Vi er på rejse! Indsættelsesprædiken H3K, Stenløse kirke

Prædiken:

En lang rejse har nået sit mål.

De tre vise mænd drog afsted fra Østerland og fandt frem til det lille Jesusbarn i krybben.

Det er det, som vi hører om Helligtrekongers søndag.

I nogle kirker findes den skik, at de figurer, som forestiller de tre vise mænd, begynder deres rejse i kirkerummet langt væk fra stedet, hvor julekrybben er opstillet.

Langsomt, mens dagene nærmer sig juleaften, rykkes de tre figurer nærmere og nærmere krybben, som for at huske os på, at vi alle er på en rejse frem til mødet med Jesus julenat, hvor han fødtes på jorden. Det er først til Helligtrekonger, at figurerne sættes hen til krybben – og julen er slut – og vi bærer juletræet ud fra kirken dagen efter.

Om der var tre vise mænd ved vi ikke. Vi kender ikke antallet – og vi hører kun ganske kort i begyndelsen af Matthæusevangeliet, at de træder ind i historien om Jesu liv, for at anerkende ham som konge over Israel og for at bevidne, at det, som profeterne havde forudsagt om en kommende frelser, gik i opfyldelse.

Oven over julekrybben hænger stjernen, som viste de vise mænd på vej.

Det var en stjerne, som opførte sig så bemærkelsesværdigt, at de ikke var i tvivl om, hvilken vej, de skulle gå.

Den gik foran dem, står der hos Matthæus, og den kan blive helt levende i vores fantasi, når vi hører den beskrevet sådan.

Som om den gik på vejen foran dem og nogen gange kunne være helt nær og andre gange svæve helt højt op på himlen, for at vise vej.

Det er en historie, som er skøn at fortælle for børn, fordi den er så konkret med udgangspunktet i noget, de forstår – nemlig at et lille barn bliver født og at alt bliver godt.

Historien er fyldt med dyr og hyrder og engle og at være ude på landet, i naturen, og konger med kroner og guld og glimmer og noget, som dufter godt og er sanseligt. En far og en mor, som elsker deres barn og synes, det er guddommeligt dejligt.

Det er jo sådan, at livet skal være!

Tiden op til jul, har vi gået igennem de fire adventssøndage, hvor vi har gjort os klar til at åbne os for julemysteriet, og tiden kommer, kort før jul, hvor dagene igen bliver længere efter vintersolhverv på vores del af jordkloden.

Det er en tid, som de fleste må trække sig igennem, for mørket er hårdt ved os, og manglen på lys og varme får os til at forskanse os derhjemme, og vi kommer ikke så meget ud og får ikke talt med så mange mennesker omkring os.

Midt i denne tid lyser en stjerne. Der er noget i vores liv, som bliver ved med at trække os op – og det er ikke bare vækkeuret om morgenen, som jager os afsted.

Når jeg fortæller historien om julen for børn, vil de gerne være med i fortællingen og vil altid helst være engle eller Jomfru Maria – pigerne især.

De drenge, som føler sig meget som drenge vil helst være konger og de mere stille vil gerne være hyrder eller Josef.

Det er som om, at de forstår indholdet i historien som nogle arketyper, vi alle bærer med i os.

Sjovt nok er der sjældent nogen, som vil være Jesus – der skal noget til, før et barn får sig selv til at gå op i midten af fortællingen, midt på scenegulvet, og skubbe dukkebarnet væk og krybe op i krybben.

Når børnene får kostumer på og er blevet klædt ud til krybbespillet, begynder der at komme et overjordisk skær i deres øjne – helt af sig selv – og hvor kommer det fra?

Er det jer, som forældre eller bedsteforældre, som er lykkedes med at fortælle om Jesusbarnet og fødslen i Betlehem, så de forstår, at himlen stod åben den aften? Eller er det fordi, at de efter få år er blevet så gamle, at de ved, at når vi stiller julekrybben frem og hænger en stjerne i vinduet og juletræet kommer ind i stuen, så er det en markør for, at nu kommer der gaver og god mad og at familierne samles?

Det er jo nok et samsurium af det hele.

Vi er mennesker først og kristne derefter.

Jeg tror, vi fødes med stjerneglimt i øjnene, for de små børns intense blik fanger vore øjne og minder os om noget ægte, og når vi får fortalt historien om Jesus, fra vi er små, begynder lyset at skinne stærkere og stærkere i vort indre.

Juletiden kan bruges til at tænke over, hvem, som ledte os på vej ind i julens fortælling?

Hvem fortalte os om julen og traditionerne bag?

Er der en særlig person, som forandrede dit liv, så du var i stand til at finde kræfter til at gå ud og følge det, som er allermest væsentligt for dig? Der skal jo også noget til for at stå op søndag morgen, for at gå i kirke – i hvert fald, hvis man er konfirmand.

Der er mange legender, som fortæller om mennesker, som blev forandrede i tiden op mod julenat og ved fundet af Jesus i Betlehem.

Der er historien om Artaban, som rejste afsted med de tre andre visemænd, men som blev opholdt den ene gang efter den anden, fordi han så, at folk, han mødte, havde brug for hjælp. Han blev derfor 33 år forsinket, og nåede først frem til Jesus, da han hang på korset.

Da forstod Artaban, at han al den tid havde fulgt kærlighedens stemme i sig som en ledestjerne, og at den havde ført ham til Kristus. Det er en måde, som vi også kan følge hjertet, for at finde Jesus.

Så der er legenden om Babusjka, som hellere ville sidde inde i sit varme hjem, end at gå med, da de tre vise mænd, da de kom forbi hendes hus og spurgte, om hun ville med og se Jesusbarnet.

Hun tænkte, at det kunne hun jo altid komme til – men hun fortrød, og ville springe efter de rejsende. I hast tog hun alt sit tøj på, fordi det var så koldt udenfor i den russiske vinter, og hun tog gaver med til Jesus af hvad, hun havde, for hun havde ingen børn selv at give gaver til.

Hun rejste på må og få og fandt aldrig frem – man skal kende sin besøgelsestid!

Undervejs mødte hun mange fattige børn, og hver gang, hun så, at de havde brug for hjælp, gav hun dem et stykke tøj, som de kunne varme sig i eller gav dem en af gaverne, som Jesus skulle have haft.

Det er derfor, at der bliver mindre og mindre af hende, når man skiller hende ad som dukken Babusjka.

Hun blev ikonet for Ruslands julemand – en julekvinde.

Hvor går vores vej hen?

Hvad er det, der leder os?

Jeg tror, at vi alle bærer på en længsel, som får os til at stå op hver morgen med et ønske om at finde det, vi leder efter – både i det store og i det små.

I ungdommen er det de ydre ting, som skal etableres – mand eller kone – og i vor dage – finde ud af sin seksualitet, så vi finder den rette partner. Måske et ønske om at få børn, finde en bolig, få en uddannelse – finde ud af: Hvor langt kan vi nå med det, vi kan.

Vi passerer mange landskaber på vor vej, hvor vi rejser både i det ydre og i det indre. Vi vil gerne opleve hele verden og kravler rundt på bjergvægge, løber maraton, lærer at strikke, får råd til at gå på café med veninderne, vil have en mening om alt muligt, som gerne må postes og likes på de sociale netværk, så vi kan forsikres om, at det, vi oplever virkeligt har fundet sted, og at vi er levende.

Hvis bare Jesus var blevet født i vor tid, så havde vi ikke haft problemer med at bevidne, at han kom til verden samt alle de mirakler, han lavede.
Sikken nogle youtubefilm, vi kunne have vist vore konfirmander, hvis vi kunne have klikket ind på dagens lignelse fortalt af Jesus selv!

Men det er nærmest blasfemi at tænke sådan – for nu er vi jo i en fortolkningstradition, hvor vi hele tiden må forholde os til det, vi tror på og ikke det, vi ser og kan måle og veje.
For det vi kan se og røre ved, har vi jo ingen grund til at tro på.

Det er først, når vi passerer midten af livet, at vi ændrer fokus.

De ydre landskaber bliver til indre minder, som vi traver rundt i igen, for at finde mening og dybde med vores liv.

Til den del af vor rejse kan vi godt bruge de vise mænd fra østerland som eksempler:

Det var ikke troldmænd fra eksotiske lande, som kunne smide med krudtpulver og lave tryllekunster.

Martin Luther fortæller i sin eksegetiske tekstundersøgelse af Helligtrekongerteksten til i dag, at de var ”mestre i naturen fra østerland, eller: naturkyndige fra Arabien”.

De var altså mennesker, som var kyndige i at læse naturen og årstiderne, og vidste, hvornår f.eks. bønderne skulle så deres korn, og hvornår det var den rigtige tid til at høste og samle til lade.

De havde rede på kalenderen og havde livsvisdom, så de også kendte til menneskets indre liv og længsel. De var som alkymister, der brugte deres liv på at forædle menneskets erfaringer til visdom, hvor de dagligdags ting kunne spejle de guddommelige årsager og virkninger. De timelige til de evige. De vidste, at det, som var i færd med at komme til verden på én gang var en forfærdelig og en trøsterig begivenhed. Forfærdelig for de store, lærde, hellige og mægtige, fordi de alle sammen foragter Kristus og trøsterig for de ringe og foragtede, for hvem Kristus alene skulle åbenbares og give håb.

Magikerne havde igennem deres studier undersøgt de kildematerialer, hvori der er skjult stor visdom om Kristus, og om hvordan mennesket skal forholde sig i livet.

Så det var ikke nok for dem at kunne forudse, at der ville lyse en særlig stjerne på himlen i deres levetid – de vidste også, at en sådan astronomisk begivenhed kunne kædes sammen med en forudsigelse, som de havde kendskab til ud fra de fortællinger, som de hørte i deres del af verden – og de ville afsted for at opleve det selv og give de fineste gaver, de hver især vidste, at dette særlige barn skulle anerkendes med.

Så da stjernen begyndte at lyse, drog de afsted, for at de kunne være på stedet, hvor den lyste allermest kraftigt, og se den konge, som de troede på, skulle blive født – og deres tro og længsel bragte dem gennem ørkensandet, gennem fremmede lande og frem til en lille stald, til en lille krybbe med et barn i.

Vi er også på rejse!

Vi er klædt på til vores liv som dem, vi er og det, vi kommer fra. Med allehånde uddannelser og arbejde, med visioner eller jordbundethed, som danskere, europæere, flygtninge eller verdensborgere. Kristne, muslimer, jøder, buddhister, hinduister, ateister. Alle er vi båret af en længsel som ikke bare er en grådighed efter at få det bedste, vi kan få, men er en ægte længsel efter det, som vi genkender i hverdagslivet i de store, spektakulære biograffilm som Star Wars, Ringenes Herre, Harry Potter og Hobbit-filmene – at vi kæmper på indre og ydre planer om at være i den gode sags tjeneste – en sag, som ikke bare er god for os som subjekt, men for os alle.

Og den sag er kundskaben om Kristus, som lærer os om, hvad det er, vi længes efter, og det er; at være sammen med den Gud, som har skabt os og lade vort liv udgå fra ham, som vi lærer at kende gennem Kristus og de fortællinger, som vi har fået overleveret gennem de hellige skrifter.

Vores livsrejse begynder som et lille barn, der fødes med stjerner i øjnene, og vi vandrer afsted som et umætteligt menneske, som hele tiden vil mere og aldrig rigtig finder ro, før vi, som hovedpersonen i Paulo Coelhos bog om Alkymisten, har rejst verden rundt for at finde ud af, hvem, der er den klogeste mand i verden, og vender hjem – og her bliver modtaget som den klogeste mand i verden, fordi vi har fulgt vores længsel og nærmet os mere og mere det hellige, som er det, vi er udsprunget af.

Alkymisten er den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med selveste Alkymisten. Historien om de skatte Santiago finder på sin vej, lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene og frem for alt, følg dine drømme.

Det kan historien om de vise mænd lære os, at det, vi kan finde ved at søge efter det, vi længes efter, er Jesusbarnet ved juletid, som ligger i en krybbe – vort hjertes krybberum.

De andre personer omkring Jesus giver os også visdom, når vi bruger dem som eksempler til at forstå vores liv og det, at være menneske:

Maria er et eksempel på, hvordan vi kan rumme Gud i os.

Josef er verdenshistoriens første omtalte bonusfar, som lærer os, at vi sagtens kan passe godt på børn, som ikke er vor egne og elske dem, som om de var det.

Og sådan kan gode historier blive ved med at inspirere søndag efter søndag til indre refleksion og til et godt ydre liv med hinanden.

Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede sammen:

Gud,
tak fordi du inspirerer os,
store og små,
til at skabe store spektakulære værker,
som minder os om dig,
og om at vi er en del af en ældgammel sand historie,
som bliver ved med at blive nytolket
i vor nutidsverden.

Tak for lyssværd og stjernekrige, der ender godt,
og det,
at vi stadig drages til at gå i den gode sags tjeneste.
Tak at du berør hver enkelt af os
gennem hinanden og gennem dit evige ord.

Vi beder dig om,
at du vil blive ved med at give os kræfter og overskud til,
at vi gerne vil have, at verden bliver,
som du har skabt den til at være.
Tak for alt det liv, du giver os,
for alle gode gaver.

Vi takker dig for stjernen
der viser os vej til Betlehem og videre ud i evigheden.
Tak fordi du har åbnet porten til himmelby,
og vi kan gå på lyseblå gader
lige ind i dit rige.
Tak, at du rummer alt i vores liv.

Bliv ved med at fortælle os, at du kender os, elsker os, selv når vi føler os forladte eller fortabte.

Vær med de ensomme, de trætte og syge,

de der venter på at dø og de, der har mistet.

Kald du dem ved navn og fortæl dem, at de aldrig falder ud af dine gode hænder.

Vær du med din kirke her i Stenløse og ud over hele jorden.

Vær med os alle
både dem, vi kender og dem, vi ikke kender
og vor regering og folketing og Hendes majestæt, Dronning Margrethe den 2. og hele hendes hus.
Du som er himlens konge,
fredens Herre
og evighedens fyrste.

AMEN!

Apostolsk velsignelse (M står op): Lad os tilønske hverandre: ”Må vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med jer alle!” Amen.
 

Afslutningskollekt:

Jesus Kristus, du solopgang fra det høje,

vi takker dig for, at du kom til os og gjorde verden ny.

Du er vort lys for evigt.

For i dig har Himlens Gud har åbenbaret sig

og vist verden et glimt af sit mysterium.

Du har den kærlighed, der tør prisgive sig selv

for at finde og udfri de fortabte af mørket,

og du søger, til du finder os.

Vi beder dig:

Bliv ved med at lyse for os.
Lad lidt stjernestøv blive i vores sind
så vi kan finde vej,
og så dagligdagen glimter.

Lad dit skær nå ind i de mørkeste kroge

af vores verden, af vore sind,

så vi kan løfte vore hoveder og leve med håb.

Fra evighed og til evighed.

Amen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s