Mindernes skattede Kameliablomst

Man mister nogle gange noget
jeg hader at miste noget
hader at noget bliver væk
som var særligt for mig
af største betydning
som mit eget åndedræt
vejrtrækningen sammen med en jeg holdt af
vejret, som blev trukket i samme intime kontakt
en nærhed, som kan forsvinde på et øjeblik
to mennesker helt tætte på hinanden.

Mit hjem har forandret sig
fra at være et ungt hjem med skiftende udstillinger
til et hjem fyldt med minder
halskæder, malerier, afstøbninger af barnehænder
de små børns smil
duften af gamle tænder i smykkeskrinet
en lok af et hår
små breve om kærlighed, skønhed, genkendelse
de små smil, som kom til at udfylde mit hjerte
og efterlod mig med tårer og taknemmelighed.

En stue med minder.
Mennesker jeg savner.
Mit eget ansigt i et spejl som min farmor så sig i
nu samme form, de samme hænder
slægt efter slægt og en regnbue fuld af venner.

Et fuldbyrdet liv hvor alt nu er på overtid
en modning i dybtduftende blomst
med blade af fløjl i de tungeste nuancer.
Et ord overtrumfer dem alle nu hvor livet har sejret:

Taknemmelighed. Taknemmelighed.

Digt af Marlene Evensen 2016