håb og kærlighed til dem, som sidder alene i mørket og til dem, som endnu ikke har hørt den gode historie om Messias.

Vi er i gang med at blive uddannet til profeter, når vi folder hænderne og beder Fadervor – eller vi bærer et barn til dåb – eller vi tager fat i Jesus selv, når vi modtager brødet og vinen ved nadveren.

Så mærker vi TROEN – at Gud tror på dig og regner med dig.

Vi mærker HÅBET, at der er en fremtid og at hver dag har nye muligheder. At vi kan have håbet om, at Gud rejser os op fra mørket og dødens skygge.

At vi møder KÆRLIGHEDEN og kan se hinanden i lyset fra himlen og at vi kan se vor nabo som en af Guds kære venner.

Kirkebøn:

Himmelske fader.
Det er ikke jul endnu. Det er ventetid, adventstid.  Ventetider kan føles så lange. Hjælp os til at klare at vente og hjælp os til at lytte efter alle mulige tegn på, at det vi glæder os til snart sker.
Hjælp os derfor til at kunne have tid til at sætte os hver aften i mørkningen og lytte til hinanden.

Hjælp os til at turde læse i Børnebibelen eller Ny Testamente eller en anden god bog om fredens vej. Måske kan vi sige Fadervor eller Trosbekendelsen og lytte til hvad de ord virkelig siger.

Vi kan lytte til vores hjerter og finde ud af, hvad det er, vi virkelig ønsker os og hvordan vi kan finde ind på fredens vej. Hvis vi lytter så grundigt, kan det ske at der går et lys op for os.

Hjælp os til at se, at Jesus kommer som et himmelsk lys og står op for os, som en solopgang.

Lad Lyset skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge. Vær med dem, der lider nød. Dem, der er flygtninge og hjemløse. Dem, der bor i et land, hvor der er krig og naturkatastrofer. Giv håb til dem, der er alene, dem, der mangler et arbejde, et hjem, et land eller deres frihed.

Styrk de syge, de sorgfulde, de ensomme, de, der snart skal dø. Lad dem mærke din nærhed og giv dem håb ved din opstandelse.

Vejled regeringer og folketing og andre, der skal bestemme, så de gør det, der er ret for dig og godt for mennesker, dyr og planter. Vær med vor dronning, Hendes Majestæt, Dronning Margrethe d. 2. og hele hendes hus. Gør alle kristne til eet folk i troen på Jesus, og giv os forstand til at bruge dine gaver og mod til at fortælle om din kærlighed.

Herre, vi takker dig, fordi du hører vor bøn og vor tak i Jesu Kristi navn. Amen.