Intet nyt under solen – Midnatsgudstjeneste nytår 2016 Roskilde Domkirke

Kollekt:

Gud,
tak fordi du inspirerer vore kunstnere,
musikere, filmskabere, forfattere, bygmestre,
store og små,
til at skabe store spektakulære værker,
som minder os om dig,
og om at vi er en del af en ældgammel sand historie,
som bliver ved med at blive nytolket
i vor nutidsverden.

Tak for lyssværd og stjernekrige, der ender godt,
rollespilsfolk i middelalderkostumer og det,
at vi stadig drages til at gå i den gode sags tjeneste.
Tak at du berør hver enkelt af os
gennem hinanden og gennem dit evige ord.

Vi beder dig om,
at du vil blive ved med at give os kræfter og overskud til,
at vi gerne vil have, at verden bliver,
som du har skabt den til at være.

Fra evighed og til evighed!
M: Amen

Læsning:
Denne hellige lektie skrives af Prædikeren:
Intet nyt under solen
Hvad udbytte har et menneske af alt,
hvad det slider med under solen?
Slægter går, slægter kommer,
og jorden er bestandig den samme.
Solen står op, og solen går ned,
den skynder sig hjem,
og dér står den op.
Vinden blæser mod syd,
den drejer og går mod nord,
den drejer og drejer,
og vinden bliver ved at dreje.
Alle bække løber ud i havet,
og havet bliver ikke fuldt;
dér, hvor bækkene løber ud,
bliver de ved at løbe ud.
Alt, hvad der bliver sagt, udmatter,
ingen bliver færdig med at tale,
øjet mættes ikke af at se,
øret fyldes ikke af at høre.
Det, der var, er det samme som det, der kommer,
det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
der er intet nyt under solen.
Hvis nogen siger:
»Se, her er noget nyt!«
så har det, vi har for øje,
allerede været for længst.
De tidligere ting huskes ikke,
og de fremtidige, som vil ske,
bliver heller ikke husket
af dem, som følger efter.

Salme: DDS 399: Klokken slår, tiden går!

Læsning:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Ordet

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Prædiken:

Klokken slår – tiden går.
Vi er på vej i vor livsrejseår.

Vi er fyldte med indtryk fra familiesammenkomsterne i julen, de sidste nye filmpremierer i biograferne og TV.

Julen er netop overstået – Stjernen lyste over Betlehem og lyset kom til verden, og nu befinder vi os i dagene frem til Helligtrekongersdag, hvor Jesus blev anerkendt som konge af de vise mænd fra østerland, som havde rejst ud for at møde Ham.

Vi er også på en rejse med alt, som vi kan bære med os.

Nytårsaften ligger som en knast på juletræet mellem jul og Helligtrekonger, og juletræet fylder vi med knallerter og serpentiner og andet nytårspynt.

Vi er på vej mod Helligtrekongersaften, den aften, som englænderne kalder ”Twelve-night”, fordi det er 12 dage efter jul. Vi befinder os altså i den glædesfyldte fastefrie tid, hvor de bugnende borde og fyldte glas – og dagen-der-på med ømme maver og hoveder får os til at ønske mådehold og slankekure og indmeldelser i Fitnesscentre og balancegivende kurser for at opnå ro i sindene og fred i tegnebøgerne.

Vi er på rejse!

Ikke bare i juledagene, men i livet fra begyndelsen til slutningen, og undervejs snubler vi over nytårsknasten på juletræet år efter år, hvor vi – lige så gentageligt, som med de fromme ønsker for et sundere liv, også oplever julens gentagende tilbagevending i det årshjul, som vi ikke kan eller skal træde ud af.

Hvert år rammes de fleste af en dårlig samvittighed netop nytårsaften, som iblandes denne hersens nærmest fysiske oplevelse af både glæde og nytårsblues, for det bliver også til en aften, hvor vi har brug for at føle, at vi lykkes med alt muligt, som betyder noget for os, og erkendelsen af, at alt ikke lykkedes.

Måske skulle vi se livet i et større perspektiv, og dermed aflive den dårlige samvittighed og alle de umulige nytårsfortsæt, som vi pålægger os selv sådan en nytårsaften og nytårsmorgen, år efter år.

Vi kunne bruge noget af aftenen til at huske tilbage på de mennesker, som har bragt kærligheden ind i vores liv og, at det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket.

Hvis vi ser livet i et større perspektiv, end et år af gangen, så kan det være nemmere at se, at lyset er kommet til verden end at alt er mørkt måske lige nu.

Der vil altid være en lille torn i vort hjerte, som minder os om, at vi ikke føler os perfekte.

Ingen roser uden torne, siger vi, fordi vores erfaring af verden er, at den er dualistisk – alt svinger mellem sorg og glæde, og at der er en tid til alt under solen.

Årets store begivenhed for mig, som sætter mig ind i erindringen af at være med i den store historie om alle tings oprindelse, var at rejse til den lille skotske ø IONA sammen med flere af jer både her fra og udenfor domsognet.

Rejsemålet satte mit liv i perspektiv. Det havde været et sted på jordkloden, som jeg gerne ville besøge i mange år, og nu lod det sig gøre.

Vi havde en god rejsefører og var en lille sluttet flok på tretten – ligesom Jesus og sine disciple, der drog afsted fra kyst til kyst, for at komme frem.

Nogle gange bliver rejser i vort liv så markante, at vi bestyrkes i, at de har en epokegørende vigtighed for os, at Guds mening med os bliver gjort så tydelig, at vi oplever dem som særligt belyste – og måske endda ligefrem englebesøgte.

At befinde sig på en lille ø længst væk fra fastlandet på Hebriderne og nærmest det store Atlanterhav med sine store bølger, var virkeligt at opleve, at vi befandt os et sted, hvor himlen hang særligt lavt over os.

Et sted, hvor der kun var en tynd adskillelse mellem himmel og jord.

Hver dag gik vor leder ned til havet for at lade sig fuldt neddykke under havoverfladen, og han inviterede os alle med en dag – ikke bare rejseselskabet, men alle dem, som boede samme sted som os, til en svømmetur, som han kaldte ”BIG SWIM”, fordi vi alle skulle med.

Det var en kold septemberdag, selvom solen skinnede – og det bemærkelsesværdige hele denne uge, og også denne dag var, at solen virkeligt skinnede hele ugen, mens vi var der. Det gav os følelsen af, at vi havde fået en særlig gave, for der var ikke en eneste dag med regn – hvilket er usædvanligt på de skotske øer.

Vandet var koldt, og hver især havde deres egen oplevelse af at bryde fri af ulysten til at skifte til badetøj i kulden og gå ud i det iskolde vand.

Udadtil var det bare en flok mennesker, som tog sig en badetur på en lidt alternativ årstid, men indad til – for den enkelte – var det noget rituelt – en slags voksendåb med fuld neddykning, en renselse, en fysisk markering af en rit de passage, en overgang fra hverdagen og ind i det hellige.

Og havet var krystalklart. Hele den blågrønne lagune med de lysebrune og hvide strandskaller, som var knust af havets vandring, havde sit eget skær af hellighed og belysthed.

Så vi gjorde det – vi badede – de af os, som var vandret med ud til lagunen for at deltage i ”BIG SWIM”.

Jeg vil tænke tilbage på denne ”Store-bade-dag” i aften, som jeg fik med nogle af jer, fremfor at tænke på, at der burde være mere eller mindre af mig – der må meget hellere være mere af jer i alle hver af jeres liv og i de liv, hvor vi berører hinanden med kærlighed og ud fra de bedste motiver til at gøre jorden og verden til et bedre sted at leve i for alle mennesker, planter og dyr, fugle og fisk.

Om ikke så lang tid vil vi gå ud af Kongeporten sammen og se himlen over Roskilde blive oplyst af alle de lys, som mennesker skyder afsted efter midnat.

Nytårsraketter bliver skudt afsted for at fejre, at vi nu går ind i et nyt år – et sprit nyt år fyldt med nye muligheder, som bare ligger og venter på os.

Vi kan sende vore tanker og drømme og håb for det nye år afsted med raketterne og se dem springe ud for øjnene af os som lys og farver i alle mulige formationer og stjernebilleder.

Vi kan gemme disse illuminationer, der kommer til at ske foran vore nethinder, og huske deres farverigdom og lys i det nye år og lade dem anspore os til at gøre det, der skal til, for at vi får dem bragt ud i livet med hinanden.

Må det, som vi mærker at drømmene gør ved os være anstødssten til – som knasterne på juletræet år efter år, at vi magter at finde ud af muligheder for at forfølge vore mål og drømme, og må Gud velsigne os med at kunne se, hvad der er Hans vilje og vor vilje med det alt sammen, så vi får lov til at føle glæden ved at nå de mål, som vi længes efter, både menneskelige, med hinanden, med arbejdslivet, vore hjem og vore børn og familie.

Evt stille bøn:

De sidste minutter her inden domkirkeuret overrasker os med sit dragehyl, vil jeg invitere jer til tænke efter i stilhed, over de gange, hvor I har mærket himlen særligt nær i jeres liv. Mennesker, som har givet jer kærlighed, og som har inspireret jer til at dele videre af den kærlighed, som I er kommet til at kende, og som har rykket jer ud af hverdagens trummerum og givet jer vinger.

Lad os bede og reflektere sammen i stilhed:

Stilhed.

Dragehyl

Klokken slår 24.00 Vægeverset til kl 12. synges af koret.

Menigheden synger: DDS 712: Vær velkommen.

Kollekt:

(Keltisk bøn fra ”Du er min ø i havet”, s. 30):

Kære Gud,
for jorden, havet og himmelen, i harmoni og farvepragt,
takker vi dig.

For det evige, som strømmer gennem den fysiske verden,
takker vi dig.

For din herlighed, som stråler ind i tiden,
takker vi dig.

For naturens undere, spirende planter, syngende fugle og byernes summende energi,
takker vi dig.

For din Søn, som genrejste os,
da vi glemte godheden i dit skaberværk,
takker vi dig.

For harmonien, som din Ånd skaber,
når den stilner vort livs oprørte vande,
takker vi dig.

For æren du viser os
ved livet, som flyder i evighedens tidevand,
takker vi dig.

Du giver os plads og rum, som stjernerne i deres baner,
omgivet af din kærlighed.

Vi takker dig, Gud!

Vi beder dig:
Pas godt på os alle sammen,
Roskilde Domsogn, by, land, folketing og alle dem, der skal lede os,
vor Dronning, Hendes Majestæt, Dronning Margrethe den 2.
og hele hendes hus.

Lad os bede Fadervor sammen:

Fadervor,

du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Velsignelse

Modtag Herrens velsignelse:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

M/Kor: 3 gange AMEN

Salme: DDS 84: Gør døren høj, gør porten vid!

Postludium, udgang ad Kongeport.